Leder: Følg loven men bryd reglerne

På min computers baggrundsskærm har jeg i mange år haft et billede af noget graffiti. Sorte bogstaver på en hvid væg:

”Go to work, send your kids to school, follow fashion, act normal, walk on the pavements, watch TV, save for your old age, obey the law, repeat after me: I am free.”

Og selvom jeg både er endt med realkreditlån, leasingbil og børneflok og dermed på papiret er præcis som alle andre, taler det stille oprør til mig: Er jeg virkelig fri, når jeg som en god samfundsborger hver morgen møder pligtskyldigt på arbejde, opfører mig pænt, indbetaler pension og aldrig træder over på den forkerte side af loven?

Nej. Og så ofte, som det kan lade sig gøre, og selvfølgelig altid uden at gøre andre ondt, bryder jeg reglerne. Mit eget oprør, gennemført i miniature-udgave. Mit moralske kompas er fint indstillet, men ingen skal fortælle mig, hvad der er rigtigt og forkert.

Et eksempel: Skal vi ned til stranden fra vores sommerhus, skal vi følge en lille, offentlig sti. Den er fin nok, men jeg ved, at vi kan komme til vandet omkring 30 sekunder hurtigere, hvis vi i stedet tager den private vej, der ligger lige ved siden af. Det gjorde jeg med børnene forrige sommer, da en obsternasig beboer på bemeldte private vej stillede sig i vejen for os og spurgte, hvilket ærinde vi havde.

”Vi skal ned til stranden.”

”Okay. Er I nye her i området?”

”Næ.”

”I ved godt, at der er en offentlig sti lige derovre?”

”Ja.”

Og så stod vi der i et par sekunders stirrekonkurrence, indtil den selvudnævnte politimand lod os gå ned til vandet på hans og naboernes private vej.

Siden den dag har jeg flittigt benyttet vejen i stedet for stien. Selvfølgelig både for at bringe hans pis i kog, men også fordi jeg har det så svært med de regler, som mange elsker at følge, men som ingen som helst livgivende funktion har.

Min hustru synes, jeg er latterlig, men jeg kan ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg blindt adlyder alle de regler, vi sætter op overfor hinanden.

Det er det samme, når jeg cykler i byen om aftenen eller tidligt om morgenen, og der ingen trafik er: Jeg føler, jeg bliver berøvet dyrebare minutter af mit liv, hvis jeg holder for rødt. Nogen har sagt, at det må jeg ikke, men det skal de ikke bestemme. Og ja, det er i den milde ende af lovovertrædelserne, og det går ikke ud over nogen.

Jeg tror, det er sundt at gå til livet med en god portion rebelskhed. Og nogle gange bevidst bryde de regler og normer, der gør det hele meget konformt. Jeg er til fals for det lille oprør, hvor ingen bliver gjort fortræd, men hvor man i det stille sejrer over systemet. Jeg bliver udfordret af det normale. Og jeg anerkender alle dem, der med vilje træder ved siden af, fordi det strider mod deres instinkt at følge den lige, lovlydige vej.

De små overtrædelser, jeg heltemodigt kaster mig ud i, når ingen kigger og mit kontorliv bliver for ensformigt, er dog vand ved siden af de hemmelige meddelere, politiet finder i det kriminelle miljø. På side 88 udfolder vi historien om den tidligere narkobetjent René Dahl Andersen og hans mangeårige forhold til meddeleren ’Panteren’.

Deres arbejdsvenskab udviklede sig til et givtigt redskab i Renés værktøjskasse. Det gjorde hans arbejde lettere, og han lykkedes med sine opgaver. Men det indebar også den store konflikt, at René selv måtte træde over på den forkerte side af det lovmæssigt forsvarlige. De etiske spørgsmål stiller sig i kø, og det er ikke uden anger, når René selv kigger tilbage på sin karriere i politiet. Om man kan forsvare dén tilgang til politiarbejde, må du selv konkludere, når du har læst artiklen.

Herfra skal der ikke lyde opfordringer til at bryde loven. Det er spild af liv at risikere år bag tremmer.

Men jeg vil gerne opfordre til en kritisk stillingtagen til de normer, vi alle er underlagt, og som egentlig ikke tjener noget ægte formål. Du får højst en bøde for at køre over for rødt eller skældud fra din nabo, når du slår græs på andre tidspunkter, end ejerforeningens servitutter foreskriver. Værre er det ikke. Husk at leve.