DM i toast 2017

Indstil Danmarks bedste toast til DM

DM i toast: Skal du være Danmarks næste toastmaster?

Danmarks bedste toast skal kåres. Arla inviterer amatører og professionelle til kappestrid i smeltet ost.

Toast er ikke længere kun noget børn spiser, hvis de selv skal lave mad, eller som voksne sluger med skyldblandet fryd, når de ”kommer til” at gå på grillbar.

Steder som Fætter Fætter på Nørrebro i København, der serverer toast flamberet med parmesanost, svampetoast og sågar hele toastmenuer, og Oles Toast i Aarhus, der serverer gedigne toast på surdejsbrød, Vesterhavsost og hjemmelavet skinke, har været med til at løfte toasten fra dens sportshal-fortid ind i de kvalitetsbevidste 2010’ere.

Arla har også bemærket den klemmegrillede trend og udråber nu en konkurrence, hvor de præmierer Danmarks bedste toast.

Og toastmesterskaberne, der er arrangeret i samarbejde med netop Fætter Fætter, udkæmpes mellem både madfaglige og fritisdstoastende kandidater, som du kan blive en af. Fra 20. til 31. juni kan du indstille dig til konkurrencen ved at skrive din toastopskrift på Arlas Facebook. Herefter udvælger et dommerpanel de bedste kandidater, der inviteres til toast-kamp hos Fætter Fætter 2. september.

Dommerpanelet består af Fætter Fætter-medejer Mik Frikke-Grundahl, tidligere køkkenchef på Kadeau Mikkel Marschall og madjournalist og -blogger Mikkel Bækgaard. Men publikums mening kommer også til at have indflydelse på, hvem der kan kalde sig danmarksmester i toast.

”Finalen bliver en hyggelig festdag, hvor vi forhåbentlig kommer til at opleve en masse forskellige og spændende toasts fra deltagerne. Vi glæder os til at se, hvordan de vil vende og dreje det klassiske toastformat. Og vi håber, at folk har lyst til at komme og være med til at bestemme, hvem der skal løbe med titlen som Danmarks bedste toastmager,” siger Mik Frikke-Grundahl fra Fætter-Fætter i en pressemeddelelse.

De konkurrerende vil komme igennem disciplinerne klassisk toast, eksperimenterende toast og desserttoast, og der bliver fundet én vinder blandt professionelle og én blandt amatører.

Danmarks bedste toastmager præmieres med en rejse for to til New York til en værdi af 15.000 kr. Derudover vil der være køkkenudstyr, lækre oste fra Arla og gavekort til Fætter Fætters toastbar på højkant. 

LÆS OGSÅ: Sådan laver du svampetoast med sprød, sprød kylling

LÆS OGSÅ: Sejt kød, varm vin og uhøflig betjening: Hvornår skal du klage på restauranten?

LÆS OGSÅ: Bartender Frozen rosé kan blive stort i år