Foto: Jonas Pryner Andersen

Manden bag isterningeposen: "Der er masser af ting, der mangler at blive opfundet"

Erling Vangedal-Nielsen, 71 år, er opfinder og manden bag isterningeposen. Han fik fik patent på isterningeposen i 1977, der siden har solgt i milliarder af eksemplarer. Her fortæller han om at opfinde, om at tænke kreativt om kunstige håndvaginaer, der sælger 700.000 eksemplarer om året.

"Vi var fem unge gutter, der havde lejet et sommerhus i Blokhus. Sent om eftermiddagen blev vi enige om at tage ned på diskotek Peter Wessel, der var smart dengang i 1976."

"Vi ville lige varme op, og derfor hev en af vennerne en flaske whisky op af tasken og gik på jagt efter isterninger. Vi fandt en bakke med isterninger i køleskabet, men allerede efter første glas var bakken tom."

 ”En eller anden smart fyr må da kunne opfinde en nem måde at lave isterninger på,” vrissede en af mine venner. På præcis samme tidspunkt kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at bestille vareposer til en lille produktion af knive, jeg havde på det tidspunkt. Isterninger og poser! Hold da kæft, mand, hvorfor svejser man ikke små lommer ind i en plastpose og fylder den med vand til isterninger?"

"Jeg vidste med det samme, at jeg havde en god idé. Jeg tilbød hver af vennerne en andel af ideen på 10 % for 10.000 kroner, men ingen turde løbe risikoen. Da jeg kom hjem fra sommerhuset efter 14 dage, gik jeg straks ud i mit værksted og prøvede at svejse i en plasticpose med en loddekolbe."

"I begyndelsen gik det ikke så godt, men så fik jeg fat i noget teflon og et æggebæger, og til sidst lykkedes det at svejse en lomme ned i posen med samme diameter som æggebægeret. Jeg fyldte plasticposen med vand, lagde den i fryseren, og bingo!"

"Jeg havde min første isterning. Da jeg kiggede på isterningen, var jeg klar over, at jeg stod over for en virkelig god forretning."
 
"Som barn var jeg optaget af at opfinde noget, så jeg kunne blive selvstændig og tjene penge. Jeg voksede op i Buddinge. Min far var politimand og vicevært, og vi havde ikke salt til et æg. Jeg hjalp med at tømme skraldebøtterne i boligkarreen og læsse kul i fyret om natten."

"Min fars halvbror boede tæt på os, og når jeg besøgte ham, kunne jeg altid høre lyden af mønter, der klirrede i kælderen. Han ejede jukebokse rundtom på byens værtshuse, og når automaterne blev tømt, blev pengene talt op på tællemaskinen i kælderen. Han kørte rundt i en Ford Thunderbird og væltede sig i penge. Sådan ville jeg også leve. Jeg havde en masse skæve ideer."

"Som 12-årig satte jeg sejl på en sæbekassebil og udfordrede vennerne på cykel til et kapløb. I begyndelsen kom cyklerne langt foran, men efter 100 meter tog vinden for alvor fat, og jeg fløj forbi dem i en helvedes fart."

"Tilfældigvis kom en journalist fra lokalavisen kørende forbi i bil, og næste dag kom jeg i avisen under overskriften ’Ung dansker opfinder sæbekassebil med sejl’. Da det blev vinter, fandt jeg et par gamle ski på loftet."

"Dem havde min onkel brugt under vinterkrigen i Finland. Ved siden af skiene stod en halmkasse, der var brugt til at holde maden varm under Anden Verdenskrig. Jeg bankede delene sammen og satte en gammel knallertmotor bagpå. Til sidst snittede jeg en propel af et stykke træ og monterede den på motoren."

"Alle børnene på vejen var samlet, da jeg satte mig op i min slæde med motor. Det gav et ordentligt brøl, da jeg satte i gang, og så begyndte jeg desværre at køre baglæns. Det var livsfarligt, men ideen var fin, selv om jeg aldrig fik min slæde til at fungere."

"Jeg søgte patent på isterningeposen i 1976 og fik den første ordre på 2,4 mio. poser til Irma. Det var nok til, at jeg kunne finde en fabrik, der ville producere for mig, og så gik det stærkt."

"I dag er der solgt omkring 7 mia. af mine isterningeposer i Europa, Mellemøsten, Oceanien, Sydafrika og Sydamerika, så posen har omsat for milliarder af kroner. Efter opfindelsen af isterningeposen fik jeg lyst til at kigge nærmere på, om man kunne lave et smartere tefilter."

"På det tidspunkt skulle man altid hæfte de små tefiltre på en plasticholder, før man kunne stikke teposen ned i tepotten. Jeg sad og stirrede på to korte tefiltre, da jeg fik ideen til at klistre dem sammen."

"Så klippede jeg lidt i dem, og vupti, så havde jeg opfundet det lange tefilter, hvor man ikke behøvede plasticholderen, men kunne putte filteret direkte ned i potten. Det var der ikke en kæft, der havde tænkt på tidligere. I dag er der solgt over en milliard lange tefiltre."

"Alle mennesker løser problemer hver dag uden at tænke over det. Måske er håndtaget gået af din vaskekurv, og så finder du en snor, så du alligevel kan bære kurven. Det, der er kunsten, er at være observerende og blive opmærksom på de enkelte problemer."

"Når man først er blevet opmærksom på et generelt problem i hverdagen, er det som regel ingen sag at finde en løsning. Man skal altid lade sine børn finde nye måder at gøre tingene på."

"Lad dem lege med tape, hæftemaskine, pap og papir, og hvis de har en idé til noget, så lad dem lave en lille model af løsningen. Der er opfundet rigtig meget i tidens løb, og nogen siger, at der efterhånden ikke er mere at opfinde. Jeg siger lige modsat: Der har aldrig været så mange muligheder for at opfinde noget som i dag. Man skal bare tænke kreativt."

"I dag er jeg først og fremmest specialist i plasticposer. Vi har opfundet frugtposen, salatslyngeposen, burgerposen og siddepuden og selvfølgelig isterningeposen. En af mine ansatte har også opfundet den såkaldte TravelPussy."

"Det er en pose, der kan fyldes med lunkent vand, og så kan mændene bruge den som kunstig håndvagina. Den sælger omkring 700.000 eksemplarer om året. Der er masser af muligheder. Bare tænk kreativt."

Erling Vingedal-Jepsen var egentlig uddannet modellør og havde inden nået at arbejde som dørsælger, frontkører i spøgelsesvognene på Bakken, soldat på Thulebasen, keramiker og ejer af en lille knivfabrik. I dag er han medejer af Unigreen International A/S, der fremstiller en lang række af hans opfindelser.

Se, hvad vi ellers skriver om: Design og Iværksætter