Luften er elektrisk, og papiret knitrer. Peter Mühlmann sidder til en skriftlig eksamen på erhvervsøkonomiuddannelsen på Handelshøjskolen i Aarhus. Hans hånd kramper, og han er anspændt.

Der er allerede gået fire timer, og censor sidder i lokalet sammen med resten af de ængstelige studerende, der stræber efter den højeste karakter. Men Peter Mühlmann tager en pause fra regnestykkerne og kigger på de andre. De ser så krampagtige ud.

’Jeg går jo ikke op i det her,’ tænker han. Han har allerede gang i to mindre virksomheder. Han kan ikke lægge tanken fra sig, han lægger blyanten, rejser sig og går.

”Nu skal det ikke lyde helt heroisk,” siger Peter Mühlmann ti år senere, da han står på sit kontor på øverste etage i Trustpilots hovedkontor i Pilestræde i København og kigger tilbage på sin økonomieksamen, mens han griner.

LÆS OGSÅ: 17-årige Andreas blev tilbudt 1,5 millioner kroner for sin virksomhed, men sagde nej

Den 35-årige eksilsønderjyde har siden den mislykkede eksamen skabt en internetvirksomhed, der lover nyttig information til både forbrugere og virksomheder, og han har i dag flere end 500 medarbejdere under sig.

Alligevel var han lang tid om at tage det fulde skridt. Han droppede ikke helt ud af Handelshøjskolen, men holdt sit speciale åbent i lang tid. Hvad nu, hvis iværksættereventyret slog fejl? Han var opflasket med, at man selvfølgelig tager en uddannelse. 

Peter Mühlmann

35 år. Født og opvokset i Sønderjylland. Har læst erhvervsøkonomi på Handelshøjskolen i Aarhus. Stiftede Trustpilot i sommeren 2007 sideløbende med studiet. I dag har Trustpilot kontorer over hele verden og over 500 ansatte.
Til august kan Trustpilot fejre ti års jubilæum.


Han var gået fra at være gymnasieeleven med svarfingeren evigt oppe i luften til at være træt af at læse. Aktiehandler, konsulent og den mexicanske oliesektor var tre ting, han prøvede af.Men det var ikke ham, og han var stadig forvirret. 

”Det kan måske virke lidt usympatisk, men jeg gik ikke rigtig op i andres virksomheder. Jeg kunne ikke finde en passion der,” siger Peter Mühlmann, der har haft selvstændig virksomhed, siden han var bachelorstuderende i Aarhus.

Peter Mühlmann understreger, at den gode idé ikke kommer dumpende, mens man sidder og slapper af i badekaret. Den gode idé er resultatet af en serie af idéer, der alle er blevet pudset af, skåret til og bygget oven på hinanden. Sådan er det også med Trustpilot, der er en hjemmeside, hvor folk kan dele deres oplevelser og meninger om en virksomhed.

For Peter Mühlmann begyndte den gode idé med en lille netbiks ’Value Shop’, som han startede op med en ven. De havde hver 2.500 kroner og investerede rub og stub i kabler, der kunne koble Sony Ericsson-telefoner til en computer. De købte kablerne i Tyskland og solgte dem videre til en højere pris. Hver gang de havde solgt noget på e-bay eller QXL, spurgte hjemmesiden ’Hvordan gik det?’

De to studerende studsede over, hvorfor den slags verifikation ikke fandtes på hele internettet. Så de udviklede en toolbar, man kunne installere i sin browser. Når man besøgte en hjemmeside, kunne toolbaren fortælle, om hjemmesiden fx havde fået dårlig medieomtale.

Den virkede bare ikke rigtig, og selv Peter Mühlmanns far afinstallerede toolbaren. Men de lavede også en hjemmeside, hvor folk kunne skrive deres personlige mening, dele deres brugeroplevelse med en virksomhed. Og dét blev populært.

I sommeren 2007 lancerede Trustpilot sin hjemmeside, og Peter Mühlmann udtalte, at Trustpilot var sat i verden for at straffe de dårlige virksomheder.
Den udmelding skaffede diverse avisspalter, et par minutter i bedste sendetid og en server, der crashede, fordi hjemmesiden havde 20.000 besøgende på den allerførste dag.
Senere blev Trustpilot anklaget for at være lidt af et lotteri, hvor man ikke kunne regne med, om anmeldelserne var oprigtige, eller om der var tale om skamløs, skjult selvpromovering fra virksomhederne. Det tog dem halvandet år at komme op på samme niveau som den første dag.

Peter Mühlmann skulle lære at tale sproget. Pengesproget. Businesssproget.

”Der er nogle faste ord og vendinger og folk forventer, at du udtrykker ting på en bestemt måde. Investorerne i Californien vil vide, hvordan du bliver en milliard dollars værd. Det skal du kunne fortælle folk, mens du kigger dem i øjnene uden at blinke,” siger Peter Mühlmann og forklarer, at amerikanere er entusiastiske og ikke bange for at bruge store ord.

En aften, hvor han var ude med det amerikanske kontor, blev han spurgt om, hvad han lavede. Mühlmann svarede, at han lavede en hjemmeside, hvor man kan skrive anmeldelser. Men på samme sprøgmål svarede en amerikansk kollega: ”We are transforming trust online.”

Trustpilot er stadigvæk ikke en overskudsforretning. I 2016 fik Trustpilot en kapitalindsprøjtning på en halv milliard kr. fra et engelsk investeringsselskab. De er bl.a. blevet brugt til produktudvikling, markedsføring og til at blive bedre til at bekæmpe falske anmeldelser. Firmaet bruger mange penge på specialiserede ansatte, der kommer fra både CERN og Forsvarets Efterretningstjeneste.
”Instagram blev købt af Facebook for en milliard dollars, da de var 14 ansatte.

På dét tidspunkt var vi 150 i virksomheden og jeg kiggede rundt, og to af min ansatte stod og prøvede at få printeren til at virke. Stikket var ikke sat i. Jeg tænkte bare: ”Nå, så kloge er vi!” griner Peter Mühlmann på et sikkert sønderjysk og forklarer, at man ofte undervurderer, hvor lang tid det tager at lave en virksomhed.

I starten arbejdede han 14 timer i døgnet og havde en madras til at ligge på kontoret, så han ikke behøvede at tage hjem. Senere måtte han rykke hovedkontoret fra Aarhus til København, fordi der ikke var nok folk med tilstrækkelige sprogkompetencer i den jyske hovedstad.

Og inden længe kaldte også London, og lidt efter New York, og nu har Trustpilot kontorer i København, Berlin, Vilnius, Melbourne, Denver, New York og London.

I dag arbejder Peter Mühlmann ’kun’ 10-12 timer i døgnet, og spørgsmålet om tid til familie og venner, er en akilleshæl på den 35-årige direktør.
”Det er netop et af tabene ved at arbejde så meget. Det, der gør det svært – to sekunder,” siger Peter Mühlmann. Han rejser sig efter sin telefon på sit skrivebord. Klokken er 12:10, og vi er gået over tiden.

”Arg, fuck. Jeg troede, jeg havde sat en alarm. Jeg bliver nødt til at skynde mig at ringe til ham her – det er jeg altså ked af,” siger han med et undskyldende smil, mens han taster telefonnummeret og slår over i et fejlfrit engelsk.

Trustpilots kamp for troværdighed

”V i blev kritiseret af DR Kontant for bl.a. at have for mange falske anmeldelser. Man skal forvente, at den slags sker og lade være med at tage det personligt. Vi fik kritik, og nu har vi brugt fem år på at blive bedre.

For hver eneste anmeldelse har vi nu 100-200 datapunkter. Vi har omkring 30 mill. anmeldelser, og vi kan se, hvor de er blevet skrevet, fra hvilken mailadresse og computer. Men vi har også mere detaljerede punkter end det. De gør, at vi med stor sikkerhed kan skelne mellem ægte og falske anmeldelser. Hvis en bruger har skrevet anmeldelser over en femårig periode fra en mailadresse fra et ministerium, og vedkommendes anmeldelser har været rigtige, når vi har tjekket, så er de med stor sandsynlighed ægte.

En anden bruger har måske skrevet anmeldelser fra Indien om en virksomhed i Silkeborg med forskellige, men dog næsten identiske hotmail-adresser. De er højst sandsynligt falske.

Når vi sammenligner dem med de hundrede andre datapunkter, kan vi sige, hvad der kendetegner de ægte og de falske. Punkterne danner algoritmer for ægthed eller ej. Hvis sandsynligheden for, at de er falske er stor, hælder computeren dem ud, hvis sandsynligheden er midt i mellem, er der et team, der kigger på dem.

Billedet af en virksomhed gennem de enkelte anmeldelser er ikke altid 100 procent rigtigt og fyldestgørende, men det kan stadig være nyttig viden. Vi har aldrig sagt, at vi har løsningen. Men vi vil gerne være med til at finde den.”