Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
Andreas Marckmann Andreassen er chefredaktør og administrerende direktør for Fagbladet Folkeskolen. Før det var han chefredaktør på mediet Markedsføring, og der fik han sat så massivt et aftryk på både journalistisk, økonomisk og strategisk retning, at han netop har modtaget prisen som Årets Leder af Dansk Journalistforbund. Tillykke! Vigtigst af alt er dog, at Andreas er en allround good guy. Han har tætte bånd til Libanon, han kan fordybe sig på nørdemåden, og så er han umådeligt glad for græsk mad. En fornøjelse at byde ham velkommen herunder.
Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?
”Græsk mad. Jeg har nær familie på Kreta, og for mig at se er det græske landkøkken den perfekte hybrid mellem det italienske og det arabiske. Det er en gastronomisk tragedie, at græsk mad i dag forbindes med billig buffet og tzatziki.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
”En fortjenstmedalje fra Syrisk Røde Halvmåne, den syriske afdeling af Røde Kors. Medaljen har den røde halvmåne i en hvid cirkel omkranset af guld og ligger i en fin æske med glaslåg. Jeg rejste i Syrien som journalist for Dansk Røde Kors i 2008.
Det er absurd at tænke på, at min opgave var at afdække uhumske forhold for irakiske flygtninge, der på det tidspunkt var stuvet sammen i flygtningelejre og ghettoområder i Syrien. I dag er der jo ikke plads til andre flygtninge end Syriens egne. Der var spioner allevegne. Mine ting var gennemrodet, når jeg kom hjem til mit hotelværelse. Der sad karikerede agent-typer i lobbyen med læderjakker og solbriller og holdt øje med os. Det føltes som at være med i en Tintin-tegneserie.
Men vi gjorde meget ud af at være flinke og ordentlige, for vi bar det røde kors på ærmet. Derfor havde vi også taget gaver med hjemmefra, da vi mødte generalsekretæren for Syrisk Røde Halvmåne. Vi forærede ham en blikdåse med danske småkager og en figur af Den Lille Havfrue, som viste sig at være hans yndlingseventyr. Han blev så glad for gaverne, at han febrilsk kiggede rundt på sit kontor efter en gave, han kunne give os. Og lige der på hans mahogniskrivebord lå en fortjenstmedalje.”
Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?
”En fantastisk bog med det bedste fra den legendariske fantasy-tegner Frank Frazetta. Jeg er en kæmpe nørd indeni, og jeg elsker, når jeg finder en lomme af tid til at forsvinde ned i et univers. De seneste år har jeg brugt uendeligt mange timer på sære emner som heraldiske symboler, engelsk fodbold i 1960’erne, de filosofiske dilemmaer i kunstig intelligens, danske fugle og heksekultur. Jeg har også en pæn tegneseriesamling. Der ligger nogle gode egenskaber i at være nørdet, også som leder, som jeg gerne vil slå et slag for.”
Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?
”Beirut. Jeg boede i byen i 2009-2010, og det var de bedste år i mit liv. Det var både en festlig og en tænksom tid, hvor jeg lærte meget om mig selv og om verden, imens jeg studerede på universitetet. Og så mødte jeg Aziza. Det var også i Beirut, jeg friede til hende seks år senere.
Beirut er duften af hav, krydderier og vandpibe, lyden af bølgerne og børn, der leger ved skumringstid i gaderne. Byen emmer af historie, drømme og tragedier. Samtidig er det en by, hvor du kan ligge på stranden og stå på ski samme dag. Min svigerfar er vokset op i Libanon som flygtning, så hele landet er fyldt med følelser for mig. Desværre er Beirut i dag fanget i et mareridt, som godt kan holde mig vågen om natten. Massiv fattigdom, korruptionen er løbet løbsk, affald og oprør i gaderne og en flygtningekrise, der er værre end nogensinde. Min gamle lejlighed fik vinduerne blæst ud ved eksplosionen i 2020. Men jeg drømmer om, at Beirut heler, så jeg kan vise byen til mine børn.”
Hvornår vidste du, at du var god?
”Jeg tror, at jeg tidligt fik en følelse af at være god til noget. Jeg var god til at tegne, jeg var god til at fortælle historier, og jeg var god til at bruge min fantasi. Til gengæld synes jeg, at jeg kommer i tvivl igen på nærmest daglig basis: Er jeg god? Som mange andre, der er blevet ledere i en ung alder, så har jeg et velnæret imposter syndrome nede i maven, som lige kigger op og siger hej, når det går lidt for godt. For eksempel, når jeg vinder en pris. Hej, er der ikke 100 andre, som havde fortjent den mere? Men med alderen er det nemmere at hvile i. Jeg tror, det har været afgørende for mig at opleve, at jeg er god til at være far. Så bliver alt andet mindre vigtigt.”
