Thomas Skov Gaardsvig

Thomas Skov Gaardsvig: Det er, når jeg selv synes, jeg er cool, det går galt…

Thomas Skov Gaardsvig: Det er, når jeg selv synes, jeg er cool, det går galt…

Udefra set har jeg potentiale til at være cool, men det er jeg ikke.

Karma er ikke en bitch. Men karma er en retfærdighedssøgende nabo, der konstant kigger ind gennem dit vindue for at holde øje med om, alt går rigtig til, og hvis karma finder noget, der ser forkert ud - så slår den til.

Jeg er ikke særlig cool.
Jeg har dog et dejligt job - i mediebranchen - som jeg er god til.
Jeg bor i et vidunderligt hus i et attraktivt område.
Jeg har et barn, der bliver kørt rundt i en moderigtig barnevogn med svingbare hjul, og jeg kører selv i en hybridbil, så jeg kan køre lidt på el, når jeg er i det humør.

Udefra set har jeg potentiale til at være cool, men det er jeg ikke.

Det kommer til udtryk, hver gang jeg prøver, og det er karmas skyld.
For karma vil gerne holde mig nede på jorden.

Det er ikke længe siden jeg mødte Emil fra Suspekt i en kaffekø et sted i København.

Vi havde tidligere mødt hinanden i forbindelse med en optagelse, så jeg tænkte meget over, hvordan jeg skulle nærme mig en af landets - i mine øjne - mest cool musikere. Det måtte godt være lidt kækt. Måske endda cool.

Så jeg fandt frem til en sætning, jeg tænkte kunne rumme det hele.

“Hva så, Emil, dit pikhoved?! Skal du lige ha en kop kaffe?!”

Set i bagklogskabens lys er det en elendig sætning, og karma var heller ikke sen til at lade mig vide, at hun ikke var tilfreds, for det næste, der sker, er, at Emil siger:

“Hej Thomas. Hvad sagde du?”

Og han sagde det ikke på den der truende måde, andre fra Vestegnen måske godt kunne have fundet på at sige det på. Han sagde det på den måde, hvor han simpelthen bare ikke havde hørt, hvad jeg havde sagt.
Er der noget, der ikke er cool, så er det at skulle gentage cool kommentarer.

Andre gange kan jeg gå og høre musik, mens jeg slentrer rundt i København.
Selvfølgelig med en medieMac i tasken, så jeg kan sætte mig i vinduet på en eller anden alt for dyr kaffebar og lade som om jeg skriver noget fedt, mens jeg i virkeligheden bare stalker gamle og nye venner på Facebook.

På vej ned til cafeen har jeg musik i ørerne. Ofte hører jeg bare en eller anden Top 50 chart på Spotify, så jeg kan høre det, andre hører.
Men hvis jeg i ny og næ har fået anbefalet et eller andet indie-agtigt, kan jeg godt tage mig selv i virkelig at føle den.

Så hører jeg First Aid Kit* og tænker “Kæft, det er fedt… jeg hører cool svensk indiemusik og har en Mac i tasken… hvad kan gå galt.”

Det er som regel lige deromkring, det går galt. Enten ved at jeg snubler over et trin på fortovet og falder ned på det ene knæ og får en hudafskrabning for første gang siden folkeskolen.

Eller også er der en fugl, der skider mig lige ned på min ene skulder.
Under alle omstændigheder har karma lige fortalt mig, at jeg måske bare skal gå hjem igen.

*Jeg er ikke sikker på First Aid Kit stadig er cool eller om det nogensinde har været det. Men lyder sgu godt nok.

Karma holder altid øje med, om du bliver for cool, og har jeg for eksempel købt en cool rullekravetrøje, kan jeg være 100 procent sikker på, at karma vasker den forkert.

Låner jeg en mere cool bil, end den jeg har, kan jeg være sikker på, at karma har taget den sidste parkeringsplads i miles omkreds.

Har jeg holdt et møde med en cool og mulig forretningspartner og sagt “Hey du, jeg tager regningen - don't worry.” kan jeg være sikker på, at mit dankort ikke virker.

Og hvad kan jeg så lære af det…. Jeg skal være på vagt over for ordet cool.
Det er sjældent, at noget, der siger, det selv er cool, er cool - husk det.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov Gaardsvig: ”Der er for mange møder i verden”

LÆS OGSÅ: Fri mig for mandefjolset

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Det ville jeg gerne have fortalt den 15-årige version af mig selv

Se, hvad vi ellers skriver om: Thomas Skov Gaardsvig