For at blive medlem af den eksklusive medlemsklub Soho House kræver det, at du har kulturel kapital i rundhåndede mængder, et stort fritidsbudget og netværket i orden. Nu behøver du dog ikke længere at rejse til London, New York eller Rom for at benytte dig af dit medlemskab i Soho House og de mange goder.

Den verdensomspændende medlemsklub med fokus på kreativitet rykker nemlig for første gang til København i løbet af 2022. Det skriver Ejendomswatch.

Soho House flytter ind i den historiske Toldkammerbygning på kajen i Københavns inderhavn, hvor de Claus Meyer-ejede restauranter Almanak og Mission Green senest har haft adresse.

Ifølge Ejendomswatch har erhvervsmand Adam Falbert købt Toldkammerbygningen af den hidtidige ejer, Pandora-milliardær René Sindlev, for 84 millioner kroner, hvilket ligger 11 millioner kroner under udbudsprisen.

Medlemsklubben for den kreative elite lejer sig ind i Toldkammerbygningen og vil bruge lokalerne til at åbne deres 28. klubhus på verdensplan.

Soho House, der også driver flere ekslusive hoteller, blev stiftet i London i 1995 og har over 100.000 medlemmer. Medlemmer, som hovedsageligt gør sig inden for kunst, kultur, politik og medier.

Skal du til at søge om medlemskab? Så foregår det via formularen her.