Glenn Bech: ”Jeg bliver skuffet og frustreret, når kritikere skærer alle mænd over én kam” scroll-down

Glenn Bech: ”Jeg bliver skuffet og frustreret, når kritikere skærer alle mænd over én kam”

Forfatteren Glenn Bech i et personligt essay om den danske mands tilstand lige nu.

Af Glenn Bech
Foto: Oliver Seppo
Kultur Euroman

Det forekommer mig voldeligt at definere, hvad en mand er. Jeg ved ikke, om jeg kan. En mand er vel mange ting?

Der findes heteroseksuelle og homoseksuelle mænd, lave og høje mænd, feminine og maskuline, rige og fattige, brune og hvide mænd og handicappede mænd.

Jeg ved, at mænd sakker bagud uddannelsesmæssigt. At måden, skolen er indrettet på, muligvis ikke helt rummer den gennemsnitlige dreng.

Jeg oplever, at det kan være besværligt at italesætte hankønnets manglende privilegier, når han historisk set har haft så mange.

Jeg oplever, at man nemt opfattes som én, der forsvarer Manden og alle hans gerninger, såfremt man et kort øjeblik efterspørger en smule proportion i debatten.

Jeg ved, at jeg bliver skuffet og frustreret, når kritikere skærer alle mænd over én kam. Jeg synes, den slags generaliseringer er hadefulde og klasseblinde. Jeg er imod polariserende sprog.

Vi mennesker er nogle højtstående chimpanser. Men altså stadig chimpanser, hvilket er ét af dyrerigets mest krigeriske, smålige, voldsparate, gruppediskriminerende væsener.

Hvis omstændighederne tillader og fordrer en sådan magtkamp, er mennesket i stand til at udslette sig selv over den mindste variation i udseende eller tro.

Fred mellem kønnene opfatter jeg som en lige dels rationel og følelsesladet bestræbelse, som vi måske bedst indfrier ved at fokusere på de fællestræk, der binder os sammen.

I stedet for at definere, hvad en mand eller kvinde er, kunne det være gavnligt i samme omgang at beskæftige sig med, hvad et godt menneske er?

Det kan være vanskeligt at råbe op om sine rettigheder, uden at andre føler sig krænket på deres.

Og det kan være ligeledes vanskeligt at kritisere en del af befolkningen, uden at medlemmer af denne indvender: ”Ikke mig.” ”Ikke alle opfører sig sådan.” ”Hvad med jer selv?” ”Findes der måske giftig femininitet?” ”Jeres LGBT-agenda er et angreb på den almindelige familie.” ”Hvis her er så slemt, hvorfor smutter I så ikke hjem til jeres oprindelsesland?”

Og det er sundt, tænker jeg, ikke at rulle om på siden bare lige sådan. Ikke at skamme sig unødvendigt. Men at lytte og blive klogere. At blive mere rummelig uden dermed at levne ubegrænsede mængder af plads til den anden.

Grænser er OK. Krav og værdier er OK. Nej, alt er ikke relativt. Biologi og evolution findes.

Mænd overrepræsenteres i selvmordsstatistikkerne. Det er mit indtryk, at manden, i hvert fald den vestlige mand, befinder sig i en identitetskrise.

Hvem jeg er, som mand, har formentlig aldrig været et mere åbent spørgsmål. Jeg synes, vi bør passe på med at besvare et sådant spørgsmål på vegne af mændene, men tilsidesætte ressourcer for at gennemskue, hvordan man, som samfund, bedst understøtter dem i at besvare spørgsmålene selv.

Alternativet er, at drengene skubbes over i armene på kvindehadere såsom Andrew Tate. Den religiøst fundamentalistiske voldtægtsanklagede machomandede uempatiske stodder, hvis holdninger er tydelige, og som virker tiltrækkende, når man som ung er i tvivl og søgende.

Enkle svar på komplicerede udfordringer burde få alarmklokkerne til at ringe. Jeg bliver bange, når jeg bevidner højreradikale, bevæbnede folkemængder storme parlamentsbygninger.

Ulighed får det værste frem i mennesket, også manden. Jeg bliver bange, når efterretningstjenester offentliggør at have bremset nogle terrorplaner fra at realiseres.

Det gamle patriarkat, hvor kvinderne reduceres til at føde børn, gøre rent og lave mad, skræmmer mig.

Mobning og homofobi gør mig rasende og ulykkelig. Jeg ville ønske, at myndighederne gennemtrawlede internettets incelfora, sagde, ”hey, drenge, vi ser jer, der er hjælp at hente, det der er simpelthen for trist.”

Hvad er en far? Jeg savner min far.

Han døde, da jeg var fem år. Jeg ved ikke, om mit liv ville have været bedre, hvis han levede. Min far drak, var fraværende.

Hvornår savner du, kære læser, din far?

Hvad opfatter du som konstruktiv maskulinitet, positive maskuline værdier? Udover at være forfatter er jeg uddannet psykolog.

I min deltidspraksis arbejder jeg tilknytningsorienteret med klienterne. Som børn har vi brug for nogle grundlæggende forudsætninger for at udvikle os (regulere og stimulere vores nervesystem), her udgør tryghedsfølelsen samt muligheden for udforskning en afgørende betydning.

Individet strækkes og vrides i spændingsfeltet mellem individualitet og fællesskab, underjeg, overjeg.

’Den sikre havn’ er dialogen, krammet, den omsorgsperson, barnet opsøger, når det overvældes.

Barnet ved: Her kan jeg komme, når jeg har brug for det. Mor/far/den voksne person er til stede; er nærværende og tilgængelig, passende, når jeg har brug for det.

Med denne ballast i rygsækken tør jeg udforske verden, tage på legeaftale hos Stephanie, sove med lyset slukket, sætte mig ind i en bus fra Danmark til Disney Land Paris.

Jeg er ikke en ø. Jeg bor ikke på nogen savanne.

Det er med denne livskontrakt, barnet tør vove, udforske sig selv, skubbe til dets grænser, smage, afprøve ting, sige fra over for andre ting, stå op for sig selv, lade sig udfordre, gro.

Ofte observeres følgende kønsstereotype rollefordeling: Barnet står på kanten til et poolbasin, vandet skvulpende ind over fødderne, klukkende, ukendte lyde, skarp sol.

Mor holder øje omme bagved, hun sidder klar på stolen.

Dette ved barnet, det søger mors kropssprog for at forstå: Jeg er okay. Mor ved, hvordan jeg har det, og hun er selv okay, ergo kan jeg også være det – og så, derude – barnet vender igen blikket – står far, han plasker, han hujer, han tilskynder mig til at hoppe ned i sin favn; han puffer et badedyr frem foran sig, haler det tilbage igen, skaber bølger.

Ja, jeg vil gerne! Jeg vil gerne kaste mig ud i verden, opleve, det kan jeg godt. Måske det ikke går, som jeg forestiller mig – den mulighed foreligger – men alligevel, det skal nok gå – og far? – han venter, han presser mig en smule, mens mor har min ryg – og jeg?

Jeg springer!

Det er spændende at være til. Det er ikke helt ufarligt at være til. Men grundlæggende burde det være det.

Ovenstående scenarie kunne sagtens have udspillet sig med en anden rollefordeling, mor i vandet, far på stolen, eller med både én mor i vandet og omme bagved.

Pointen er: Jeg savner min far.

Eller pointen er, jeg har manglet den ene af ovenstående energier i mit liv. Eksempelvis er jeg dygtig til at se farer overalt.

Mit nervesystem: kronisk alarmeret.

Jeg sidder på nåle, jeg flyver to meter op i luften flere gange dagligt. Det føles altafgørende for min overlevelse, at alle kan lide mig.

Sommetider drikker jeg for meget.

Jeg ville elske at være mere ligeglad.

Jeg ville elske at lade folk være folk, mens jeg passede mig selv.

Jeg ville elske at stole på mine egne overbevisninger. Jeg ville elske at være tilfreds.

Jeg har lyst til at tage kjole på.

Jeg ville elske at være en stor, stærk heteroseksuel mand? Jeg er i sorg over min barndom?

Hmm …

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd