Brian S.S. Jensen har genstartet Wood Wood: ”Det er ligesom i dyreriget, hvor man må tilpasse sig for at overleve”

I foråret i fjor gik Wood Wood konkurs. Men kort efter blev københavnerklassikeren samlet op af den danske tøjkoncern DK Company, der har over 25 tøjmærker i stalden. Vi har talt med den eneste tilbageværende af de tre stiftere, Brian S.S. Jensen, om at starte (næsten) helt forfra. Og så mener han ikke, man kan tale om Wood Wood 2.0 – nærmere 7.9.

Brian S.S. Jensen har genstartet Wood Wood: ”Det er ligesom i dyreriget, hvor man må tilpasse sig for at overleve”
Offentliggjort

Hvordan har det seneste år været for dig?

”Det har været lidt en voldsom omvæltning. Men det var langt mere kaotisk op til konkursen. Der skulle ske et eller andet. Der er så bare sket meget på én gang.”

Men mest bare travlt og ikke så eksistentielt svært?

”Johhh, den del af det var mere før konkursen, tror jeg. Fordi … der har altid eksisteret et element af kaos i Wood Wood, men det har også altid været sjovt. Den sidste tid før konkursen var bestemt ikke sjov. Det har været lidt ligesom at genstarte sin computer. Og en mulighed for lige at tage et skridt tilbage og se, hvad det egentlig er, vi laver, og hvad det er, vi skal lave.”