Stockholms bedste restaurant har endelig fået tre michelinstjerner. Vi har besøgt den scroll-down

Stockholms bedste restaurant har endelig fået tre michelinstjerner. Vi har besøgt den

Går rejsen til Stockholm, så er Frantzén uomgængelig, hvis man vil besøge byens bedste restaurant, ja, nogle mener, Frantzén faktisk er verdens bedste. Vores udsendte har i hvert fald fået sit livs nok bedste måltid der engang for år tilbage og var spændt på, om den oplevelse kunne overgås ved dette andet besøg, for restauranten er siden gået fra to til tre michelinstjerner.

Af Rasmus Palsgård
Foto: PR
Gastro Euroman

Klokken er 11.56 i Stockholm, og sammen med de velopdragne svenske gæster står jeg på fortovet og venter på, at klokken bliver 12.00, så vi kan tillade os at ringe på klokken ved indgangen til Frantzén, Sveriges hidtil eneste trestjernede michelinrestaurant. På slaget 12 bliver vi budt indenfor, og mens de veloplagte tjenere tager imod overtøj og tasker, bliver vi budt på et glas vand til lige at skylle munden, som rent faktisk er blevet en anelse tør af spændingen forud for besøget i Sveriges ypperste gourmettempel, som siden 2018 har kunnet pynte sig med Michelins højeste anerkendelse.

De tre stjerner kom, året efter at manden bag, Björn Frantzén, besluttede at rykke sin på daværende tidspunkt tostjernede restaurant fra Gamla Stan til Klara Norra Kyrkogata, og siden første dag på den nye adresse har madentusiaster fra nær og fjern lovprist Frantzén og udråbt den til en af verdens bedste restauranter.

Som gæst bliver man nu ledt hen ad en mørk gang for at træde ind i en elevator, som bliver mørk, når man trykker på ’op-knappen’. Samtidig strømmer lyden af forvrænget rockguitar ud fra højttalerne, så stemningen er sat, da dagslyset igen bliver den dominerende lyskilde på øverste etage. Der er indrettet som en smagfuld dagligstue med bløde møbler, hvor man lynhurtigt føler sig godt tilpas.

Se, hvad vi ellers skriver om: Restauranter, Sverige og Gastronomi