Landsholdets deroute og Morten Olsens ansvar
Morten Olsen har været den bedste landstræner, Danmark nogensinde har haft, men er det på tide med et sceneskift?

Landsholdets deroute og Morten Olsens ansvar

Stor var forargelsen, da det danske landshold for nylig blev ydmyget med 0-4 på vores smukke nationalstadion. Ok, forståelsen havde trods alt nok været større, hvis det Argentina, Tyskland eller Spanien, vi havde tabt til, men nu var det rent faktisk lille upåagtede Armenien. En miniputnation i fodboldmæssig forstand med en placering som nr 89 på FIFA’s verdensrangliste. Og ikke nok med det: Armenien havde lige lidt et ydmygende nederlag til Malta, der stort set aldrig har vundet en fodbold kamp før.

Mediernes reaktion var som ventet hård og brutal. Spillerne og landstræner Morten Olsen blev svinet til. Ordet landsforræderi blev måske ikke brugt direkte, men meningen lurede implicit lige under overfladen. Hvordan kunne landsholdet byde alle os fodboldelskere det? Hallo, VM i fodboldens Mekka nr. 1, Brasilien, uden dansk deltagelse!?

Efter min deroute som træner i topfodbold i 2010, hvor det stik imod al forventning lykkedes for mig at rykke ned med AGF, har jeg ernæret mig som fodboldekspert hos Canal9. Og som ekspert er det en del af jobbet at forholde sig mere analytisk end følelsesladet til begivenhederne på banen. Indimellem kan det selvfølgeligt være svært. Eksempelvis når man virkelig holder med Danmark og endda har trænet et par af spillerne, og rigtig gerne vil have, at de har succes. Men hvis jeg lige skal fastholde det med at forholde sig analytisk til det ædle spil, vil jeg komme med den påstand, at det ikke bør komme som den store overraskelse for nogen som helst, at Danmark ikke kvalificerer sig til næste sommers slutrunde i Brasilien.

Lad os tage et kig tilbage i fodboldhistorien. Tilbage til 2002, hvor det danske landshold nåede 8.dels finalen under VM i Japan og Sydkorea. Hvor vi rent faktisk blev nummer 1 i den indledende gruppe og henviste de forsvarende verdensmestre fra Frankrig til en ydmygende sidsteplads i puljen. Se, det var tider. Dannebrog blev med stolthed hejst i de danske kolonihaver og vi var euforiske i sejrsrusen. Men lad os lige sammenligne holdet fra dengang til holdet i dag, og især bide mærke i, hvilke ligaer og på hvilken niveau, de spillede og spiller:

Thomas Sørensen – Fast mand i Sunderland i Premier League
Stephan Andersen - Reserve i Evian

Thomas Helveg – Fast mand i Milan
Lars Jakobsen  - Fast mand i FCK

Martin Laursen – Fast mand i Milan
Andreas Bjelland – Skadet det meste af sæsonen i Twente

Nicklas Jensen – Fast mand i Manchester City
Simon Poulsen – Reserve i Sampdoria

Thomas Graversen – Fast mand i Everton
William Kvist – Fast mand i Stuttgart

Jon Dahl Tomassen – Mange kampe og mål for Milan
Christian Eriksen – Fast mand i Ajax

Jesper Grønkjær- Mange kampe for Chelsea
Krohn-Dehli – Mange kampe for Celta Vigo

Ebbe Sand  - Fast mand i Schalke 04, daværende tophold i Bundesligaen
Andreas Cornelius – Fast mand og topscorer i FCK


Jeg kunne sagtens have bragt flere eksempler for de respektive landshold, men jeg tror at dette tydeligvis illustrerer forskellen. Vi har stort set ingen danske spillere, der får spilletid i europæiske topklubber i de store ligaer. Daniel Agger er næsten eneste bud, og han var skadet op til Armenien-kampen. Og det fortæller i virkeligheden alt om det danske landsholds styrke. Hvis vi havde et super hold, ville der være flere spillere i europæiske topklubber. Så derfor er det ingen overraskelse, at det danske landshold ikke kvalificerer sig. Snarere tværtimod.

Det, der trods alt er en overraskelse, er at landsholdet kan floppe så meget, at vi på nuværende tidspunkt kun ligger nr. 5 i gruppen efter bl.a. Armenien med kun 6 point for 6 kampe. Og at vi kunne blive ydmyget og afklapset på hjemmebane af dem med hele 4-0.

Hvad gør vi så nu og hvilket bord skal lorten placeres på? Det siger sig selv, at spillerne bærer en del af ansvaret. De er trods alt ikke så ringe, at de burde tabe 4-0 til et hold som Armenien. Man kunne vel også have håbet på, at mere end 14.000 fans var mødt op, når kampen var så ekstrem vigtig for det danske landshold. Men når begge disse ting er trukket frem og taget med i betragtning, vil jeg stadig placere en stor del af ansvaret hos Morten Olsen.

I mine øjne har han været den bedste landstræner, Danmark nogensinde har haft, og den største fodboldmæssige kapacitet i Danmark gennem en længere årrække. Han skal have så meget kredit for måden, det danske landshold kvalificerede sig på til de seneste to slutrunder i henholdsvis Sydafrika (VM) og Polen/Ukraine (EM). Med et ikke ligefrem skræmmende stærkt hold sluttede vi på førstepladsen i kvalifikationspuljerne og henviste et stærkt portugisisk hold med verdensstjerner som Ronaldo, Pepe, Contrao og Nani til 2. pladsen. Ydermere henviste vi vores evige rivaler og nabolande Sverige og Norge til 3. pladserne. Og sidst men ikke mindst spillede vi i perioder smuk, kreativ fodbold.

Men denne gang syntes jeg, Morten Olsen bærer en stor del af ansvaret. Han har stædigt fastholdt et spilkoncept, hvor man skal være spilstyrende og meget i boldbesiddelse. Han har ikke taget ved lære af, at Danmark har været fysisk underlegne i de sidste mange landskampe, men har derimod fastholdt spillere som Krohn-Dehli, Eriksen, Zimling og Rommedal på holdet samtidig. Gode fodboldspillere, men afgjort ikke duelspillere, der tager fra fysisk. Og for lige at blive ved med at gnide mere salt i såret, så har Morten afgjort også fejlet ved stædigt at fastholde Rommedal i startopstillingen, når manden er ”over the hill” og har haft en absolut mareridtsagtig sæson i Brøndby. Mod Armenien forstod jeg heller ikke startpladsen til Andreas Bjelland, der stort set ikke har spillet i denne sæson pga. skader og som også udgik skadet i pausen, på bekostning af Okore?

Skal Morten så fyres? Nej, dertil har han betydet for meget for dansk fodbold, og han fortjener ikke en uværdig afsked. Derimod bør Morten hen over sommeren selv erkende, at 13 år er meget lang tid i det samme trænerjob. At der ikke kan undgå at indtræffe metaltræthed. At både han og spillerne har brug for ny inspiration. Derfor er min anbefaling helt klart, at Morten tager imod en af de mange topklubber, der alt andet lige må være interesseret i ham som træner. Og lad os så få Ståle Solbakken tilbage i dansk fodbold. Jeg savner hans direkte og åbne personlighed. Vel har han floppet i de sidste par jobs og er blevet fyret både i FC Køln og i Wolverhampton, men husk lige på, at Morten Olsen blev fyret tre gange, inden han blev landstræner. Og alligevel blev han den mest succesfulde nogensinde!   
 

Se, hvad vi ellers skriver om: Erik Rasmussen