I 2012 stod Sam Presti, sportsdirektøren hos Oklahoma City Thunder, over for et valg. Klubben havde tegnet kontrakter med holdets to største stjerner, Kevin Durant og Russell Westbrook, og nu var det tid til at finde ud af, hvad man skulle gøre med James Harden og Serge Ibaka. Det var muligt for Presti at tegne kontrakt med begge spillere, men det ville betyde at klubben ville komme over det lønloft som findes i NBA. Det må man godt være som klub, men så skal man bare betale en bøde til ligaen, svarende til hvor langt over loftet man ligger. Så det er et dyrt sted at være.

NBA-Euroman

Oklahoma City Thunder havde i den forgangne sæson tabt NBA-finalerne med 4-1 til Miami Heat, og James Harden havde haft en mildt sagt miserabel serie af kampe. I sidste ende valgte Presti, at det var bedre at satse på Ibaka og så sende Harden til Houston Rockets mod andre spillere og draft picks.

Jeg tror ikke, at finale-serien var så betydende for Prestis valg, men Thunder havde måske svært ved at se, hvordan tre spillere som Durant, Westbrook og Harden skulle kunne fungere optimalt sammen, når de alle er bedst med bolden i hånden.

I bagklogskabens ulideligt klare lys kan det virke fuldstændig vanvittigt at handle en spiller som James Harden væk. Men Harden var ikke dengang den spiller, som han er i dag. I 2012 blev han kåret som Sixth Man of the Year, altså den bedste bænkspiller. Han startede måske på bænken, men han spillede 31 minutter per kamp i en rolle for Thunder, som i høj grad lignede den, som Manu Ginobili i mange år har haft i San Antonio Spurs. Han var playmakeren, som sørgede for, at alle opstillinger havde scoring, og han sluttede også kampene på banen.

Harden var meget effektiv i Oklahoma. Han havde gode skudprocenter, og han kom meget på straffelinien. Men han havde ikke så mange afslutninger, og der var tvivl, om han var god nok til at være stjernen. Kunne han være mere end ham den gode spiller med det seje skæg?

Da James Harden kom til Houston Rockets, viste han, at han var mere end klar til at være stjernen. Første kamp: 37 point, 12 assists og 6 rebounds. Anden kamp: 45 point og 7 rebounds. Så var det ligesom slået fast.

I sine tre sæsoner hos Houston Rockets har James Harden været en klar All-Star. Han er nok den bedste shooting guard i ligaen. Hans spillestil passer perfekt til Houston Rockets’. De forsøger at holde sig til skud tæt på kurven, treere og straffekast. Lange toere er ineffektive, og derfor prøver Houston at undgå dem. 

NBA
  
Graferne ovenfor viser, hvor henholdsvis James Harden og Kobe Bryant skyder fra. Jeg har valgt Kobes sidste gode sæson, 2012/13. Det er tydeligt, at Kobe i sit spil skyder meget mere over det hele, hvor Harden er fokuseret på enkelte områder.

LÆS OGSÅ: Kobe Bryant er endelig bedre end Michael Jordan

I denne sæson har Harden løftet sit spil til nye højder. Han har gjort noget ved sit forsvarsspil, hvor han tidligere har været helt horribel. Nu er han bare et sted mellem middel og dårlig. Han snitter 26,9 point, 6,9 assists og 5,8 rebounds per kamp. Det er jo helt vanvittige tal. Michael Jordan snittede det en gang i karrieren i 1989. Siden da, har kun LeBron James gjort det. Han har dog gjort det i fire sæsoner, fordi han er LeBron.

LÆS OGSÅ: Hvad er der galt i Cleveland

Apropos LeBron James, så var LeBron og Harden i direkte infight tirsdag aften, da Houston tog mod Cleveland:



Harden blev ikke smidt ud af kampen, men det kostede efterfølgende en spilledags karantæne. Hvilket er ganske fair. Man skal ikke sparke modstanderne i de ædlere dele. Det var dog en fantastisk underholdende kamp ellers.

Men er han MVP i år? Der er ikke nogen objektiv måde at sammenligne spilleres sæsoner på. Det bliver især svært, når nogle af spillerne har været ude med skader. Jeg synes, at James Harden har haft en bedre sæson end LeBron James. Det betyder ikke, at jeg synes at han er en bedre spiller. Jeg ville vælge LeBron først, hvis jeg stod i skolegården og skulle vælge hold. Men jeg synes at Harden har haft en bedre sæson. Statistisk er der ikke langt i mellem dem, og så bliver tungen på vægtskålen, at James Harden har spillet mere. Han har været med i 60 ud af 61 kampe for Rockets. LeBron har kun spillet i 52 ud af 63 Cleveland-kampe. Det er mere værd at have denne sæsons James Harden i 98% af kampene end at have denne sæsons LeBron i 83% af kampene.



Af samme grund er James Harden over Russell Westbrook, som kun har spillet i 46 ud af 61 Thunder-kampe. Dog, skal det siges, at hvis Russell Westbrook bliver ved med at hive triple doubles hjem i sin nye maske, så er han en klar MVP-kandidat. Jeg skrev i oktober. at jeg glædede mig til The Russell Westbrook Show, men jeg havde på ingen måde forestillet mig det her. Nogen kalder Chris Paul for Point God, men så må Westbrook være Point Godzilla.

James Hardens største konkurrent til MVP er Steph Curry fra Golden State. Curry er maestroen, som får et af de bedste hold i ligaen til fungere. Han er en spiller, der ligesom Harden i denne sæson har taget sit spil fra All-Star til seriøs MVP-kandidat.

NBA
 
Curry og Harden ligger meget lige p.t. Jeg har faktisk svært ved at vælge. Man kan stirre sig helt blind, når man kigger på alverdens statistikker og klip fra kampe. Men hvis jeg blev tvunget, så ville jeg gå med Curry. Det ville jeg, for når han er på banen, spiller Golden State det bedste basketball, der er i ligaen. Både Harden og Curry er essentielle for deres hold, men med Curry på banen, så spiller Golden State det allerbedste basketball, der er i ligaen. Både forsvar og angreb. 

Curry har ikke spillet lige så mange minutter i år som Harden, men det er fordi, Golden State har haft mange kampe, hvor han slet ikke behøver spille til sidst, fordi de er så langt foran. Det skal ikke ligge ham til last at de er suveræne, og jeg går med Steph Curry som min MVP indtil videre.

Vi ses!

PS. Er det kun mig eller ligner Dion Waiters fra Thunder ikke Uffe Holm? 

LÆS OGSÅ: Med talent til træning: Sådan bygger Jonas Zohore sig op

LÆS OGSÅ: Se verdens flotteste ekstremsportsbilleder

LÆS OGSÅ: Jordan og Federer mødes og flot tennissko opstår