I miten af Gothersgade, notorisk kendt for sit hårde natteliv, er et friskt pust af liv måske lige netop det, der skal til for, at gaden i det inderste København fremadrettet vil være kendt som mere end billige shots og urinlugt i baggården. 

I Boltens Gård har der i mange år ligget klubber og barer, og det har både været kendt som en af de mest eksklusive klubsteder i København, og en af de værste steder at gå i byen. I 80'erne var Boltens Gård en af de helt smarte steder, man kunne tage ud. Det har lagt hus til den kendte klub NASA, der var den første klub i Danmark til at indføre medlemsskaber, hvilket i dag er normal kotyme landet over. På den anden side af NASA lå X-ray, der var en af de første steder i Danmark, hvor man byggede plateauer til at danse på.

Men de seneste år har Boltens Gård været et tarveligt sted at gå i byen. Temabarer, sure shots og løse knytnæver har fyldt billedet. Klubberne blev skiftet ud som kebabsteder i brokvartererne, og segmentet har længe været det samme, som gadens mange andre barer har søgt efter. Boltens Gård mistede i stor stil sin eksklusivitet og sit gode omdømme og blev til endnu en del af den krigszone, Gothersgade forvandler sig til i weekenden.

Men det er slut nu.

Boltens Gård genåbner som et lækkert, moderne og nydeligt madmarked, hvor man kan få serveret en lækker bid mad sammen med en god cocktail til fair priser både indenfor eller i gårdens enormt hyggelige udeservering. Mange af boderne fra det ekstremt populære madmarked Papirøen, der lukkede i slutningen af 2017, er flyttet med ind i Boltens Gård, hvilket betyder, at det altså ikke er urutinerede folk, der er med i det nye madmarked midt på Gothersgade. 

Euroman har været inde og smage lobster rolls, marrokansk tajine, tacos, hjemmelavet passionslimonade, lillet drinks og god øl, mens solen bragede ned over gårdens bænke og trapper, alt imens glade kokke og tjenere vandrede rundt og spredte god stemning. En oplevelse, der helt sikkert skal opleves igen. 

Boltens Gård åbner lørdag den 13. april. Se billeder af madmarkedet her.

Bolten 2.jpg

Bolten 1.jpg

Bolten 5.jpg

Bolten 3.jpg

Bolten 6.jpg

Bolten 4.jpg