Filmanmeldelse: Et mageløst ridt ind i isen

Åbningsfilmen på dette års CPH:DOX er instruktør Lars Ostenfelds vigtige dokumentar 'Into the Ice'.

Filmanmeldelse: Et mageløst ridt ind i isen
Offentliggjort

Kan man forudsige, hvor meget isen på polerne smelter? Kan vi gøre noget for at dæmme op for det? Hvilke konsekvenser vil det få for den verden, vores børn skal leve i fremover? Og vil fx København, sammen med mange andre af verdens lavtliggende byer, ende med at stå under vand, når havene stiger?

Det er de helt afgørende spørgsmål, som instruktør Lars Ostenfeld har sat sig for at finde svar på i sin isnende aktuelle dokumentarfilm ’Into the Ice’.

Her følger han nogle af verdens føren-de glaciologer i deres forskning på Indlandsisen, når han rejser ud i et af de vildeste og mest ekstreme landskaber på jorden, dybt ind i klimaforandringernes smeltende hjerte.

Glaciologerne betragter Grønland som verdens termostat og ifølge dem vil det, der sker på Indlandsisen, også ske med isen i resten af verden. Det sker blot hurtigst på Grønland, da temperaturstigningerne er størst her. Så for at forstå, hvad der sker med afsmeltningen af is på hele planeten, må vi, lyder det i filmen, forstå, hvad der sker på den grønlandske Indlandsis.

Nu kunne det måske virke, som om at ’Into the Ice’ er et videnstungt og belærende filmprojekt. Men Lars Ostenfelds film er netop det modsatte. Tag nu bare eksempelvis den amerikanske glaciolog Jason Box, som er en af hovedpersonerne i filmen.

En skøn karakter, der på nærmest poetisk vis sætter ord på de udfordringer, de smeltende poler medfører. Især bliver man rørt af en særdeles velkomponeret scene, hvor Jason Box før afrejse til Grønland sammen med sin datter skal dobbelttjekke om hans telt er vandtæt. Det er det ikke.

Ostenfeld taler også med Dorthe Dahl-Jensen, der går under navnet ’Isdronningen’.

Gennem utallige iskerneboringer kan hun og hendes hold se mere end 100.000 år tilbage i tiden og give et historisk perspektiv på klimaforandringerne. Undervejs bliver man både klogere og får samtidig akut lyst til at donere rigtig mange penge til Greenpeace eller andre klimaorganisationer.

I de afsluttende sekvenser i ’Into the Ice’ sidder man faktisk og bider negle, mens den danske instruktør og den walisiske klimaforsker Alun Hubbard kravler 180 meter ned i et af Indlandsisens store smeltevandshuller, hvilket er længere inde i isen, end noget menneske har været før.

Bundet til intet andet end deres reb kravler de ned i isens mørke uden at ane, hvad de vil finde, eller hvor rebet ender.

’Into the Ice’ har premiere på CPH:Dox, der løber fra 23. marts til 3. april. I forbindelse med premieren på filmen vises desuden en række af Lars Ostenfelds fotografier fra Grønland i stort format på Kgs. Nytorv i København.

Tre andre gode film på CPH DOX

Filmanmeldelse: Et mageløst ridt ind i isen

’Chokoladekrigen’

Journalist Miki Mistrati følger i sin film den amerikanske advokat Terry Collingsworth, der har viet sit liv til at eliminere tvangsarbejde og handel med børn. Som en enmandshær har han over to årtier bekæmpet chokoladegiganterne og deres hær af advokater.

Filmanmeldelse: Et mageløst ridt ind i isen

’Hide and seek’

Victoria Fiores debutfilm om fire brændende, vilde år i et af Napolis hårdeste kvarterer, hvor tre generationer i en familie lever på kanten af loven.

Entoni er 10 år gammel og lever hver dag, som var den hans sidste. Sådan har man nemlig altid gjort det i hans familie, og sådan gør man i det spanske kvarter i Napoli, hvor han bor.

Filmanmeldelse: Et mageløst ridt ind i isen

’Navalny’

Aleksej Navalny er både detektiv og mordoffer i en hæsblæsende doku-thriller om attentatet på Ruslands mest indflydelsesrige systemkritiker. Daniel Roher har skabt et nervepirrende portræt af en oppositionspolitiker fanget i et komplot.