Det har været en særpræget politisk sæson. Først blev det meste sat på pause, da Sofie Carsten Nielsen sendte danskerne på sommerferie i starten af juli med et krav om, at Mette Frederiksen skulle udskrive valg ved Folketingets åbning i oktober.
Valget kom, skyttegrave blev indtaget, folket afsagde sin dom og først nu, 5 minutter i juleferie, har en regering fundet sin plads.
Efter et halvt år, hvor der konstant var valgkamp, konstant var overflow på alle kanaler, både hos medierne og på de enkelte politikeres egne sociale medier, er der en eneste ting, jeg ser allermest frem til:
Ro.
Bare lige i en uges tid, så jeg kan få renset hovedet.
For det larmer. Jeg vil så gerne blive opløftet af at følge med i politik. Være en del af et deltagende demokrati som en aktiv medborger, der får min holdning hørt. Men jeg er ved at blive døv.
Paradokset er åbenlyst. Vi er som engagerede borgere nødt til at følge med. Demokrati kræver et oplyst folk, der forstår magtens dynamikker og kan holde politikerne til ansvar. Men problemet opstår, når vi gennem folkeafstemninger viser tillid til selvsamme politikere, som i den efterfølgende regeringsperiode begår løftebrud på løftebrud.
Det mest eklatante og friske eksempel i hukommelsen har Jakob Ellemann-Jensen, Sophie Løhde og resten af Venstre stået for. Efter en valgkamp ført på et hovedbudskab om aldrig, aldrig, aldrig at pege på Mette Frederiksen som statsminister og danne regering over midten gjorde netop det. 470.000 stemmeberettigede satte kryds ved Venstre. Nu har de så fået ministerbiler og sidder med til højbords.
Men det er stadig Mette Frederiksen og resten af Socialdemokratiet, der svinger taktstokken i de mest magtfulde ministerier. Ellemann og Løkke er blot matroser på Mettes skib, som Altingets politiske redaktør Esben Schjørring formulerer det.
Politik handler om at række ud efter magten. Man kan så være enig eller uenig i metoderne, man kommer den ihu. Men en ting er, hvordan der bliver drevet politik her til lands. En anden er, hvordan det foregår i medierne.
Kigger man på de store mediers websites en vilkårlig dag, får man nemt et indtryk af, at dansk politik har udviklet sig til et clickbait-baseret realityshow, hvor de dygtigste er dem, der kan tale i store overskrifter og grave den dybeste kløft til modparten.
Der er meget lidt plads til eftertænksomhed. Ve den, der tøver og tør insistere på fordybning. Det er en skam, for der bliver vedtaget politik, der gavner borgerne og ændrer det eksisterende. Det kan bare være meget svært at få øje på.
Det er ikke kun politikernes skyld. Ansvaret er vi fælles om. Man får den journalistik, man klikker på. Vi er bare ved at nå et sted, hvor sammenhængskraften, der burde blive understøttet af en dyb tillid til systemet og de personer, der sidder på toppen af det, smuldrer, hvis ikke vi – og politikerne – passer på.
At følge med i politik må ikke blive et usundt afhængighedsforhold. Men lige nu er det lidt som at drikke havvand: Jo mere man drikker, jo mere dør man af tørst.
