Sådan tilbringer du en god, lang weekend i Gøteborg
Trænger man til et smut til udlandet, uden at det skal være det helt store udtræk eller med fly, så er vores naboland Sverige oplagt, og Gøteborg på den svenske vestkyst kan rigtigt meget, når det kommer til mad og drikke. Og skal det være klimavenligt, så går Øresundstoget jo lige til døren. Magasinet Gastro guider her til en lang weekend i det svenske.
Stockholm løber ofte med meget af opmærksomheden, når det gælder den svenske madscene. Ikke desto mindre er der ganske gode grunde til at dvæle lidt ved lillesøsteren Gøteborg på vestkysten.
Den gastronomiske opkomling ved Göta-elvens udmunding rummer både godt bagværk, hippe vinbarer og nordisk stjernegastronomi til meget favorable priser på grund af den lave svenske kronekurs. Her kan man snildt få en weekend til at gå med at spise, drikke og sove godt.
Bhoga
Annonse
Nordisk stjernegastronomi til budgetpris
Kokkene Niclas Yngvesson og Gustav Knutsson har været omkring topkøkkener i både USA og Asien, inden de slog sig sammen og skabte deres fælles hjertebarn, Bhoga, som dog i høj grad kigger indad, når det kommer til råvarer. Der er tale om et køkken af den moderne nordiske skole, hvor stort set alle råvarer kommer fra lokale leverandører eller er sanket lige rundt om hjørnet.
På vinsiden hælder man også overvejende mod det naturlige og mod meget små producenter langt fra alfarvej. Med nærheden til havet er fisk og skaldyr et naturligt fikspunkt på menuen, som bestemt ikke er nordisk på den ferske måde. Tværtimod er der fuldt tryk på smagen.
Et højdepunkt var møre strimler af pocheret blæksprutte iblandet strimler af lardo i en vidunderlig dyb sauce på tørrede skaldyr, blæksprutte og sukkertang og rundet af med en fermenteret hvidløgsolie. Der sniger sig også en smule kød ind, og når der gør, er det af højeste kvalitet. Da jeg var forbi, bød hovedretten på et stykke intenst smagende, modnet oksefilet fra en gård uden for byen, serveret med langtidsbagt rødbede og syltede hybenroser.
Fem retter fås for 700 svenske kroner, og med den lave kurs på den svenske krone får man dermed et michelinmåltid til under 500 danske kroner. Et regulært røverkøb.
Bar La Lune blev til virkelighed, fordi 28-årige Oskar Ahlvin gik og savnede et sted, hvor han kunne drikke god vin sammen med sine venner. Han syntes ikke, at han kunne finde sådan et sted i Gøteborg, og så var han jo nødt til at tage sagen i egen hånd. Vinbaren er opkaldt efter den legendariske naturvinsbonde Mark Angelí og hans cuvée ’La Lune’, og det fortæller det meste om vinudvalget her, hvor hylderne er spækket med flasker fra e ftertragtede producenter som Le Coste, Emidio Pepe, Tissot og en sjælden gang imellem også hypersjældne sager fra eksempelvis Kenjiro Kagami og Bruyere & Houillon.
Vinene fylder godt i den lille skotøjsæske af et lokale, hvor siddepladserne er få, og hvor man i stedet står ved baren med udsigt til det mikroskopiske køkken, hvorfra Oskar Ahlvin ikke desto mindre formår at stange bistroserveringer som ouefs mayonnaise med sardiner, tarte oignon med trøfler og helstegt pighvar over disken.
Annonse
Der er mange vine på glas, og alle glas på dagens udvalg er til enhedspris efter princippet ’gyngerne og karrusellerne’, fortæller Ahlvin, som lægger beskedne 250 svenske kroner til butiksprisen på samtlige vine på hylderne – også de sjældne og dyre af slagsen. Der er altså gode muligheder for at drikke virkelig god vin til relativt små penge her. Den prispolitik har bl.a. gjort Bar La Lune til et populært vandingshul, og i erkendelse af pladsmanglen er Oskar Ahlvin i skrivende stund på vej til at gøre nabolokalet til en søstervinbar og restaurant.
Et gammelt industrikvarter på Ringön på den anden side af elven er stedet, hvor den svenske kagekonge Fredrik Borgskog holder hof. Naboen er et autoværksted, og man skulle umiddelbart ikke tro, at man her bag porten finder byens bedste surdejsbrød og laminerede bagværk.
Borgskog har kokkebaggrund og en fortid på det svenske kokke-landshold, men hans passion for det søde trak ham med tiden over mod desserternes verden: Han blev selvlært konditor, kom på det svenske konditorlandshold og stod bag bryllupskagen til prins Carl Philip og prinsesse Sofia.
Sidste år åbnede han bageriet, som han driver sammen med sin lillebror, og den konkurrence-perfektionistiske tilgang fornemmes i både surdejsbrødet og det helt perfektlaminerede bagværk, der serveres her. Smørmættede croissanter, ’restfest’-kagen med rester af croissantdej glaseret med citronsirup og sneglen med birkes, mandelremonce og livgivende syre fra citrusfrugten sudachi.
Kvaliteten er mageløst høj. Her dækker ’dagens kage’ ikke over en tør gulerodskage, men derimod en konditorkage på meget højt plan. Der er også mulighed for at købe brødrenes hjemmelavede pralinéer og karamelbarrer overtrukket med chokolade og smagssat med alt fra kokos til lakrids og passionsfrugt.
Kaffen på kanden er til den moderne lysristede side, og det gennemgående høje niveau har gjort morgenmaden her til et tilløbsstykke. Det er derfor en god idé at komme nogenlunde tidligt, hvis man vil være sikker på at kunne smage lidt af det hele.
Efter en lang dag med godt til ganen har man brug for at hvile hovedet. At træde ind på boutiquehotellet Pigalle i midten af Gøteborg er som at træde tilbage til 1920’erne. Hele hotellet er designet som en meget charmerende tidslomme, hvor blød belysning, tunge velourgardiner, tykke gulvtæpper, store lysekroner, storblomstrede tapeter i gammel stil og svulstige, bløde lædermøbler sætter stemningen. Også den gamle gitterelevator er bevaret, og det sætter prikken over i’et, når den skrumlende sætter i gang og bringer dig op til værelserne på de øvre etager.
Hotelbarer er sjældent interessante, men her får man rent faktisk lyst til at sætte sig i en krog med dæmpet belysning og suge stemningen og en drink til sig.
Med den lave kurs på den svenske krone er priserne på overnatning tilmed meget overkommelige. En overnatning i dobbeltværelse med morgenmad fås helt ned til 750 svenske kroner – det er meget værdi for pengene.
Gruppen bag hotellet er ESS Group, som også ejer Falkenberg Strandbad, Ystad Saltsjöbad og Marienlyst i Helsingør.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
