Hver fredag morgen udkommer Morgenposten med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. Vi bringer herunder introklummen til denne uges Morgenpost. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Det blæser en pelikan, og det kan være svært at forestille sig, at vi om få måneder hopper i havnen, når vi får det for varmt – eller bare fordi vi kan. Rensningen af havnen i København og de mange badespots er for mig det tydeligste symbol på en by med mod og visioner, og en lokalbefolkning, der vil lege med.

Jeg elsker at bo i en by, hvor der aldrig er mere end 10 minutter til næste dukkert. Jeg holder både af de travle spots, hvor der bliver flexet sololie og saltomortaler, og de mere hemmelige steder, hvor man er den eneste i verden i vandet. Jeg har badet overalt. I jagten på de ikke så crowdede steder blev min hustru og jeg sidste år dirigeret væk fra militæranlægget Nyholm af en dog meget venlig officer, fordi vi havde sneget os til en dukkert derinde på en cykeltur. Fair nok.