”Gustav vil ringe og høre, om det er muligt at overføre det resterende beløb via MobilePay. Du vil være sådan "What"! Men så vil du være mere sådan "Ej okay". Og snart har du glemt det hele.”

Sådan lyder beskeden, som du får, hvis dit stjernetegn er krebs, og du i dag, fredag den sjette maj 2016, klikker ind på sitet HoroskopService.dk.

Og budskabet fra stjernerne bliver ikke mindre underligt af, at du klikker tilbage til første maj, hvor din dag skulle forløbe sådan her, stadig hvis du er krebs, altså:

”Du kommer til at spise en cocker spaniel med kleptomani og kan forvente at sidde 18 timer på toilettet. Alle unfollower dig på Twitter.”

Horoskopservice.dk giver dig ikke forudsigelser om karrieren og følelseslivet, der er så vage og rummelige, at alle kan tolke deres livssituation ind i den.

Horoskopservice.dk giver dig dunkle scenarier, der blander overnaturlige elementer, kendisser og livet i den digitale sfære.

Resultatet er ret underholdende, hvis man er lidt skeptisk indstillet over for ideerne om det astralt forudbestemte.

Og måske endda endnu mere, hvis man faktisk tror på skæbnen.

En slags horoskopernes RokokoPosten.

Men som bekendt: Humor bør ikke forklares ihjel.

Så skynd dig bare ind og se, hvad dagen i dag bringer netop dit stjernetegn.

LÆS OGSÅ: Grænseoverskridende svensk teenager står bag nettets bedste fodboldhumor

LÆS OGSÅ: John ser alt - eller gør han?

LÆS OGSÅ: Du lægger ikke medisterpølse på Instagram