At tage ansvar forekom i en tidlig alder usædvanligt naturligt for Asbjørn Diemer. Da han var omkring 10 år, blev hans mor ramt af psykiske udfordringer, som ændrede hans indtil da trygge tilværelse radikalt.

Hverdagen blev med Asbjørn Diemers egne ord uforudsigelig og utryg. Han havde ingen kontakt med sin far, og nu stod han uden en voksen rollemodel i sit liv, men derimod med et voksent ansvar plantet på sine små skuldre. Det var blevet hans ansvar at beskytte sin mor fra alt det, hun frygtede i livet.

Mønsteret fortsatte op gennem teenageårene. Inden han skulle starte i 1.G på Svendborg Gymnasium, henvendte den på det tidspunkt 16-årige Asbjørn sig selv til kommunen for at få børnebistand. Aftalen blev, at han hver 14. dag henvendte sig på kommunen for at vise flag. Kort tid efter fandt han selv et kollegieværelse i byen. Det var sidste gang, han hørte fra kommunen.

Som en selvforsørgende 16-årig bød tilværelsen på mange fristelser, og Asbjørn Diemer måtte erfare, at byture og joints var svært at forene med afleveringer, lektier og skole. Efter fire måneder droppede han ud af gymnasiet. Det bekymrede ham ikke, for han vidste, at han skulle være politibetjent. Planen var klar: Han skulle søge ind på politiskolen, når han fyldte 21 år. Alt derimellem var blot god erfaring.

Han tog to år i Forsvaret, hvor han blev befalingsmand. At bære uniformen og have en autoritær rolle med ansvar passede ham godt. Det udviklede ham og stimulerede behovet for kontrol, som han havde taget med sig fra sin turbulente barndom.

Derfor var politiet også et naturligt skridt at tage bagefter. Han kom ind, gennemførte, fandt sin hylde og levede sin, indtil da, livslange drøm ud til fulde.

Egentlig burde Asbjørn Diemers historie stoppe her. For han havde nået det, han skulle. Han havde fået sit drømmejob som samfundets protektor. Han stoppede slyngler og fik straffet dem, der gjorde gaderne utrygge.

Men i dag har Asbjørn Diemer forladt det danske politikorps og skabt sit eget lille imperium af økologiske og plantebaserede kakaotrøfler gennem virksomheden Cocohagen. En virksomhed, der startede i et lejet hjørne af et industrikøkken, mens trøffelkugler blev solgt til butikker fra hans bagagerum. De mange afspadseringstimer, som han havde i politiet, kunne lige så godt bruges fornuftigt.

Det var i den forbindelse, at idéen om at sælge hjemmelavede trøffelkugler begyndte at tage form. Idéen blev til sammen med hans daværende kone, der plejede at lave kuglerne til venner og familie. Kuglerne blev altid modtaget godt hos folk, og de tænkte at kakaotrøflerne havde potentiale til mere. Da parret blev skilt, drev Asbjørn Diemer Cocohagen videre på egen hånd.

Projektet voksede på ham, og i takt med at forretningen groede sig større, tog han et års orlov fra politiet for at hellige sig projektet. Men et overset brev betød, at han blev opsagt hos politiet. Drengedrømmen var passé. Med ryggen mod muren måtte Asbjørn Diemer nu satse alt på sit trøffelprojekt, og så måtte det briste eller bære. Også selvom bristet ikke var en mulighed.