Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at den sagnomspundne Fyre Festival, som skulle afholdes på en ø, der – efter sigende – havde tilhørt narkobaronen Pablo Escobar, endte i en katastrofe af kolossal kaliber.
 
Det hele startede, da Blink-182 trak sig som hovednavn på selvsamme dag som festivalens start, fordi de ikke mente, at Fyre kunne facilitere en ordentlig koncert. Derefter rullede skandalen. De lovede villaer til festivalgæsterne viste sig at være primitive telte, toiletterne var alt for få, og der var hverken nok mad eller vand. Festivalkaosset var komplet, da Fyre på andendagen blev aflyst.
 
Takket være Netflix’ nye dokumentar, der viser, hvordan folk betalte flere tusinder af dollars for en fest, der aldrig skete, er nyheden om Fyre Festival-fiaskoen nået ud til hele den store verden. Nu kommer konsekvenserne. Ikke alene skal festivalen stå til ansvar – men også dem, der hjalp med at promovere den.
 
Tilbage før hele katastrofen fandt sted, hyrede festivalen nemlig en lang række af prominente A-liste kendisser, influencere og modeller til at promovere Fyre Festival i en reklamefilm, der gik viralt. Topmodeller som Kendall Jenner, Bella Hadid og Emily Ratajkowski medvirkede i den storstilede reklamekampagne, mens Soulja Boy og Waka Flocka fik millionbeløb for at promovere festivalen. Ud over sin betaling for at medvirke i reklamekampagnen fik Kendall Jenner yderligere 1,5 millioner kroner for at reklamere for festivalen på sine sociale medier.
 
Alt i alt tjente modellernes bureauer flere millioner kroner på at videreformidle Fyre Festivals budskab til offentligheden, og i forbindelse med denne – ganske lukrative – forretning risikerer bureauerne nu at blive stævnet og pålagt at forklare sig i retten. Siden Kendall Jenner, Soulja Boy og Waka Flocka også modtog individuelle honorarer for at dele reklamemateriale på deres egne sociale medier, risikerer de at blive stævnet personligt.
 
Noget tyder på, at det kommer til at tage et godt stykke tid, før Fyre Festival er fortid.
 
Har du svært ved at forestille dig, hvor galt det kan have været, så giver Netflix-dokumentaren ’Fyre’ et godt indblik i begivenheden fra start til slut. Sandsynligvis bliver du overrasket over, hvor slemt det faktisk var.