Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Anisette Cup

Foto: Philip Ørneborg

Flydende frisk lakrids: Sådan laver du en Anisette Cup

Er du til en sødere anissmag, skal du investere i en flaske Anisette likør, som fungerer ganske glimrende i cocktailen Anisette Cup.

Ingredienser

  • 5 cl Anisette
  • 6 limebåde
  • Ginger beer
  • Is
  1. Mos limebådene i en shaker.
  2. Tilføj is og Anisette. Ryst godt.
  3. Hæld hele molevitten op i et glas og top med ginger beer.

Anisette – ej at forveksle med den danske sangerinde – er en sød, fransk anislikør, der ofte bliver indtaget i Middelhavsområdet. Likøren skulle være opfundet i 1755 i Bourdeaux af en af de ældste franske spiritusproducenter Marie Brizard, som holdt opskriften hemmelig i århundreder.

Der findes dog et hav af amatøropskrifter, som blandt andet foreslår, at likøren laves på en blanding af vodka, frø fra stjerneanisplanten samt fennikel- og korianderfrø. Sammenligner man Anisette med andre anislikører som absint, pastis, ouzo eller Pernod, adskiller den sig ved at have en langt sødere smag og et lavere indhold af alkohol på omkring 25 procent.

Er man til meget søde sager, kan Anisette selvfølgelig drikkes rent. Bliver det for hvinende, kan man hælde et par dråber i sin after dinner espresso, og ellers skal den selvfølgelig blandes i en cocktail. I 'Anisette Cup' sætter vi likøren sammen med lime og ginger beer, som giver den søde anissmag et surt modspil og et tiltrængt friskt pift