LeBron James tog til Miami i fire år og vandt to mesterskaber med Heat. I sommer vendte han hjem til Cleveland for at vinde det mesterskab, som byen sukker efter. De har aldrig vundet i NBA, og sidst byen vandt et større mesterskab var i 1964, da Cleveland Browns vandt NFL.

Cleveland Cavaliers har haft en bizar sæson. Den startede med store forventninger, da holdet handlede sig til Kevin Love. Sammen med LeBron og Kyrie Irving skulle han være Clevelands ”Big 3”. Men holdet spillede under niveau, som jeg skrev i januar.

LÆS OGSÅ: Hvad er der galt i Cleveland? 

Straks efter min artikel vendte skuden (selv tak, Cleveland-fans!), holdet blæste de fleste modstandere af banen og vandt 34 af de sidste 43 kampe. 
 
Men i slutspillet blev Kevin Love skadet i Kamp 4 mod Boston Celtics, og han er ude i resten af kampene. Kyrie Irving har også lidt af skader, og LeBron James har måttet ordne det meste selv. Han har været rigtig god i år. Men omvendt er LeBron jo nok verdens bedste spiller, og hvis man holder hans præstationer i år op mod, hvad han har gjort tidligere, så er han ikke helt oppe på fordums Hulk-niveau.

I Miami havde LeBron stjerner som Dwyane Wade og Chris Bosh omkring sig, så han var ikke den eneste til at trække læsset. Nu er han nødt til at afslutte flere gange end nogensinde før, også mere end da han spillede for Cleveland i midt-00’erne.



I sæsonen tog LeBron bolden til kurven cirka 10 gange per kamp. I slutspillet er det cirka 15 gange per kamp. Men det går ud over hans effektivitet, at det for ofte er op til ham. Han har aldrig haft så lave skudprocenter i slutspillet før. Især bag trepointslinjen kan han ikke ramme noget som helst.

LeBron James er en spiller, som deler vandene. Hvis han og Cavaliers taber denne finale, så har han tabt fire ud af de seks finaler, som han har spillet. Det vil LeBrons kritikere bruge mod ham. Ifølge dem, er han ikke en konge, men en tudeprins, som først kunne vinde, da han spillede sammen med andre superstjerner i Miami.

LÆS OGSÅ: Forrædderen er tilbage i Cleveland

Det er selvfølgelig ikke rigtigt. LeBron har været den bedste spiller i NBA siden 2009. Han slæbte et middelmådigt Cavaliers-hold i finalen i ’07, og han var omdrejningspunktet for fire ture til finalen i Miami. Han er en stor spiller og meget muligt den bedste small forward nogensinde.

Trods et ensidigt angreb og et til tider svingende forsvar står Cleveland Cavaliers i finalen. Det gør de til dels fordi, deres marginalspillere har bidraget her og der. Tristan Thompson bliver ved med at gribe angrebsrebounds, som om han var besat af Dennis Rodmans spøgelse. JR Smith, Matthew Dellavadova og Iman Shumpert har ydet deres.



Det skal de blive ved med, for de skal møde NBA’s bedste hold i år. Golden State Warriors vandt 67 ud af 82 kampe i sæsonen. De havde ingen svage perioder, men var suveræne fra start til slut. De pillede pynten af et solidt Houston Rockets-hold i Western Conference Finals og så har de dette års Most Valuable Player, Steph Curry.



Umulige Steph Curry. Helt og aldeles unfair Steph Curry. Se lige klippet ovenfor igen. Han skyder med 9 sekunder tilbage på skuduret. Et helt vanvittigt skud, som ville lime almindelige dødelige spillere fast på udskiftningsbænken. Træner Steve Kerr ser også hovedrystende på, men kan kun grine af, at Steph Curry kan ramme sådan et skud. Curry har tilladelse til at skyde på alt, for han har en helt overmenneskelig evne til at ramme selv de mest umulige skud. 


 
Han har skudt elleve trepointsskud per kamp i slutspillet og har ramt 44% af dem.
Figuren ovenfor viser, hvor speciel han er. Ingen andre spillere skyder mere end otte treere per kamp og blandt de 59 spillere med mere end tre trepointsskud per kamp, er der kun syv, som skyder bedre procenter. Steph Curry er altså helt unik.

LeBron James er bygget som den ideelle basketballspiller: Stærk, hurtig, koordineret, med god teknik og en uovertruffen spilforståelse. Han kan det hele på banen. Steph Curry kan ikke det hele, men det behøver han heller ikke med sine overnaturlige evner til at ramme. ”Shooting equalizes”, som de siger i USA.

Forsvaret skal hele tiden holde øje med Curry, og han ødelægger deres rutiner, da han kan ramme præcist på de svære skud, som de ellers er tilfreds med, at modstanderne skyder.


 
Golden State har et bedre hold bag deres superstjerne end Cleveland. Klay Thompson er en All-Star. Draymond Green var tæt på at blive Defensive Player of the Year. Andrew Bogut er en god center. Harrison Barnes og Andre Iguodala er solide wing-spillere. De var det bedste hold i grundspillet med det bedste forsvar og det næstbedste angreb. Der kan ikke være nogen tvivl om, at de er favoritter i finalen.

Det er ikke utænkeligt, at LeBron trækker sit hold til tre sejre, og at holdene skal ud i en altafgørende Kamp 7. Men jeg tror det ikke. Jeg tror, at Golden State har afgjort sagerne inden da, og derfor siger jeg Golden State Warriors i fem kampe.

Er jeg helt fra snøvsen? Ram os med dine kommentarer og bud på resultatet af årets finaler. Kampene sendes direkte på TV2 Sport og Kamp 1 er torsdag nat.

Vi har også lavet en finaleoptakt hos ’Under Kurven’, den danske NBA-podcast, hvor jeg er medvært. 

LÆS OGSÅ: Se billederne: Lebrons Miami-palæ til salg

LÆS OGSÅ: 12 fodboldspillere vi gerne vil på ferie med

LÆS OGSÅ: Father John Misty: Min sang er en sarkastisk kommentar til Miley Cyrus' USA