Mathias Buch Jensen
Foto: Lars E. Andreasen P3's nye musikredaktør Mathias Buch Jensen

Mathias Buch Jensen

Her er den nye mand, der bestemmer over musikken på P3

Mathias Buch Jensen er blevet hele P3’s overdommer for, hvilke sange der skal spilles. Men hvad laver en musikredaktør egentlig på en helt almindelig dag?

Hvis man har hørt den samme radiokanal en hel arbejdsdag igennem, kan man til sidst få følelsen af at være lige ved at græde, når man for eksempel hører ’for evigt’ med Volbeat for, hvad der føles som gang nummer 100.

Mathias Buch Jensen er den mand, der fremover har magten til at bestemme, hvilke sange vi skal høre på P3, og ikke mindst hvor mange gange vi skal lytte til dem. Han har nemlig fået titlen som musikredaktør, og dermed har han hovedansvaret for at fylde sendefladerne ud med tidens mest populære musik og for at være med til at forudse, hvad der bliver det store i morgen.

”Jeg synes, P3 er vigtige. Vi betyder noget for mange, og de fleste har en holdning til os - uanset hvad vi gør, er der altid nogen, der vil have enten en positiv eller en negativ holdning til os. Og det, synes jeg, grundlæggende er vildt interessant. Det værste, vi kan blive, er ligegyldige,” siger Mathias Buch Jensen.

Man kan vist med rette kalde P3 for vigtige, når det kommer til at være definerende for, hvilke kunstnere, der vokser sig store. P3 har en lang tradition for at opdage i morgens talenter, og det var også dem, der breakede Nephew, og verdensstjernen MØ var ligeledes ’P3’s uundgåelige’ på kanalen.

Før Mathias Buch Jensen var det Lars Trillingsgaard, der i 13 år bestemte, hvordan playlisterne så ud. Og posten som højst befalende i playliste-regi har haft ry for at være mere end almindeligt udskældt - til tider med et glimt i øjet, til tider uden. Derfor har Public Service-dynastiet taget beslutningen om at åbne døren for folk uden for musikbranchen og Danmarks Radio.

”Det kunne være en blogger, eller anden musikkyndig, der beskæftiger sig med musik til daglig uden om pladeselskaberne. De har helt sikkert et andet blik, end vi har i vores verden. De skal være med til at udfordre vores udsyn og rammer. Det er et forsøg på at åbne op og sige, at vi er modtagelige over for andre input end mine egne tanker om musik,” forklarer Mathias Buch Jensen.

Trillingsgaard bliver på P3, men kalder sig nu strategisk musikchef. I stedet har Mathias Buch Jensen fået den inkluderende og knap så diktatorisklydende titel ’musikredaktør’. Musikredaktøren har således flere med på råd, når han skal beslutte, hvad danskerne skal lytte til i radioen, herunder radioværterne på P3, musikbranchen, der har en selvindlysende interesse i at give radiokanalen et praj om tidens trends, og folk ude fra.

Rotationen er en del af P3’s musikhandlingsplan, der har ambitioner om at have en endnu stærkere dialog med det danske musikliv og have større gennemslagskraft, når det kommer til nye danske kunstnere. Derfor kommer der blandt andet også helt nye musikprogrammer til på kanalen. 

”Der sidder en musikredaktion, der er berømt og berygtet for at hedde ’playliste-udvalget’. Min tanke er, at musikredaktionen skal bestå af værter på kanalen, som har et nært forhold til den musik, de skal sidde og spille. Vi skal i fælleskab forholde os til de sange, der bliver tilbudt P3 og opnå konsensus om, hvad vi skal spille fra uge til uge. Vi skal vurdere, om vi kan se os selv i øjnene, når vi trykker play på en given sang. Det er en demokratisering af processen,” siger Mathias Buch Jensen.

Og ifølge ham skal playlisterne heller ikke læses som en ufravigelig bibel, når først står færdige med både yndlings- og hadesange iblandt. Musikken er også en værtsbåret ting, som skal passe ind i de forskellige programmers kontekst.

”For mig ligger listerne som en rettesnor, men jeg vil også insistere på, at værter har frihed til at gøre ting af en redaktionel grund. Der kan sagtens være noget, der er i nyhedens interesse eller en historie, der relaterer sig til en given kunstner. Jeg har jo ikke redigeringsret over værterne - de er mindst ligeså musikkyndige, som jeg er. Der skal være en retning og et råderum på samme tid,” siger Mathias Buch Jensen.

Han forsikrer også om, at det samme nummer rent faktisk ikke bliver spillet 100 gange på en enkelt P3-dag. Tallet sniger sig ”kun” op på seks – otte gange på en enkelt radiosendedag.

”Alle radioværter har prøvet at sidde og tænke: ”Den her sang kan jeg simpelthen ikke spille.” Det har jeg også prøvet mange gange. Men det har jo noget med ens personlige smag at gøre, og kunsten er at se ud over den. Jeg lytter til al musik,” siger Mathias Buch Jensen, der før jobbet som musikredaktør har været radiovært på P7 Mix, P3, Radio Skala og TV 2 Radio.

”Når man som radiovært er blevet træt af en sang, så går der som regel noget længere tid, førend lytterne bliver det. En sang er først ved at vokse sig til noget særligt, hvis værterne er ved at være trætte af den. Selvfølgelig har der været sange, hvor jeg har tænkt, den orker jeg simpelthen ikke at høre en gang til – nu må den være tyndslidt. Men det skønne er jo så, at man kan savne den selvsamme sang igen efter et halvt år.

Sammensætningen i sendefladen skal altså i fremtiden findes af musikredaktionen, der sammen skal lave en afvejning af radiokanalens profil, og hvor den skal bevæge sig hen.

”Over en radiosendedag vil vi gerne spille noget, der rummer genkendelsens glæde, noget, der overrasker, udfordrer eller peger fremad. Jeg vil gerne have de store pop- og rockhits. For det er også en del af vores opgave at rykke nogle grænser og flytte folk nye steder hen. Nogle sange kan være forfærdelige at blive præsenteret for, men de skaber i det mindste en holdning til musik. Vi kommer aldrig til at gøre alle tilfredse, for et nummer vil altid være både nogens yndlings- og hadesang,” siger Mathias Buch Jensen.  

”Der er ikke nogen eksakt videnskab bag det, men det handler meget om, hvorvidt vi tror på en sang og et navn.”

Og det kan måske også være svært at forestille sig, hvad man rent praktisk laver på en helt almindelig dag, når man sidder på playliste-tronen på P3, og hvordan man i praksis sammensætter den perfekte playliste til en hel radiosendedag. I virkeligheden kan essensen af arbejdet komprimeres ned til et enkelt ord: tendenser.

”Det hele handler om at være med og om at holde sig orienteret, for det er en meget flygtig verden. Musik kommer og går, og man skal tage stilling til en masse. Det er en super spændende del af jobbet,” siger Mathias Buch Jensen, der forsøger at få øje på spirende og nuværende tendenser gennem musikblogs og udenlandsk radio fra hele verden  - både USA, Colombia og England.  

For ifølge musikredaktøren er det en del af P3’s public service-ansvar at breake ny dansk musik. De skal ikke vente på, at noget vokser sig stort. Og derfor er risikovilligheden en anden.

”Jeg er ikke så hæmmet i forhold til min smag. Den er vid og bred og bunder meget i, hvad jeg har lyst til at høre lige præcis nu og her. Musikken kan også være noget, jeg meget aktivt går ind og vælger. Hvis der eksempelvis er en kunstner, der kun har fået to stjerner i et musikmagasin, tænker jeg: ”Hov, hvorfor har han kun det? Hvor dårligt kan det være?” Hvis man vil holde sig orienteret omkring, hvad der rykker, skal man også gå op i, hvad folk ikke synes er fedt,” siger Mathias Buch Jensen.  

Kort fortalt består jobbet altså mestendels i at lytte til musik, og helt lavpraktisk består det også i at holde møder om, hvad der skal spilles, hvor meget der skal spilles, og hvad der potentielt kunne blive det nye hit.

Men hvad er egentlig musiktendensen i populærkulturen lige nu, og hvad bliver det næste omkvæd, som vi ikke kan lade være med at synge med på? Musikredaktøren er ualmindelig svær at få til på denne måde at tage specifikke kunstnernavne og yndlingssange i sin mund. End ikke et yndlingsnummer, en top tre fra nytårsplaylisten eller det nummer, der får ham til at starte dansegulvet, vil han fortælle om.

Det lykkes imidlertid at få ham til at fortælle om de store musiske linjer, der har domineret i radioen i det nu forgangne år.

”I 2016 har der været en pil, der har peget rigtig meget mod R n’ B og soulet pop – især herhjemme. Det har P3 også spillet super flittigt, og det trækker tråde tilbage til ting, der er blevet spillet i 90’erne. Det er også afspejlet med Frank Ocean og Beyoncé. Det har fyldt rigtig meget,” siger Mathias Buch Jensen og fortsætter:

”Det er ikke til at vide, om den tendens fortsætter i det nye år. Det er oplagt, at folk, der har lyttet til den musik i 2016, nok tager afsæt i den genre, når de skal lave ny musik. Vi kommer sandsynligvis til at høre mere af i 2017. Det er jo sådan, at musiktendenser kommer og går i bølger, og jeg kan ikke forestille mig, at den her bølge er slut endnu. Herhjemme kunne det være sådan nogen som Anya, China og Liss. De er pop, men har en anden attitude og udstråling.”

Den nye musikredaktør forstår således at omgærde sig selv med mystik. Han fortæller gerne, at han har spået om rigtigt om kunstnere og sange, der endte med at blive det næste nye. At han også har taget fejl. Men han vil ikke fortælle, hvem det drejer sig om.

”På et tidspunkt var der en dansk gruppe, der udgav en sang, hvor jeg tænkte: ”Den her gruppe bliver kraftedme til noget!” Men der gik et par singler, før den var der, og så gik de i opløsning. Det er nogle år siden. Det var en pigetrio, og der er ikke nogen, der kan huske dem. De fik et par hits, men det var ikke dem, jeg regnede med,” siger Mathias Buch Jensen. 

”Det er det sjove ved det her arbejde. Man tror og håber på, at nogle kunstnere slår igennem, men der er jo ikke en eksakt videnskab.”

Den grønne musikredaktør lægger i det hele taget ikke skjul på, at han ’går til jobbet med stor ydmyghed, respekt og seriøsitet’. Med hans egne ord får han mere tid end hans forgænger til at være tæt på og fokusere på P3’s programmer og selve musikformidlingen.  

”Grundlæggende er det jo ikke meningen, at jeg skal komme og brænde alt ned til bunden og bygge mit eget lille imperium op. Jeg er i licensbetalernes sted til at varetage et job. Her kan man jo spørge, om vi når ud i nok hjørner og i de rigtige kanter i forhold til alsidighed. Der er nogle parametre, man godt kan finjustere på. Og måske kan vi godt tage en chance eller to mere, end vi har gjort hidtil,” siger Mathias Buch Jensen og fortsætter med en flig af en ambition om forandring:

”Til at begynde med og i det små kunne det godt være en ambition for mig, at vi engang imellem kommer ud og rører noget, vi måske ellers ikke ville have gjort. Jeg håber, at musikprogrammerne, der bliver lanceret nu her, tør tage nogle chancer. Altså selvfølgelig inden for de rammer, der nu er. Jeg glæder mig allermest til at gøre en forskel for dem, der lytter til P3. Og så glæder jeg mig til at sætte nye danske skibe i søen.”

LÆS OGSÅ: Nicolas Bro: ”Steven Spielberg drillede mig”

LÆS OGSÅ: Erling Jepsen: "Jeg var engang ved at få tæsk på et værtshus, fordi jeg havde skrevet om en af de lokales far"

LÆS OGSÅ: Hør Suspekt fortælle om fortiden og fremtiden i særudgave af Euromans Podcast

Se, hvad vi ellers skriver om: Radio