I løbet af 2014 trækker Danmark de sidste kamptropper ud af Afghanistan. Efter 12 års krig med de blodigste konsekvenser for danske soldater siden 1864 er det tid til at gøre status. Ikke kun blandt de soldater, der har været udsendt, de pårørende og politikerne, for som en af de fem Afghanistan-veteraner, vi interviewer i det nye Euroman, siger: ”Det er ikke bare soldaternes krig, for det er folkevalgte politikere, der har bestemt, at Danmark skulle deltage. Det er vores alle sammens krig.”

Soldaten bag citatet har et kritisk syn på krigen, andre sporer fremgang og små, vigtige sejre i det hårdtprøvede land. Uanset holdning giver de fem soldaters øjenvidneskildringer en fornemmelse af at være dér, hvor vejsidebomber, snigskytter, voldsomme skader på krop og sind og venner og kolleger, der blev sendt hjem til Danmark i hvide kister, er mere end politik og statistik.  

Euroman var i 2009 i Afghanistan for at berette om landets korrupte politikorps. Vi bringer her artiklen om Afghanistan og danske Kai Vittrup, der var øverste chef for den europæiske politiindsats i det korruptionsplagede land.

_________________________________________________________________________________________________________________________________


30 års krig, ekstrem fattigdom, daglige drab på politiet og en dyb, russisk bestikkelseskultur har gjort det afghanske politikorps til et af verdens mest korrupte. Med danske Kai Vittrup som øverste chef forsøger EU – i samarbejde med USA – at opbygge og uddanne en troværdig politistyrke i Afghanistan. Der er lang vej hjem, beretter Jens Vilstrup fra Kabul.

Heroinen er som støvet i Kabuls navnløse gader. Man kan ikke umiddelbart se det, men det er overalt. Byens narkomaner sidder i skraldebunker, i læ af sønderskudte mure, og inden i de mange ruiner på hug og sprøjter sig i lysken, mens de stirrer dødt med halvt lukkede, mørkrandede øjne. Selv på de hullede grusveje i Kabuls rigmandskvarter, Sherpoor, sidder de og stikker sig i de stinkende affaldsbunker mellem de farverige villaer, der alle foran sig har høje gitre, jernporte og private vagter med maskingeværer bag sandsække. Herinde, i de grotesk store villaer, der populært kaldes ’poppy palaces’ – opiumspaladser – bor mange af de afghanske embedsmænd og ledende politifolk, hvis officielle løn ikke engang ville række til facademalingen.

Som ost på en pizza er stoffet fra opiumsvalmuen smeltet ned over et i forvejen ualmindelig hårdt og forbrændt land. Afghanistan leverer over 90 % af hele verdens heroinforbrug, og ud af en afghansk befolkning på ca. 32 millioner er over en million narkomaner.

Mange hundrede af dem bor i de fuldkommen borgerkrigsødelagte ruiner efter det, der engang var Det Russiske Kulturcenter i Kabul. Stedet er ikke Kabuls største shooting gallery, der er andre ruiner med mange flere narkomaner, men symbolikken er ikke til at komme udenom i de nedstyrtede, skudhullede bygninger, der engang var Sovjetmagtens stolthed.

Så uvirkeligt som et sygt computerspil bevæger narkomanerne sig op ad beskidte betonhuler og kældre som giftramte insekter med sløve øjne, med ben, der tager fumlende, zombieagtige skridt, og med hoveder, hvis hager hænger tungt på brystet. Mange steder er de gået helt omkuld i støvet og ligger i forvredne stillinger. Et sted sidder en af dem på hug og stikker sig i skridtet. Lige ved siden af ham sidder en anden i nøjagtig samme stilling og skider.

En gammel mand med hvidt skæg og afghanerhat går sløvt rundt mellem bygningerne. Han er pusher. Et fix koster mellem 5 og 10 kroner.

Under et træ ligger Said Mohammad. Han er 28 år og har været narkoman, siden han var 19. Som de fleste andre er han blevet afhængig i Iran, hvortil han flygtede med sin familie under muhajedinernes krig mod russerne. Det er ikke så lang tid siden, han har fixet. Han skal have hjælp for at komme op. Hans lasede krop svajer, mens hans øjne forgæves forsøger at fokusere.

”Når jeg har fixet, er jeg kun er et halvt menneske. Det er en god følelse. Når jeg ikke er skæv, er jeg et helt menneske. Det er en forfærdelig følelse,” siger han.

25-årige Fahrad sidder ved siden af på hug. Den stilling, afghanerne kan sidde i i timevis. Og en stilling, han holder, selv om hans øjne med mellemrum lukker sig helt i. Hans hånd er mekanisk lukket om en pose, hvor han har tre tomme plasticflasker. Dem samler narkomanerne for at få penge, ligesom de tigger. Fahrad viser en lilla, hævet og blodskudt ankel med en beskidt klud omkring.

”Det er politiet, der har sparket mig. Vi er nogle af de eneste, der ikke skal betale til politiet. Vi har ingen penge. Til gengæld kommer de her hver dag og råber og slår os. Hvorfor ved jeg ikke; det gør de bare. Forleden kom de og sparkede en af os i testiklerne. Han døde af det.”

I det europæiske politihovedkvarter i Kabul, EUPOL, et godt stykke derfra, er der morgenbriefing. Med sin grønne, balkonomkransede græsplæne og sine renskurede rødstensbygninger ligner hovedkvarteret mere en nyrenoveret andelsboligforening end stedet, hvorfra ca. 250 europæiske politifolk og sikkerhedsrådgivere med danske Kai Vittrup i spidsen skal uddanne og træne i tusindvis af afghanske kolleger.

De internationale NATO-styrker, ISAF, skal ikke være for evigt i Afghanistan. Når og hvis det lykkes for ISAF i tilstrækkelig grad at genopbygge landet og neutralisere Taliban, bliver det den nationale afghanske politistyrke, der sammen med den afghanske hær skal bekæmpe kriminalitet og terrorisme og skabe den lov og orden, der er fuldkommen basal, for at et land kan fungere. Derfor er opbygningen af et troværdigt politikorps helt essentiel for Afghanistans fremtid.

Uden forberedelse åbner Kai Vittrup myndigt morgenbriefingen med en no bullshit-attitude, en sikker gennemgang af EUPOL’s mange indsatsområder, og, som han har det for vane, en morsom bemærkning. En tysk politibetjents kværuleren bliver fuldkommen fejet af bordet. Man fornemmer hurtigt, at her er en leder, der fandeme ikke finder sig i sjusk, som gør tingene på sin måde, og som tror på sig selv og sin mission.

Alting sejlede ellers, da Kai Vittrup i oktober 2008 overtog stillingen som ’Head of Mission’ for den europæiske politiindsats i Afghanistan. Indtil den danske chefpolitiinspektør tog direkte til Kabul fra en FN-stilling i Sudan, var EU’s politiindsats i Afghanistan gået i stå. Ud over at overtage en uhyre vanskelig opgave med at få noget brugbart ud af et gennemkorrupt politikorps overtog Kai Vittrup også et dårligt rygte.

”Missionen var kørt af sporet, da jeg ankom. Det fungerede ikke. Problemerne skyldtes dårlig kemi, manglende logistik og mangel på folk. Heldigvis har der siden været udskiftninger på afgørende poster, og nu kører samarbejdet,” siger han efter morgenbriefingen, mens han sidder bag sit store kontorskrivebord flankeret af ægte tæpper på væggene, store landkort over det bjergrige land og et afghansk flag bag sig. En kulisse, der får ham til at ligne det, han også bliver kaldt af den afghanske indenrigsminister: ’General Kai’.


’General Kai’ bliver Kai Vittrup kaldt af den afghanske indenrigsminister. Her er den danske politichef i gang med et af sine utallige møder på sit kontor i det europæiske politis hovedkvarter i Kabul. Foto: Kenneth Rimm

Befolkningens angst for politiet er et af de store problemer, og langt de fleste afghanere forsøger at undgå de checkpoints, der findes overalt. Med god grund. For selv om ordet for bestikkelse i folkemunde er blevet skiftet ud og er blevet pænere, er dagligdagen for mange stadig den samme. Før hed bestikkelse reshwat, et synonym for ordet ’gave’, men nu hedder det sherni, som betyder ’slik’ eller ’konfekt’.

For taxachauffør Said Ahmeedullad, der sidder bag rattet i en af Kabuls op mod 40.000 skramlende taxaer, betyder det mindre, hvad ondet kaldes:
”Ligesom alle andre chauffører betaler jeg bestikkelse til politiet hver eneste dag; det bliver jeg nødt til. Jeg bliver hele tiden stoppet af dem, og så finder de på et eller andet påskud for at give mig en ’bøde’ – penge, som de selv stikker i lommen. Enten holder jeg det forkerte sted, eller de siger, at jeg er til gene for trafikken, eller at der er noget galt med min bil. Betaler jeg ikke, smadrer de måske min forrude, knækker mit sidespejl eller tæver mig. Det har jeg prøvet masser af gange. De slår mig med næverne eller med stokke. Eller også truer de med at tage min bil. Der er ikke andet at gøre end at betale eller at prøve på at flygte fra dem. Det gør jeg tit. I gennemsnit betaler jeg 200 afghani (ca. 25 kr., red.) hver dag i politibestikkelse. På en 12-timers arbejdsdag tjener jeg i snit 600 afghani (ca. 75 kr. red), så 30 % af min indtjening går til politiet,” siger Said Ahmeedullad.

Holder hans ord stik, modtager politiet alene fra Kabuls taxachauffører en million kroner i bestikkelse. Om dagen.

”Når politikerne bliver valgt, lover de altid en hel masse, fx at gøre noget for os chauffører, så vi ikke skal betale bestikkelse. Men de glemmer det, lige så snart de er valgt. I Afghanistan er det altid de fattige, det går ud over. Ingen lytter til os,” siger han, smiler det særlige afghanske skæbne-smil og slår opgivende ud med armene.

Samme gestus finder man hos to af de tusindvis af frugtsælgere, der hver morgen i angst for politiet og myndighederne ruller deres små, vakkelvorne vogne ud i Kabul.

”Jeg kan måske tjene 500 afghani om dagen, og hver dag skal jeg aflevere ca. halvdelen til politiet. Når jeg ikke har kunnet betale, er jeg blevet tævet, eller også har de smadret min frugtvogn. Det gælder om at flygte, hvis man kan, når man ser politiet,” siger den 21-årige banansælger Mer Ahmad.

Han suppleres af 18-årige Ali Jan, der sælger blommer:

”Hver dag betaler jeg også ca. halvdelen af min indtægt til politiet. Vi frugtsælgere skal også betale bestikkelse til de kommunale myndigheder, ellers kommer de og tager vores vogne og kører dem væk. Hver dag kl. 10.00 kommer der en lastbil forbi, og betaler vi ikke bestikkelse, tager de vores vogne med, vælter dem eller smadrer dem. Sådan er det.”

Også helt tilfældige afghanere på gaden udsættes for politiets afpresningsmetoder. Den 28-årige engelsklærer og tolk Hamid Rahimi kom gående på gaden stille og roligt sammen med sin nabo. Naboen genkendte en pige, han var vokset op sammen med, på den anden side af gaden og hilste på hende med et smil og et nik. Det skulle han ikke have gjort.

”Pludselig kom politiet løbende hen mod os og råbte, hvorfor vi generede pigen, og hvorfor vi ville voldtage hende. Både min nabo og jeg fik en hård lussing i ansigtet, og så blev vi lagt i håndjern og ført til den nærmeste politistation. Her blev vi sendt ind til politichefen, som råbte, hvorfor vi ville voldtage pigen. Min nabo, der er engelsklærer ligesom mig, råbte tilbage: 'Hvad er meningen, der er jo ingen forskel på jer og Taliban.' 'Hold kæft,' råbte politichefen tilbage, 'Betal penge, eller I ryger i fængsel.' 'Min nabo måtte betale 600 afghani. Først da slap vi ud,'” fortæller Hamid Rahimi og fortsætter:

”Det er almindeligt kendt, at bestikkelsespengene, der i løbet af dagen er krævet ind fra folk, hver aften bliver lagt i en pulje. Politichefen tager så halvdelen af pengene, mens de almindelige betjente deler resten mellem sig.”

Politikorruption, narkokriminalitet, magtmisbrug og en gennemgribende bestikkelseskultur, som landet har arvet efter russerne, er blot nogle af de mange pinde i det sammenfiltrede spil mikado, som udgør genopbygningen af Afghanistan. På andre af pindene står der krig, ekstrem fattigdom, mangel på uddannelse, mangel på et ordentligt retsvæsen, kvindeundertrykkelse, ingen statsindtægter, analfabetisme og selvmordsangreb på civile. Og dybt inde i midten, omgivet af de andre, findes den pind, der hedder Taliban.

Kai Vittrups og EUPOL’s strategi er at prøve at fjerne én pind ad gangen for at kunne komme til den næste.

Den første pind, der satses på, er sikkerhed. At være afghansk politibetjent er måske verdens farligste job. Konstant udsættes politiet og deres mange checkpoints for dødelige angreb fra Taliban. Politiets checkpoints har ingen militær beskyttelse og er derfor nemme mål for Taliban, mål, der godt nok ikke skaber international opmærksomhed ved angrebene, men som til gengæld både skaber lokal frygt og får ram på regeringsansatte. Op mod 30 afghanske politifolk bliver dræbt om ugen i Afghanistan. Over 1.500 politifolk har mistet livet fra 2007 og frem til nu viser tal fra organisationen Afghanistan Conflict Monitor.

”Først og fremmest skal vi have boots on the ground, vi skal have politiet gjort synligt, og vi skal sørge for deres sikkerhed og dermed for folks sikkerhed. Ved et navneopråb på en lokal politistation råbte en af dem pludselig: ’Jeg er selvmordsbomber.’ Så trykkede han på knappen, og der røg en 20-25 stykker. Det er sådan noget, vi skal undgå, og så må vi parallelt angribe korruption og narkokriminalitet,” siger Kai Vittrup, mens han sidder bag sit skrivebord og underskriver et hvidt bjerg af papirer. Som personlig ansvarlig for et årligt budget på mere end 60 mio. kroner skal alt fra kontrakter til dieselpåfyldninger attesteres med hans underskrift.

Et af de umiddelbare fokusområder for EUPOL er sikkerheden op til og i forbindelse med det afghanske parlaments- og præsidentvalg 20. august. I samarbejde med det afghanske indenrigsministerium skal EUPOL hjælpe med at ansætte 10.000 nye betjente og uddanne dem, ligesom 35.000 betjente skal på kursus og lære om politiets rolle under et valg, fx at være med til at sikre, at de afghanske kvinder får lov at stemme. Derudover er planen bl.a. også at få flere kvinder ind i politiet, helt op til 5.000 kvinder, både for at sende et signal om, at de er lige så gode som mænd, og for at sikre en bedre sagsbehandling af fx anklager om sædeligheds- og voldsforbrydelser mod kvinder.

Strategien er på lang sigt at uddanne 82.000 medlemmer af det afghanske politikorps på en måde, så folk atter kan genvinde tilliden til politiet.

”Der er ingen tvivl om, at folk betaler bestikkelse til politiet i stort omfang. Det er ikke alle, der er korrupte, men der findes politigeneraler, der blot tjener 600-700 dollars om måneden og alligevel ejer flere kæmpestore villaer,” siger Kai Vittrup. ”Men der er iværksat en omfattende antikorruptionskampagne, og et af initiativerne går ud på, at politigeneralerne nu skal opgive, hvor meget de ejer, hvilket så bliver sat i forhold til deres løn. De er også blevet sat til at søge deres egne job for at bekæmpe, at de køber stillingerne. Hvis en politichef med et dårligere cv end en anden bliver ansat, bliver der sagt stop. Det kan jo så være, at ham med det bedste cv også betaler, det ved jeg ikke. Men i hvert fald reducerer det risikoen for, at en idiot kan købe sig til en stilling. For jeg må indrømme, at jeg har mødt nogle afghanske politichefer, hvor jeg har slået syv kors foran mig og tænkt ’gudfaderbevares’.”


Kabul myldrer med svært bevæbnede vagter. Her en af de mange vagter foran EUPOL, det europæiske politis hovedkvarter. Foto: Kenneth Rimm

”Du skal dø”. ”Vi dræber dig”. ”Du og hele din familie bliver halshugget, dit svin.” De mange dødsbeskeder, der nærmest ugentligt bliver indtalt på general Aminullah Amarkhails mobiltelefon, er fra pakistanske og afghanske narkogangstere og deres håndlangere. Med en blanding af et skuldertræk og en anstrengt trækning om munden sidder han og afspiller beskederne på sit nøgentgrønne, neonbelyste kontor. For to et halvt år siden var han sikkerhedschef i Kabuls lufthavn, i dag er han degraderet til at være sikkerhedsrådgiver i det afghanske undervisningsministerium. Hans forbrydelse: Han var ærlig, han tog ikke imod bestikkelse, og han tillod sig at slå hårdt ned på heroinsmuglere.

”Da jeg blev sikkerhedschef for lufthavnen, lignede den en losseplads. I løbet af få måneder opbyggede jeg et effektivt politikorps på over 300 mand. Jeg fyrede dem, der samarbejdede med smuglerne, og for første gang blev heroinsmuglerne arresteret og stoppet. Vi anholdt mange fra mange forskellige lande og beslaglagde over otte tons hash og over et ton heroin. Før jeg kom til, var det normalt at betale 1.000 dollars pr. kg heroin i bestikkelse. Det satte jeg en stopper for. Lige indtil jeg en dag anholdt en kvinde ved navn Freshta, som havde otte kufferter fyldt med heroin med sig. 'Hvis du stopper mig, får jeg rigsadvokaten til at fyre dig,' råbte hun. Jeg anholdt hende alligevel. Kort tid efter blev jeg fyret. Og hun blev sat fri. Siden er ingen udenlandske heroinsmuglere blevet stoppet i lufthavnen,” siger general Amarkhail, der i Afghanistan er kendt – og både hadet og respekteret – for at være en af de få embedsmænd, der tør sige tingene ligeud.

I dag er rigsadvokaten fra dengang blevet skiftet ud, men selv om general Amarkhail har rettens ord for, at han har ret til at få sit gamle job tilbage, er intet sket. Uanset hvem der beklæder hvilke samfundsposter, ved enhver afghaner og oplever dagligt på egen krop, at politikorruption og bestikkelse er et ufravigeligt livsvilkår.

”Hvem som helst, der har penge nok, kan købe sig til at blive politichef i Afghanistan. De billigste stillinger koster ca. 5.000 US dollars, mens de dyreste, som er politichefstillingerne ved grænseposterne, hvor man virkelig kan tjene penge på narkobestikkelse, koster op mod 200.000 US dollars. Afghanistan er et land, hvor de ærlige er arbejdsløse og ingenting har, mens tyvene får job og har det hele. Det er et lovløst land. Det her land er ødelagt af en cancer ved navn korruption. De mange milliarder af dollars, som det internationale samfund giver til Afghanistan, kan ikke kurere den sygdom. Jeg bliver truet, fordi jeg siger det, men hvis ingen åbner munden, bliver det aldrig anderledes.”

”Hvis vi dør, så dør vi, som russerne siger,” griner en af de fire bevæbnede private vagter, der i to pansrede køretøjer følger Kai Vittrup overalt, hvor han bevæger sig rundt uden for EUPOL’s hovedkvarter. Close Protection, CP, hedder den slags vagter, der er påbudt i hans stilling. For selv om Kai Vittrup hellere end gerne ville tage sig en slentretur ned ad Kabuls gader, er det af sikkerhedshensyn strengt forbudt. Han er et mål, ligesom de andre europæiske politifolk.

Pga. af stramme sikkerhedsregler fra Bruxelles er det forbudt for europæerne, herunder 13 danske politifolk, at bevæge sig frit rundt i Kabul. Kun med fladtrykte næser på den airconditionerede side af pansrede bilruder har de mulighed for at fornemme landets komplicerede kultur.

Vi sætter os ind i bilerne, får sikkerhedsinstruktioner af de engelske sikkerhedsvagter og forlader det stærkt bevogtede EUPOL-hovedkvarter, hvor den største fare synes at stamme fra bakterier. I hvert fald hvis man skal dømme efter den ivrighed, hvormed de europæiske politifolk, inklusive de danske, konstant afspritter deres hænder.

Det gør Kai Vittrup nu ikke, ligesom han heller ikke gider gå med den skudsikre vest, som alle de andre politifolk ellers har på i deres biler. ”Den hjælper jo alligevel ikke en skid, hvis vi bliver ramt af en selvmordsbomber. Ikke andet end, at min torso er pæn, når den bliver sendt hjem,” konstaterer han tørt.

”Det her er et af de farligste steder i Kabul, en lastbil med sprængstof lige igennem derovre, og vi ville være færdige,” siger Kai Vittrup og peger, mens han stiger ud af den ene af sine pansrede biler foran det afghanske indenrigsministerium. En myretue af tungtbevæbnede vagter vrimler omkring os og følger os op i ministerens forkontor. Der ligger en afghansk hat. Den tager Kai Vittrup på et øjeblik. Alle griner. Han kan ikke lade være, det er sådan, han er. Afvæbnende.

Indenrigsminister, og dermed øverste chef for det afghanske politi, Mohammad Hanif Atmar åbner døren ind til sit store ministerkontor med et smil. Han er en distingveret, venlig Oxford-uddannet mand i hvid kjortel og et smil, der på en gang er imødekommende og fyldt med gådefuld magt. Det internationale samfund i Afghanistan, inklusive Kai Vittrup, er begejstret for ham. De tror på ham, tror på, at han er en af de rigtige folk til at gøre noget ved Afghanistans dybe brønd af problemer. Han lyder også sådan:

”Vi har 700 topstillinger og 10.000 mellemlederstillinger i det afghanske politikorps, og ja, det er stillinger, som er og har været nogle, man kunne købe sig til. For folk, der gør og har gjort det, er det en investering, som skal forrentes, og derfor tvinges almindelige mennesker til at betale penge til politiet, ligesom flere politifolk tvinges af cheferne til at opkræve penge af folk, penge, som så gives videre til deres overordnede. Vi er i gang med at stoppe den praksis, bl.a. ved at politicheferne nu skal bevise over for ministeriet, at de er kvalificerede og ikke bare har købt deres stillinger. Kan de ikke bevise det, bliver de fyret. Der er derfor i dag næsten ikke nogen ledende politistillinger, der er til salg.”

”Vi har også oprettet en national telefonlinje, hvor folk kan ringe ind på nummer 119 og angive politibrutalitet, korruption, magtmisbrug og terrorisme. Vi får 30-40 opkald om dagen på den linje. Vi undersøger, om der er hold i anklagerne, og er der det, bliver vedkommende omgående fyret, ligesom vi flere gange har fyret samtlige de politifolk, der har arbejdet på det samme checkpoint. Inden for de sidste seks måneder har vi fyret over 100 politibetjente på baggrund af oplysninger fra telefonlinjen.”

”Det går i den rigtige retning. I udenlandske journalister skal passe på, at I ikke bare tager et tilfældigt snapshot af vores virkelighed her i Afghanistan. I skal se tingene i et større perspektiv. Forstå vores udgangspunkt og forstå, hvor langt vi faktisk er kommet. Sammen med folk som Kai Vittrup er systemet blevet åbnet. I dag tør folk tale åbent om korruption, hvilket var utænkeligt før i tiden. Det er en proces, der er startet. Den kan ikke stoppes.”

På et hotel i udkanten af Kabul er et hold afghanske politifolk ved at blive trænet i lobbyen. Det er svært at skaffe ordentlige og sikre undervisningsfaciliteter til de mange tusinde politifolk, der skal trænes i alt fra brug af håndjern og knippel til at forstå, hvem man skal bruge den slags magt over for, og hvem man ikke skal. Der findes også mange praktiske undervisningsfaciliteter rundt om i byen, men lige her foregår teoriundervisningen bl.a. på store, letforståelige plancher pga. de mange, der ikke kan læse.

”Jeg bliver tit spurgt om, hvad vi gør ved det forhold, at 70-80 % af alle afghanske politifolk er analfabeter,” siger han, mens hans private vagter via radiokontakt konstant holder øje med eventuelle mistænkelige situationer.

’Skal I ikke i gang med at træne dem I at læse og skrive?’ ’Nej det skal vi ikke,’ siger jeg. ’Hvordan kan man lave en god politimand, uden at han kan læse og skrive?’ ’Det kan man heller ikke,’ svarer jeg. Men man kan lave en vagtlignende person, der laver noget, der ligner politiarbejde. Hvis vi skulle begynde at lære alle politifolk i Afghanistan at læse og skrive, ville vi aldrig blive færdige. Aldrig. Det ville være som at pisse i havet.”

Samme kontante og realistiske syn på politikorruption har den danske ’Head of Mission’. Han har set og oplevet korruption i alle mulige afskygninger på sine mange udstationeringer rundt om i verden:

”Jeg kom hertil fra Sudan, så korruptionen i Afghanistan kommer ikke bag på mig.”

”Lige nu er befolkningen her i landet til for politiet og ikke omvendt. Det skal der laves om på. Det er det langsigtede mål, som måske tager en hel generation. Men det kan ikke hjælpe, at man som dansker farer rundt og bliver alt for forarget. En afghansk politimand tjener ca. 140 dollars om måneden, og de kan sgu ikke leve af den løn. Det nytter heller ikke bare at give dem det dobbelte i løn eller mere, for hvad sker der så, den dag det internationale samfund trækker sig ud og ikke længere betaler deres løn? Så falder lønnen tilbage, hvor den var før. Så kan vi starte helt forfra. Vi skal give dem en bedre uddannelse og derigennem bliver de forhåbentligt med tiden mere respekteret af befolkningen,” fortæller Kai Vittrup.

”Vi arbejder på to niveauer. Det taktiske, som er at få så meget politi ud som muligt for at forøge sikkerheden, og det behøver ikke være Scotland Yard eller Royal Canadian Mountain Police. Det skal være afghansk politi på det niveau, de nu har. Det er det, der er brug for her og nu. Det andet niveau er det strategiske, og det går ud på at bygge et ordentligt politikorps op. Det tager frygtelig lang tid, og det kræver, at vi starter nu. Vi skal skabe ro, så vi kan nå det strategiske mål og starte fra bunden, som vi gør nu. Vi kan ikke angribe alle problemerne på en gang.”

Kai Vittrup går op foran de forsamlede politifolk. Han er som altid klar i mælet og fast i troen.

”Jeg er stolt af jer og stolt af det, I gør,” siger han via tolk til den bænkede og benovede forsamling.

”Jeres opgave er ekstremt vigtig. Det internationale samfund overvåger jer, og det afghanske folk forventer, at I gør jeres bedste. Op til valget skal alle have mulighed for at stemme, især kvinderne. Afghanistan har brug for jeres støtte. I er den vigtigste organisation i landet, og vi regner med jer. I skal vise det internationale samfund, men især det afghanske folk, at I beskytter dem, og at I beskytter demokratiet. Må Gud være med jer.”

Fotografierne i denne artikel er taget af Kenneth Rimm.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman