Der har længe gået rygter om, at det legendariske rockband Smashing Pumpkins pønser på en stor genforeningsturné. Men allerede inden offentliggørelsen har bandet været plaget af drama og intriger. Fornyligt opgav gruppen at få den originale bassist D’Arcy Wretzky med, der spillede sin sidste koncert med gruppen i 1999.

Wretzky var angiveligt blevet tilbudt en kontrakt af forsangeren Billy Corgan for at vende tilbage til gruppen. Men løbende kunne hun se på Instagram, at det hun fik at vide af forsangeren på sms ikke harmonerede med virkeligheden. Han forklarede, at bandet samledes for at indspille én sang til den kommende turné, men hun kunne samtidig se et opslag på Instagram, hvor han skrev, at der var 26 sange på vej. Kort efter trak Corgan kontrakten tilbage. Påstår hun i hvert fald.

”Jeg undskylder til alle fans, der havde glædet sig til den kommende genforeningsturné med bandets originale medlemmer. Jeg ved, at det er en stor skuffelse, men det kommer ikke til at ske,” fortalte hun Blast Echo.

Hvad der helt præcist er foregået, er ikke til at vide. Men nu har de resterende originale bandmedlemmer svaret på kritikken fra Wretzky, hvor de fortæller, at det hele har været bassistens eget valg:

”Det er ikke, fordi vi ikke har prøvet. På trods af det Wretzky har sagt, så har hun været inviteret til at spille med gruppen, deltage i demosessioner eller mødes ansigt til ansigt. Men hver gang har hun afvist,” skriver bandet til Esquire.

Torsdag udløber et nedtællingsur på bandets hjemmeside, hvor flere informationer om den kommende turné bliver offentliggjort.

LÆS OGSÅ: Quincy Jones i vildt interview: ”Michael Jackson stjal en masse sange”

LÆS OGSÅ: Tom Hardy tabte et væddemål - og har nu fået tatoveret Leonardo DiCaprios navn på sin arm

LÆS OGSÅ: Kendrick Lamar-repræsentanter benægter telefonforbud