Golden State Warriors vandt fortjent mesterskabet i NBA i år.

De sluttede finalerne ved at vinde Kamp 6 natten til onsdag på udebane i Cleveland.

LeBron James gjorde hvad han kunne, men selv ikke hans overmenneskelige præstationer var nok.

Warriors har været overbevisende hele sæsonen. De lagde ud med at lægge sig i spidsen af ligaen ved at vinde 21 ud af 23 kampe inden jul. De sluttede på 67 sejre og scorede mere end 10 point per kamp mere end modstanderne. I slutspillet var de favoritter og de beviste også hvorfor. Heldet var også med dem, i form af hold som de undgik at møde eller skader til deres modstandere. Men alle mestre skal have en portion held med sig og det skal ikke tage noget fra Warriors’ mesterskab.

LÆS OGSÅ: Zlatan til Ødegaard: "Giv slip på din far." Ødegaard om Zlatan: "Han er ikke, hvad han har været."

For første gang siden 1975 står trofæet nu i Oakland. De hårdt prøvede fans har endelig noget at fejre. Inden Stephen Curry kom til Warriors i 2010, havde klubben været i slutspillet én gang i de foregående 15 år. Skader og et dårligt sammensat hold gjorde også, at der gik et par sæsoner før Curry spillede playoff basketball. Træner Mark Jackson fik dem i slutspillet i 2013 og 2014, men blev alligevel skiftet ud med Steve Kerr inden dette års sæson. Kerr havde aldrig været træner før, men havde erfaring fra sin tid som spiller for blandt andet Chicago Bulls og San Antonio Spurs, hvor han vandt fem mesterskaber.

Steve Kerr gav endnu mere frihed til, at Stephen Curry kunne udfolde sig, og Curry tog imod udfordringen og spillede på et ganske særligt niveau i år. Jeg har skrevet om Curry før bl.a. her og her, så jeg vil ikke skrive meget mere end, at det var fuldt fortjent, at han blev kåret til dette års MVP. Han nåede også at få et par highlights i finalen:



Omkring Curry havde Golden State bygget et hold bestående af gode spillere, som kan udfylde flere roller. Klay Thompson, Draymond Green, Andre Iguodala og Harrison Barnes kan alle sammen dække op og også spille flere positioner. I finalerne fandt Golden State ud af at deres bedste strategi var at starte Draymond Green som center, så de kunne have alle fire ovenstående spillere på banen samtidig. Det til trods for at Green var lavere end hele tre spillere i Clevelands startopstilling (LeBron James, Tristan Thompson og Timofey Mozgov).

LÆS OGSÅ: 15 fede udsalgs-kup lige nu

Strategien med at spille small-ball lykkedes. Golden State kunne opretholde et godt forsvar trods deres klejne størrelse, og i den modsatte ende er de som regel svære at stille noget op imod, når de spiller småt. Det var også tilfældet her. Aldrig før har et hold haft det bedste forsvar samtidig med, at de spillede det højeste tempo. Det høje tempo kombineret med de gode skytter gjorde Warriors til et af de mest underholdende hold.



Det er sjældent at de mest underholdende hold vinder. Golden State har arvet mange af deres filosofier i angrebet fra de Phoenix Suns-hold omkring 2005-2010, som fascinerede NBA med deres tempo og fantastiske angreb ført an af Steve Nash. Men Phoenix vandt aldrig et mesterskab. De nåede ikke engang en finale. Så deres spillestil, som blev kaldt Seven Seconds or Less, blev aldrig helt valideret. Kritikere kunne blive ved med at sige, at det ikke nyttede at spille hurtigt og småt i slutspillet.

Men det passer ikke helt, at det først er nu med Warriors, at det er blevet bevist at man kan vinde ved at spille småt og hurtigt. Trænerne Erik Spoelstra og Gregg Popovich fra de seneste mesterklubber, Miami Heat og San Antonio Spurs, har begge sagt, at deres angreb var meget inspireret af, hvad Suns gjorde.

Warriors har nu endegyldigt slået fast, at man kan vinde ved at spille småt, hvis man har de rigtige spillere til det. Det bliver meget spændende at se, hvordan deres succes vil påvirke resten af ligaen. Hvor mange hold vil prøve at kopiere dem? Der bliver skudt flere og flere treere, som jeg har skrevet før, og holdene bliver mere og mere villige til at eksperimentere med opstillingerne. De fysisk store spilleres tid er ovre, og NBA bevæger sig mod fart og skudevner.


 
Golden State har en god chance for at genvinde mesterskabet i næste sæson, da de sandsynligvis beholder de fleste af deres spillere. Men hvis jeg skulle byde på næste års mestre, så er det holdet, som tabte finalerne i år. Hvis Kevin Love og Kyrie Irving kommer raske tilbage, så er Cleveland Cavaliers storfavoritter i Eastern Conference. 
Cavaliers er favoritter til at vinde mesterskabet, fordi Western Conference er så svær. Warriors er måske et bedre hold, men de skal kæmpe sig forbi hold som Spurs, Grizzlies, Rockets, Clippers og Thunder.

Ja, Thunder. For er der én ting som vi alle glæder os til at se, én ting som kan holde os varm her denne Westerosiske vinter af en sommer uden basketball, så er det tanken om at vi får lov til at se Kevin Durant og Russell Westbrook spille basketball igen. Det glæder jeg mig til. Det bør du også.

Tak for en god sæson. Tak for i år.

Vi ses!

LÆS OGSÅ: Tonede ruder: Find den perfekte solbrille til dit ansigt

LÆS OGSÅ: Burger & Bun hjælper dig til det ultimative tilbehør til din burger

LÆS OGSÅ: Lebron, forræderen er tilbage i Cleveland