Tobias Rahim skal spille, når det er mørkt
Det var da fedt nok: Tobias Rahim som en tidlig proptrækker på Heartlands store scene, Greenfield. Sådan lige til at få lirket de halvstive lemmer indledningsvist op. Men der var overskyet og halvkoldt, og tometermanden i røde læderbukser og rød cowboyhat fik aldrig ægte skovlen under den halvfyldte plæne. Selvfølgelig med den undtagelse, at han naturligvis fik lige netop dét, skovlen under folket, da han spillede sine to gigahits, ’Stor mand’ og ’Mucki bar’, men resten af kataloget – halvt ballader, halvt salsarytmik – forblev altså halvforløste i det bornerte dagslys. Nej: Lad fremover Rahim tage mørket, så det for fanden da kan blive lidt frækt.
Det er (næsten) ulovligt at ryge cigaretter på Heartland
Ja, vi ved godt, at det ikke er sundt at ryge. Vi ved det. Og vi er ikke stolte af, at vi gør det. Men Euromans udsendte tænkte alligevel, at nu er vi altså på festival. Og så må vi godt nyde en cigaret eller to. Eller 10. Men det er noget nær umuligt at få fat i en pakke cigaretter her. Du kan få østers, naturvin, burgere, drinks i alle tænkelige varianter, men smøger: Nej. Efter at have spurgt omkring 50 festivalarbejdere, som ikke kunne svare på, om der mon blev solgt cigaretter på festivalpladsen, faldt vi (nærmest tilfældigt) over en lille, sort, anonymt udseende bod, hvor to ekspedienter hviskende kunne meddele, at, ja, det er her, I kan købe cigaretter. Boderne går åbenbart under navnet ’Black Box’, men det står ikke markeret nogen steder. Informationen er hermed givet videre, hvis du er på Heartland og er smøgtrængende.
School of X er en åbenbaring live
Mens fortiden, i aftenens anledning udgjort af Pet Shop Boys, fik sig en svingom på hovedscenen, stod fremtiden på en undseelig scene i virkeligt smukke naturomgivelser: Rasmus Littauer med sit band, School of X. Han/de har lavet et par rigtigt solide plader med nogle virkeligt flotte sange indimellem, nuvel, ja, ja: Men live! Damn! Littauer gør den ofte som trommeslager (fx for MØ), men i rollen som frontmand trådte han på scenen dybt inde i skoven frem som ikke bare en blændende sanger, men som en blændende performer. Og hans band ligeså! Et totalt pletskud lige dér under trækronerne.
Heartland er ringere klædt end dets rygte
Heartland er om noget brandet som den kreative klasses festival. Andre ser den som den intellektuelle elites festival. Men nu er vi her, og det passer altså ikke. Langt fra. Den gennemsnitlige festivalgænger i år ligner rettere én, der er i starten af 50’erne og måske hedder Michael. Eller Svend. Og på kvindesiden måske Dorthe. Eller Anne. Og er skolelærer. Fra Midtfyn. Eller Næstved. Det er bestemt heller ikke, fordi alle her går rundt og ligner Martin Kongstad. Der er da de enkelte flanører, som flasher halskluden, men den gennemsnitlige festivalgæst ligner altså mere en mellemleder fra et bosted. Og dog. For så kommer Poul Pilgaard Johnsen pludselig spankulerende ned forbi skaldyrsbaren. Og Weekendavisen-koryfæet er jo ualmindelig velklædt. Det må vi erkende.
Benjamin Hav & Familien er det nye danseorkester
Først en indrømmelse: I virkeligheden var det mest af alt i mangel på bedre, at vi drog mod Benjamin Hav & Familien på Highland-scenen. Og så til konklusionen: Er du tosset, hvor har Hav, som vi måske egentlig havde halvt afskrevet som soloartist, skruet et sjovt og svingende, ironisk og hamrende dansabelt liveshow sammen. Sammen med sin ’familie’ – det vil sige hans velspillende orkester – var han lige netop dét, vi ikke anede, vi havde brug for.
