Hiphop-klumme: Freshman-listen 2020 er aflyst

Jeg har hørt så meget dårlig musik. Jeg har ædt mig igennem alenlange, generiske trapalbum, fået viftet pistoler i mit hoved på samtlige WorldStarHipHop-videoer og desperat forsøgt at overtale mig selv om, at her var det næste store navn i amerikansk hiphop. Men årets Freshman-liste må desværre aflyses, eller i hvert fald leveres med store forbehold. Jeg kan ikke bilde mig selv eller nogen andre ind, at jeg kan opstøve ti amerikanske hiphoptalenter, der har niveauet eller potentialet til at tegne genren langt ud i fremtiden. Langt over 100 artister har været inde i billedet, men jeg kan kun fremhæve tre artister, som jeg for alvor selv tror på.

Jeg lavede samme øvelse i 2018 og 2019. I 2018 var det nemt. Eller rettere: Det var svært at begrænse sig til 10 nye, interessante navne, der stod på spring til at blive allemandseje i amerikansk hiphop. I al beskedenhed ramte jeg den også lige i røven.

I 2019 var øvelsen noget sværere. Navne som DaBaby, Megan Thee Stallion og Roddy Ricch var så relativt nye og talentfulde, at de gav sig selv, men omkring plads nummer syv begyndte jeg at gøre mig skyldig i at fremhæve artister mere af nød end af lyst. Rappere som Lil Reek, Memo 600 og CeeKay var veritable langskud som – indrømmet – også ramte en del forbi skiven.

I år smider jeg håndklædet i ringen. Jeg har slidt og slæbt for at finde de uslebne diamanter, men min oprigtige holdning er, at ny, amerikansk hiphop befinder sig i et dødvande, der ikke er set lignende så længe, jeg kan huske. Det er ganske småt med nye, interessante tendenser. Den humoristiske hiphop fik et comeback sidste år, men er en sjældenhed blandt nyere artister. Trap-artisterne skeler i hidtil uset grad til genrens sværvægtere, og den lyriske hiphop er så domineret af især Griselda-klanen og Roc Marciano, at de nye skud på stammen blegner kraftigt i sammenligning.

Der er interessante navne. Jeg vil længere nede give mit noget forcerede bud på, hvordan mine Freshman-valg ville se ud, hvis jeg pinedød skulle vælge ti navne, og her vil jeg fremhæve Sheff G, Baby Keem og Fivio Foregn som tre navne, jeg både selv holder af, og som jeg også tror har en realistisk chance for at bryde igennem den kommercielle lydmur. Men først lidt flere ord om, hvad der har gjort årets proces så svær.

På årets liste kan jeg finde plads til nul kvinder. Fra fire i 2018 og to i 2019 er ikke en eneste kvinde blevet fundet interessant nok i år. Generelt ligner 2020 et rædselsår for kvindelig, amerikansk hiphop.

De to største mainstream-trækplastrer, Nicki Minaj og Cardi B, udgiver stort set ikke musik, og de nye navne, der skulle bejle til tronen, skuffer i variende grad. Rico Nasty og Tierra Whack (begge XXL Freshmen sidste år) mangler kommerciel appel, City Girls har været stille siden J.T.’s løsladelse og Megan Thee Stallion er i risikozonen for at få ”DaBaby-stemplet” som en one-trick-pony (selvom hun ret beset topper de globale hitlister lige nu med et Beyoncé-remix). Men hvem kan udfordre dem?

Der findes originale artister som Audrey og BigKlit, men deres kommercielle spændvidde er umiddelbart faretruende lille. Når jeg kigger ned over kandidatfeltet af mere populære, kvindelige rappere, der tæller navne som Abby Jasmine, DreamDoll, Stunna Girl, Flo Milli og BbyMutha, ser jeg en tankevækkende mangel på nye idéer og udtryksformer. I mine ører er der ingen af førnævnte, der gør noget, Cuban Doll og Molly Brazy ikke gjorde bedre allerede i 2017. Jeg antager, at XXL smider TikTok-sensationen Doja Cat på listen i år, men i min terminologi fandt hendes gennembrud sted sidste år. Jeg-har-en-stor-røv-rappen har for indeværende trænge kår.

I Atlanta har de længe holdt traditionen for at spytte to-tre interessante trap-artister ud om året i hævd. Men nu er det som om, guldminen er ved at være tom. I år har jeg kun fundet plads til én Atlanta-rapper på min liste, Kenny Mason. De nyeste skud på stammen som David The Tragic og Jelani Imani er som sådan interessante nok, men mangler det claim to fame (eller den industri-support), der skal til for at opnå en bredere appel.

Det største problem, i Atlanta såvel som i resten af USA, er dog enorme mængde af totalt generiske gangbang-rappere, der kendetegner vækstlaget i amerikansk hiphop i år. Ser man fx på de nominerede rapper til XXL’s listes tiende plads (der bestemmes af læserne), vil man støde på et utal af unge mænd, ofte teenagere, med tatoveringer i ansigtet og Cuban Link-kæder, der primært rapper om røverier og rigdom. Dette er selvfølgelig ikke diskvalificerende i sig selv, men når det musikalske udtryk i så høj grad skeler til forgængernes, hvad end disse er Young Thug, XXXTentacion eller Chief Keef, lytter man sig hurtigt døv på de aspirerende stjernerappere. Samtidig er det visuelle udtryk i musikvideoerne strømlinet i en grad, hvor jeg simpelthen føler mig mæt på rappere, der forsøger at bage den samme kage med forskellige opskrifter.

Det er ikke sådan, at der ikke findes originale artister med nye idéer derude. Jeg har længe smagt på idéen om at gøre plads til den såkaldte metal-trap. Sidste år overvejede jeg ZillaKami, mens en artist som den growlende Jasiah har opbygget en ret solid fanbase af moshpit-elskende mænd med kvindeproblemer. Men jeg kan bare ikke. Jasiahs univers er på mange måder dragende, men jeg får intuitivt lyst til at slukke for musikken, når jeg hører ham. Det samme gælder Tokyo’s Revenge, The Khan og Eric North, hvis dystre emo-udtryk begge har sin eksistensberettigelse, men som ganske enkelt skræmmer mig væk. Så metal-trappen og dens tætteste afgreninger er ikke repræsenteret i år.

Hvis der er en artist, man ikke kan beskylde for manglende originalitet, er det 645AR, hvis pibende stemme har gjort ham til et regulært fænomen. Men det er for underligt. Jeg ville også gerne gøre plads til en dygtig storyteller som PG Ra. Men han rapper simpelthen for dårligt. Det samme gør sig gældende for den nørdede scam-rapper Teejayx6. Jeg holder meget af, at han rapper om the dark web med en laptop i skødet, men jeg går kold på hans dovne flow.

Sidst, men ikke mindst: Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kraftigt har overvejet RMR., der pludselig lagde YouTube ned med nummeret ’Rascal’, der er hinsides, hvad jeg kan beskrive med ord. Han falder på at være det mest eklatante industry plant (en artist, der under påskud af at stige organisk i popularitet i virkeligheden har et stort pladeselskab i ryggen, red.) jeg kan mindes. Det er komisk forudsigeligt, hvordan RMR på sin nye single ’Dealer’ pludselig flirter mere med regulær hiphop og i øvrigt lige har en svinedyr musikvideo klar.

Armoden har dog en ende. Der er enkelte interessante navne derude. Hvis jeg pinedød skal vælge ti, vil jeg pege på de følgende. Umiddelbart er det kun de tre førstnævnte, jeg føler lever op til de kriterier, der udgør en ægte Freshman:

Sheff G

Hvis der er én lokal scene, der ikke er gået i stå, er det Brooklyns drill-scene. De fleste forbinder nok genrens eksplosive succes med den nu afdøde Pop Smoke, men Sheff G var en af de allerførste, der elaborede på det, Chief Keef havde skabt i Chicago, og satte det ind i en New York-kontekst.

Bliver Sheff G så allemandseje på samme måde, som Pop Smoke var på vej til at blive det? Næppe. Men hans åbenlyse musikalske kvaliteter taget i betragtning er han nok scenens mest undervurderede artist. Sheff G gør ikke tingene sværere, end de er. I et lidt for stramt, rødt tracksuit videreformidler han glasklart livet i Brooklyns bandemiljø over simple, men effektfulde produktioner. Hans karakteristiske, dybe stemme giver mindelser om, tør jeg sige det, lokalhelten Biggie Smalls. Man bør høre hans album fra sidste år, ’The Unluccy Luccy Kid’.

Baby Keem

Fætter til Kendrick Lamar? Check. Producer og sangskriver for Beyoncé, Travis Scott og The Weeknd? Check. 19 år gammel og viral sensation på TikTok? Check, check, check.

Baby Keem har mange ting kørende for sig, men Las Vegas-rapperen er meget mere end sine relationer og kontakter. Med mixtapet ’Die for My Bitch’ og særligt singlen ’Orange Soda’ sidste år skød Baby Keem sig ind forrest i feltet af lovende talenter i amerikansk hiphop. Hans tekster er humoristiske, hans stemme-repertoire er vidtfavnende, hans egne beats er visionære og hans visuelle identitet er rundet af en grundighed, der putter ham længder foran alle andre på denne liste. Baby Keem har alle redskaber i værktøjskassen til at transcendere hiphoppens grænser og blive en populærkulturel sværvægter.

Fivio Foreign

Da Pop Smoke blev dræbt, efterlod han sig et gabende tomt hul på tronen som den, der skulle løfte den føromtalte Brooklyn-drill til næste niveau. Navne som Sheff G, Smoove’L og Sosa Geek bejler til denne trone, men det står skrevet i stjernerne, at det er Fivio Foreign, der på en tragisk baggrund har fået banet vejen til et gennembrud af de helt store. Senest fik han den anerkendelse, der er den mest snorlige indikator for fremtidig succes: En feature på Drake-nummeret ’Demons’. Enhver genre ved, at den er på vej mod toppen, når Drake imiterer den.

Fivio Foreigns gennembrud beviser derudover, hvor langt man kommer med et godt signatur-adlib. Det er svært at forestille sig, at han ville være noget særligt uden til karakteristiske ’ay-ay-aaay’. Når det er sagt, beviser han på debutpladen ’800 B.C.’, at hans øre for kompromisløse drill-skæringer ingenting fejler.

2KBaby

Lidt som førnævnte RMR spiller 2KBaby på den næsten komiske diskrepans, der er mellem de arketypiske musikvideoer fra slummen i Louisville og hans opløftende solskinsmelodik. Stærke modsætningsforhold er så afgjort en tendens i amerikansk hiphop i disse år, og 2KBabys styrke er netop, at han både omfavner de barske gadefortællinger og en nærmest androgyn sangstil. Han skal dog holde sig fra klassiske trapbeats, for på numre som ’Dreaming’ lyder han bare som en fattigmands Lil Tjay.

Duke Deuce

Er der virkelig plads til crunk i 2020? Det kunne noget tyde på. Memphis-rapperen Duke Deuce har flået et par sider ud af Three 6 Mafia, Peewee Longway og Lil Jons crunk-bøger og skabt en tiltrængt nyfortolkning af det, han selv kalder ”gangsta rock’n’roll”.

Han var været signet til Coach K’s duperede pladeselskab Quality Control helt fra 2017, men først med albummet ’Memphis Massacre 2’ fra i år har han for alvor demonstreret, hvor langt han kan nå. Pladen er hæsblæsende, men bliver sjældent kedelig, og så har Duke Deuce det dér udefinérbare flair for internettets dynamikker. Han er klog, han er sjov, han kan danse og musikvideoen til ’Crunk Aint Dead’ var den bedste musikvideo sidste år.

Jayy Grams

I modsætning til mange på denne liste kan Jayy Grams rent faktisk fortælle historier. Det er YBN Cordae uden Atlantic Records i ryggen. Han er måske mere kendt som medlem af kollektivet LOWFi, men har for nyligt markeret sig med solopladen ’Every Gram Counts’. Nogle vil vide, at jeg har en mild allergi overfor såkaldt ’conscious rap’, men jeg kan faktisk godt lide Jayy Grams, for han rapper godt. Desværre har han en dødssyg smag i beats, og jeg tror 0 procent på, at han står overfor et kommercielt gennembrud.

Sleepy Hallow

Sheff G’s højrehånd. Sleepy Hallow lyder som sin gode ven, bare mindre godt. Han er primært med på listen i mangel på bedre, og fordi ’Deep End Freestyle’ bare er et kanonhårdt nummer.

Jackboy

Mens Kodak Black får tæsk af vagterne i fængslet, hvor han afsoner dom for ulovlig våbenbesiddelse, har musikindustriens høje herrer forsøgt at finde hans afløser. Og hvilket valg er mere naturligt end Kodak Blacks fætter og bedste ven Jackboy, der ligner Kodak, lyder som Kodak og skabte en karriere som Kodak-feature? Med Jackboys seneste, selvbetitlede album lader det i hvert fald til, at der er blevet postet seriøse penge i at gøre ham til den næste store Florida-rapper. Skæbnen vil selvfølgelig, at Jackboys hidtil bedste sang ’Like a Million’ bæres af de brede skuldre, der sidder på… Kodak Black. Kan Jackboy nogensinde blive andet end Kodak Blacks stunt-double, der træder til, når hovedpersonen sidder i fængsel? Jeg har min tvivl.

Kenny Mason

Kenny Mason er fra Atlanta, men er ikke som Atlanta-rappere er flest. Hans hjemmebane er ikke stripklubben og de hurtige biler, men forstæderne, hvor livets store spørgsmål handler om andet og mere end at blive rig. Parallellen til Kendrick Lamars entré på Compton-scenen er oplagt, men Kenny Mason skal roses for at have et ret unikt, rocket og støvet udtryk i produktionerne. Hans nye plade ’Angelic Hoodrat’ er spækket med spændende beats og vittige ordspil, så rigtige hiphophoveder vil formentlig sætte pris på Kenny Mason. Det populærkulturelle potentiale synes dog tvivlsomt.

Beam

Beam streamer dårligere end mange danske rap-artister og med længder værst af alle på denne liste. Det er lidt synd, for han kommer faktisk med et ret skudsikkert koncept. Miami-bosatte Beam har rødder i Jamaica, og hans caribiske tonationer er et velkomment krydderi på hans bastunge, dystre lydunivers. Han er bedst på numre som ’Unda Armor’ og ’95’, hvor produktionerne har skrabet alt overflødigt fra, mens det er imponerende, hvordan Beam kan lyde som alt fra B-Real til Future. Beam er en usleben diamant.