I 7. klasse fik Andreas Land en idé.

Han var på jagt efter et fritidsjob, hvor han fx kunne slå græs eller vaske en trappeopgang. Men den slags arbejde var ikke ligefrem let at finde. Derfor søgte han på nettet for at se, om der var en portal, der kunne hjælpe ham.

Det var der ikke.

“På den måde kan kan faktisk sige, at jeg var min egen første kunde,” siger Andreas Land i dag.

For i en alder af blot 17 år han skabt den jobportal, han var på jagt efter for et par år siden. Nu er Andreas Land ikke længere på jagt efter et fritidsjob. Jobnextdoor.dk er hans nye job, hvor der siden lanceringen i februar allerede er 2.000 brugere tilknyttet.

Sitet fungerer som en slags Airbnb, der hjælper parterne med at finde hinanden. Hvis du vil have slået dit græs, kan du oprette et jobopslag på Jobnextdoor.dk. Sitet kan så hjælpe dig med at finde en person i nærheden af dig, der kan være behjælpelig med opgaven for den løn, der er blevet aftalt.

Virksomheden har så meget vokseværk, at der er blevet lagt mærke til den hos større spillere på markedet. Tidligere på året blev Andreas Land og hans partnere tilbudt 1,5 millioner kroner fra et stort dansk firma, der ville købe en tredjedel af firmaet. Men de takkede nej til tilbuddet.

Selv om det er mange penge, var betingelserne ikke, som de ønskede. For med tiden vil de gerne udvide virksomheden til udlandet, men det måtte de ikke med de nye ejerforhold.

“Det havde nok været sværere at sige nej, hvis de var kommet med en kuffert med 1,5 millioner kroner i,” griner Andreas Land. Men for ham var det vigtigere, at hans vision om skalering af virksomheden stadig kan blive til virkelighed.

“Vi har kun været i gang siden februar, så vi kunne ikke lade være med at tænke over, hvad det her kan blive til. Om nogle få år kan vi måske sælge til 10 gange så meget. Det kan også gå den anden vej, men det er et sats, vi er villige til at tage,” siger Andreas Land.

Jobnextdoor.dk

Sammen med sin partner Andreas Zografos ejer Andreas Emil Land 50 procent af Jobnextdoor.dk. De er jævnaldrende og mødte hinanden i folkeskolen og står nu begge for virksomheden. Tidligere på året slog de sig sammen med et konkurrerende site BeFlex, hvilket betyder at de nu også har Henrik Møller og Andreas Mølgaard med ombord. De ejer også 50 procent. Jobnextdoor.dk har omkring 2.000 brugere, som enten leder efter arbejde eller mangler arbejdskraft. Andreas og hans partnere tjener penge for hvert match, sitet laver. Ét match koster 20 kroner for arbejdsgiveren, mens arbejdstageren betaler 11 procent af sin løn til Jobnextdoor.dk.

Udover arbejdet med sin virksomhed går den 17-årige iværksætter i 2.g på Tietgens Handelsgymnasium i Odense. Her går han på en linje, som hedder innovation og ledelse. En del af pensum er faktisk, at eleverne skal stifte deres egen virksomhed i løbet af 2.g. Andreas Land er bare kommet opgaven lidt i forkøbet.

“Jeg må implementere min virksomhed i den undervisning, vi får. Jeg har fag som virksomhedsøkonomi, så hvis jeg sidder med nogle regnskabsmæssige problemer i min virksomhed, kan jeg bare gå til min lærer,” siger han.

“Jeg skal ikke snakke dårligt om en STX-uddannelse. Det er bare ikke mig at skulle have oldtidskundskab og så tænke over, hvordan jeg skal videreføre den viden til noget konkret i virkeligheden.”

Han mener selv, at Tietgens er Danmarks bedste handelsgymnasium for innovative typer som ham selv. Men selv om skolen har hjulpet ham på vej i hans drøm om at starte sin egen virksomhed, har den danske lovgivning sat flere forhindringer i vejen for den unge iværksætter.

“Lovgivningen er 100 procent imod dig, når du er under 18 år. Jeg må fx ikke være direktør i mig eget selskab. Men du kan jo sagtens få en god idé, når du er under 18. Du skal ikke tænke på at tjene penge nok til huslejen, men har tid og overskud til at tænke kreativt. Jeg er et omvandrende bevis på, at hvis du giver en 17-årig frie tøjler til at skabe noget, så går det okay,” siger han.

Lovgivningen er dog ikke den eneste udfordring, han har mødt på sin vej. Det kan også være svært at få 24 timer til at række, når man skal nå så meget, som han skal. Med egen virksomhed, skolearbejde, venner og fritidsaktiviteter kan det hele godt blive for meget.

På et tidspunkt kiggede Andreas på sin kalender for august. Bare tanken om, hvor mange sygedage han var nødt til at tage fra skolen, for at nå alle sine møder med virksomheden, gjorde ham stresset. Ikke bare psykisk, men også fysisk.

“Jeg satte mig ud på toilettet og stirrede ind i væggen i en time, og så kastede jeg op,” fortæller han.

Han er godt klar over, at han har gabt over meget, men han er også sikker på, at han kan klare det hele.

“Jeg skal huske at skelne mellem det, jeg laver. Hvis jeg løber en tur, så fjerner det mine tanker fra arbejde og skole. Jeg kan også godt droppe mine lektier for at være sammen med vennerne. For jeg gider sgu ikke at sidde ude på et toilet og kaste op. Stress skal ikke være noget, jeg er bange for. Jeg skal bare tænke over det,” siger Andreas Land.

Hvis Andreas Land selv skal nævne én ting, der gør ham til en god iværksætter, er det hans konkurrencegen.

“Jeg vil hele tiden være bedre end ham, der sidder ved siden af. Hvis han går på arbejde kl. 08, så går jeg på arbejde kl. 07. Det lyder kliché, men det giver mig helt gåsehud. Hvis du har et konkurrencegen, så kan du godt blive iværksætter,” siger han.

Indtil videre har hans konkurrencegen været med til at skabe den største danske virksomhed inden for distribuering af private arbejdsopgaver. Og målet er, at der skal være mellem 5.000 og 6.000 kunder, inden året er omme. Og næste år gælder det så om at indtage markederne i Tyskland, Norge og Sverige.

Men Andreas er også realistisk, når det kommer til udvidelsen af virksomheden. For selv om den har vokseværk nu, vil han ikke sætte sine forventninger for højt. 

"Hvis jeg siger, at jeg gerne vil have 30.000 kunder, når vi ekspanderer i udlandet, så ender vi måske med ‘kun’ at have 10.000. Det er jo ikke et dårligt tal, men hvis man i et halvt år har tænkt 30.000, så føles det dårligt.”

Derfor drømmer han ikke om urealistiske tal, men holder benene solidt plantet på jorden. Indtil videre.  

LÆS OGSÅ: Stifterne af Frankly Juice: “Når du drikker en juice af æbler, der kan holde sig i seks måneder, er der ikke noget frisk forbundet med produktet”

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Sådan undgår du træthed på arbejdet

LÆS OGSÅ: Urmager Jørgen Krognos: "Mit fag er blevet kult"