Bjørn Harvig tog på cykeltur i Libanon: "Hvem skyder efter nogle mænd på cykler?"
Nordic Adventure Film Festival hædrer hvert år de største eventyr og de vildeste vovestykker. Årets hovedfilm, ’På afveje i Libanon’, handler om tre venner på cykeltur i et fremmed land, hvor eneste mål er livet på den støvede landevej og de oplevelser, der følger med. Vi har snakket med eventyreren Bjørn Harvig om cykelturen i Libanon, og hvorfor man skal rejse med et åbent sind.
Foto: PR For Bjørn Harvig (t.v.) og Tore Grønne er det ikke destinationen, der er målet, når de sætter sig i sadlen. Det er alle de oplevelser, der kommer, hvis man tør lade tilfældighederne bane vejen, som her i Libanon.
Fodboldstøvler bliver skiftet ud med vandrestøvler, badmintonketsjeren med isøksen og all-inclusive-billetten til Alanyas liggestole med cykelture til Fjernøstens uendelige vidder. Folk vender mere og mere boldbanernes offside-regler ryggen til fordel for naturens uforudsigelighed. Eventyr og udeliv er blevet det nye sort.
Nordic Adventure Film Festival (N.A.F.F.) hylder netop den udvikling. Siden 1996 har festivalen indtaget biograflærreder rundt om i Norden med storslåede film om endnu mere storslåede eventyr. Fra 24. til 29. november slår N.A.F.F. atter dørene op i Cinemateket i København til tre dage med film om alt fra store sportsbedrifter til vilde ekspeditioner på kanten af verden.
Øverst på plakaten står 40-årige Bjørn Harvig med filmen ’På afveje i Libanon’. Harvig var i 10 år det yngste medlem af Eventyrernes Klub, som han tilmed har været formand for i en årrække. Filmen er en fortælling om tre kammerater på cykeltur gennem et land, der ikke ligefrem lægger op til en hyggelig tur på to hjul. Harvig, eventyreren Tore Grønne og kameramanden Rasmus Falck Larsen tog sidste år to uger ud af kalenderen, lejede tre cykler i Beirut og kørte afsted for at opdage, hvad Libanon havde at tilbyde tre venner, der ikke forlangte andet end nogle nye horisonter og nogle kilometer i benene.
Bjørn Harvig sidder et par tusinde kilometer fra mig i den anden ende af en tvivlsom Skype-forbindelse. Med familien på bagsædet af en gammel Volkswagen California har Harvig taget et år fri for endnu en gang at lade eventyret tage over. Tre måneder inde i odysséen befinder han sig på en nordmakedonsk café med en journalist i telefonen, der godt kunne tænke sig at vide, hvad der er med alt det her eventyr, og hvorfor han og to kammesjukker har lavet en film om at tage på cykeltur i et ’banditland’, som Harvig selv kalder det.
”Jeg tror bare, vi har en stor kærlighed til cykelvagabonden. Ud på de støvede landeveje for at få nogle rock’n’roll-oplevelser. Vi ville gerne vise, hvad man oplever, når man rejser ud uden at være forudindtaget og selv tegner stregerne på kortet,” siger Bjørn Harvig.
”På cyklen er vi ikke nogen trussel for nogen som helst. Mig og Tore plejer at joke med, når vi rejser i de her såkaldte banditlande som i Libanon: ’Jamen, hvem skyder efter nogle mænd på cykler?’ Det lyder lidt overdrevet at sige, men hvis du fx kommer kørende i en stor Land Rover og hiver et kæmpe spejlreflekskamera med 400 millimeter zoom-linse frem, så skaber du en helt anden opmærksomhed omkring dig selv, end hvis du kommer kørende i en gammel T-shirt på en cykel.”
Bjørn Harvig er ikke helt sikker på, hvor mange kilometer de har cyklet i Libanon. Men det er heller ikke dét, der betyder noget. Hvis man tillader sig selv at lade eventyret styre og ikke lægger alt for faste planer, opdager man hurtigt, at det er mellem A og B, at de store oplevelser sker, mener Harvig. Der var specielt én oplevelse på turen, der understreger hans pointe.
”Vi kommer cyklende ned i Bekaa-dalen, som ligger lige før den syriske grænse. Det er virkelig banditland. Hizbollah styrer hele dalen, og der er en kæmpestor ulovlig cannabisproduktion med marker, så langt øjet rækker. Vi sætter os på en café og drikker en kop kaffe, hvor vi pludselig ser en mand komme gående i en fodboldtrøje, hvor der står ’Helsingør Fodboldklub’ på. Vi falder i snak med ham og hans ven, Basil, der er en ekstremt veltalende ung fyr. Det viser sig, at han er palæstinensisk flygtning, hvis familie har boet tre generationer i byens flygtningelejr. Han spørger så, om han må invitere os ind, og det ender med, at vi bruger hele aftenen og natten i lejren. Jeg sidder og bliver barberet klokken tre om natten hjemme hos en af Basils gode venner. Vandpiber over det hele. Bord-tennisturnering mellem Danmark og Palæstina. Vi blev taget imod, som var vi længe ventede venner. Det var en enormt stærk oplevelse for mig,” siger Harvig.
Han håber, at filmen kan vise folk, at verden ikke er farlig, hvis man møder den med et åbent sind. Han vil gerne inspirere folk til at tage afsted og ikke lukke sig om sig selv i hverdagstrummerummen. Eventyr og udeliv skal være mere end bare en døgnflue og en trend.
”Det er ikke så svært bare at hoppe på cyklen og være åben. Og man behøver jo ikke tage til verdens ende hver gang,” siger Bjørn Harvig.
