Underwood og Machiavelli

Underwood og Machiavelli

4 teknikker Underwood har lært os om brutal ledelse

Francis Underwood myrder og manipulerer sig til magtens centrum i House of Cards som en anden fyrste fra 1500-tallet.

To gange banker Frank Underwood på præsidentskrivebordet med sin guldring fra tiden på militærcollege, og sådan slutter anden sæson af House of Cards. Frank Underwood har brugt de forgangne 26 afsnit på at arbejde sig fra at være en såkaldt indpisker i den amerikanske kongres til nu at sidde som præsident.

Nu er tredje sæson af House of Cards aktuel, og Frank Underwood vogter stadig over sit korthus af magt. Men hvad vogter han egentlig med? 500 år gamle teknikker, som den italienske samfundskritiker, filosof og rådgiver Niccolò Machiavelli beskrev i sin bog 'Fyrsten'.

LÆS OGSÅ: Magtens mand: De 7 mest solide (og modbydelige) Frank Underwood-citater

Frank Underwood fik ikke en eneste stemme i opløbet til at blive præsident. Han brugte i stedet andre kneb og gled forbi den normale demokratiske proces. Hver eneste dag i processen var han nøje opmærksom på, hvem der kunne hjælpe ham med at skabe magt, og hvem der kunne vælte ham. Ganske opmærksom. Ganske manipulerende. Ganske brutal.

Han minder om fyrsten, som Niccolò Machiavelli skrev om i år 1512, siger lektor i historie ved Københavns Universitet og Italiensekspert Gert Sørensen. Ifølge ham praktiserer Frank Underwood til perfektion de brutale teknikker, som Niccolò Machiavelli bringer frem i sin bog.

"Man kan ikke finde den nøjagtige sætning 'målet helliger midlet' i 'Fyrsten, men det er jo i høj grad det, der både praktiseres i bogen og også i House of Cards. 'Fyrsten' leverer nærmest en opskrift for Frank Underwood," siger han og fremhæver, at der er fire grundlæggende teknikker, som både ses på virkelighedens politiske scene, og som Frank Underwood i særdeleshed bruger i sin jagt efter magt.

1. Vær frygtet
"Det er meget sikrere at være frygtet end elsket," skriver Niccolò Machiavelli i 'Fyrsten'.

Det samme efterlever Frank Underwood. Han sørger altid for, at ingen regner ham for let, og hvis de gør, så får de det at mærke.

Det første afsnit i serien indleder med, at Frank Underwood ikke får den post, han er lovet, da Garrett Walker indsættes som præsident. Herefter går Frank Underwood hårdnakket efter at stige i rækkerne. Det er altid listigt bag facaden, hvor han bider fra sig, når han skal markere sit territorium. Ham der fik posten i stedet for Frank Underwood, får han for eksempel tippet af igen.

"For those of us climbing to the top of the food chain, there can be no mercy. There is but one rule: hunt or be hunted," siger Frank Underwood selv.

2. Undervurder aldrig andre
Frank Underwood er altid klar til at række sin højre hånd og slå med den venstre i sin kamp for at blive en af dem, der sidder med magten.

Det hjælper ham på vej, at han er detaljeorienteret. Han kender til din hjemby, dine børn, dine forhold, din hund, dine alkoholvaner, dine drømme, dine svagheder. Han bruger det ikke til at underminere dig, men til at hjælpe dig, så længe han kan bruge dig til noget.

Der er nemlig det, der er med Frank Underwood, fortæller Gert Sørensen. Han indgår og udgår af alliancer, som det gavner ham selv. I den virkelige verden vil det sætte de politiske institutioner under pres, siger historielektoren. For hvem kan man så regne med? Det hele bliver en positionskamp om magt – hvordan bevarer jeg min og forhindrer andre i at komme til?

3. Moral og magt hører ikke sammen

"Hvad jeg lovede, var nødvendigt tidligere: nu bryder jeg mit ord, fordi det er nødvendigt nu og her," siger Niccolò Machiavelli.

Pointen er, at dem der gerne vil have magt skifter holdning i morgen og glemmer, hvad de sagde i går, hvis det gavner dem selv.

Gert Sørensen siger, at Frank Underwood har smidt enhver form for moralsk integritet væk. Han går ind for en uddannelsesreform, hvis det giver ham fremtidige muligheder, og han sætter et ungt, alkoholisk kongresmedlem i form af Peter Russo til at lukke et skibsværft og 12.000 arbejdsplader i Peter Russos eget hjemdistrikt, fordi det gavner Frank Underwoods egen plan om at komme tættere på magten.

4. Slå (ihjel)

Som konsekvens af Frank Underwoods manglende moral bruger han gerne vold, siger Gert Sørensen. For det første slog han for eksempel Peter Russo og Zoe Barnes ihjel, da Peter Russo ikke kunne bruges mere i sæson et, og Zoe Barnes kom for tæt på Frank Underwoods hemmeligheder i sæson to.

Gert Sørensen siger også, at det er den alleryderste del af Machiavellismen. Men sagen er, at vold er med til at holde modstanderne i ave.

En hemmelig mand
Der er én særlig grund til, at Frank Underwood både kan skabe et godt netværk, hvor han kommer tæt på menneskerne omkring ham samtidig med, at de frygter ham. Som han selv siger:

"After all, we are nothing more or less than what we choose to reveal."

Ifølge Gert Sørensen er det dét, der gør det svært at vælte Frank Underwood og hans korthus.

"Udadtil virker han som en good guy, der tager de nødvendige, moralske og politiske beslutninger. Men indadtil er dagsordenen helt anderledes. Det gør det jo svært at regne ud, hvor man egentlig har ham. Samtidig er han god til at anspore andres behov, og det gør, at han altid er et skridt foran. Som Fyrsten i Machiavellis bog."

LÆS OGSÅ: Interview: Djævelsk gode Kevin Spacey

LÆS OGSÅ: Video: Lektioner i brutalitet og hensynsløshed fra Frank Underwood

LÆS OGSÅ: Hvordan mon det ville se ud, hvis 'House og Cards' blev lagt sammen med 'Game of Thrones'? Cirka sådan her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ledelse og Netflix