Anders Walter har instrueret hele otte film, inden han nu debuterer med sin første danske spillefilm. Walthers tidligere værker har alle været kortfilm samt den fremragende internationale film ’I Kill Giants’ (2017), og nu viderefører han en lurmærket tradition herhjemme ved i ’Når befrielsen kommer’ at tage den tyske besættelse af Danmark mellem 1940 og 1945 under behandling.
På Ryslinge Højskole får forstanderen Jakob (Pilou Asbæk) i krigens sidste måneder besked fra den tyske besættelsesmagt om, at han skal modtage omkring 200 tyske flygtninge. Han kan kun klappe hælene sammen og tæller endda mere end 500 flygtninge, da de lidt senere ankommer med toget.
Flygtningene bliver henvist til skolens gymnastiksal, hvor dødsfald – især blandt børnene – begynder at melde sig. Jakobs instinkt er at hjælpe tyskerne. De er jo også mennesker.
Men det synes ingen andre i Ryslinge eller omegn er en god idé. Hverken formanden for skolens bestyrelse (Ulrich Thomsen), frihedskæmperen (Morten Hee Andersen) eller byens lægefrue (Mette Munk Plum), hvis mand netop er blevet likvideret af tyskerne.
Jakobs søn, Søren (Lasse Peter Larsen), er vidne til faderens kamp, og begivenhederne ses overvejende gennem den 12-årige drengs øjne. Om det er grunden til, at dramaet rulles ud ret så firkantet, hvor ingen er i tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde, er ikke lige til at vurdere.
Men under alle omstændigheder fortælles dramaet i en udpræget sort-hvid tone, hvor der af og til er (lidt for) stor forskel på de gode og de onde. Nuancer er der ikke voldsomt mange af i ’Når befrielsen kommer’. Til gengæld er der masser af idealisme og gode, humanistiske følelser.
Og så er der – finder man især ud af i filmens anden del – betragtelig emotionel punch i den fine, indre historie om faderen og sønnen. For hvordan bliver man som søn påvirket til enten at ligne sin far eller til at tage afstand fra ham?
Lasse Peter Larsen debuterer på fornem vis som drengen Søren. Den typiske vurdering af børneskuespillere er ofte, at de ikke spiller skuespil, men at de for det meste bliver castet som den følelse eller de følelser, de skal ligne.
Det gælder nok mest små børn, men Lasse Peter Larsen er lidt ældre, og han lægger til i spillet, så han virkelig fungerer som betragter. Ganske sikkert inspireret af Anders Walter, der kan noget helt særligt, når det gælder at instruere børn og unge.
Jeg mindes faktisk ikke, at vi har set så god en ung drengeskuespiller siden Bodil-nominerede Janus Dissing Rathke i Niels Arden Oplevs ’Drømmen’ tilbage i 2006.
Samlet set havner ’Når befrielsen kommer’ i mellemgruppen af de mange danske film om besættelsen. ’Under sandet’ og ’9. april’ er de bedste af de moderne af slagsen. ’Fuglene over Sundet’ og ’De forbandede år’ danner bagtrop. Men det er nu heller ikke så ringe endda.
Læg dertil, at Pilou Asbæk som højskoleforstanderen Jakob har sin første hovedrolle i en spillefilm herhjemme siden Tobias Lindholms ’Krigen’ fra 2015.
Asbæk gør det fremragende, og det er lidt af en velsignelse, at han her er skruet realistisk ned på en helt anden måde end i de fleste af hans seneste roller i internationale produktioner og ikke mindst i den regulære overflod af reklamefilm, hvor han med horn i panden lokker danskerne til at bruge penge på spil.
’Når befrielsen kommer’ har premiere 24. august.
