Christian Degn elsker Musik i Lejet, og Musik i Lejet elsker Christian Degn scroll-down

Christian Degn elsker Musik i Lejet, og Musik i Lejet elsker Christian Degn

Christian Degn er efterhånden en tisvildsk institution. Her kendes han under kunstnernavnet DJ Degnamite, og i de seneste ni år har han gjort sit dj-sæt i Fiskerbaren til et af festivalens absolutte højdepunkter. Her slår publikum sig løs, slipper alle hæmninger, og med den høje tv-vært som musikalsk shaman ledes de for en stund lidt tættere på himlen.

Af Boris Schilling Weiss
Foto: Valdemar Ren
Kultur Euroman

Der er noget vidunderligt paradoksalt over publikummet i Fiskerbaren. DJ Degnamite har fyret op for Natasjas udødelige ’Gi’ mig Danmark tilbage’, og temperaturen er på kogepunktet. Hørskjorterne er helt åbne, solbrillerne sidder trofast på næsetippen, og de fortrinsvis blonde hestehaler svinger vildt rundt i luften.

”Men se, økonomi er ganske fri for empati. Har ingen pli, eks-hippier, skabsrygere der vælger at tie.”

Alle rapper efter bedste evne snørklende med i det hidsige dancehall-tempo om venstrefløjsidealer og hippievaner, men det er godt nok svært at se, at mange af dem herinde oprigtigt skulle kunne blive arrige over kapitalismens natur eller være nogenlunde faste gæster på Danmarks mest politibesøgte ø.

Men så igen; skinnet bedrager, bogens omslag og alt det der. Og er der én, der forstår Tisvilde i uge 29’s nuancer, er det manden bag pulten. Danmarks højeste tv-vært, nyslået far, mixerpult-aficionado og helt igennem god fyr, Christian Degn.

”Jeg kalder det bermudatrekanten. Tre elementer af mit DJ-sæt, som får det til at gå ned i Lejet. Der skal være noget, der appellerer til whiskybæltet. Alt med Nik & Jay og måske lidt Rocazino. Jeg vil også gerne have lidt værdighed over festen, så det andet element består af noget, man kunne høre inde i kødbyen.

Altså noget lidt mere kreativ musik, kan man sige, men det kan også være rock. Bare det ligesom har lidt dybde i sig. Og den tredje del af bermudatrekanten er jo Randers," fortæller han.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Festival og Foto