Hvem vil ikke gerne opklare et mord?

Han vidste, at han altid bar en elefanthue og havde en stakåndet vejrtrækning. Man vidste, at han var hvid og havde kraftige lægge. Han hærgede typisk middelklassens parcelhuskvarterer i Californien, hvor han brød ind om natten og blændede sine skrækslagne ofre ved at lyse dem i øjnene med en lommelygte.

Inden han voldtog, beordrede han ofte kvinden til at bagbinde sin mand. Nogle gange blev manden anbragt liggende på gulvet med en stabel tallerkener på ryggen. Hvis tallerkenerne klirrede, ville kvinden blive dræbt.

Gennem et årti myrdede The Golden State Killer mindst 10 og voldtog flere end 50 kvinder. I midten af 80’erne stoppede hans hærgen, men hans identitet var stadig et mysterium.

I 2007 begyndte journalist og true crime-skribent Michelle McNamara at undersøge sagen, og i sin stærkt detaljerede, personlige og velfortalte bog ’Jeg forsvinder i mørket’ fortæller hun om sin jagt på morderen. Bogen er – hvis man skal dømme efter modtagelsen i USA og England – lidt af et højdepunkt i true crime-litteraturen. Og så er den, naturligvis, allerede ved at tage form som HBO-serie.

Michelle McNamara var besat af The Golden State Killer. En laptop-detektiv på permanent overarbejde.

”Min nysgerrighed udviklede sig til en altfortærende sult. Jeg var på jagt, opslugt af klikfeber, i en dopaminrus udløst af min konstante tasten,” skriver hun i bogen.

McNamaras værk står langt fra alene. Vi får true crime-historier som aldrig før. Samtidig kritiseres genren for at gøre drab og kriminalitet til mainstream-underholdning – sådan lød det blandt andet, da den hjemlige podcast ’Mørkeland’ kom i modvind i sommer.

Politikens Forlag står i dette efterår bag udgivelsen af både ’Jeg forsvinder i mørket’ og en anden ny bog, ’Den dag Britta forsvandt’, der undersøger den uopklarede danske drabssag kendt som Pedal Ove-sagen efter manden, der blev dømt for drabet, men efter en årrække i fængsel fik sagen genoptaget og senere blev frikendt.

Kim Hundevadt, non fiktion-chef på Politikens Forlag, mener ikke, at underholdning i sig selv er en legitim årsag til at genfortælle gamle mord.

”Man skal ikke være kæk og respektløs, og man skal ikke bare underholde. I mine øjne skal man kunne svare på, hvorfor man fortæller historien. Er det fordi, man mener, at man kan bidrage med nye oplysninger i sagen eller ligefrem til opklaringen? Kan man bruge sagen til at fortælle en bredere historie om sociale forhold eller om en underverden med narko og prostitution? Eller kan man give en særlig indsigt i politiets arbejde,” siger Kim Hundevadt.

”Det kan også være, at man kan fortælle noget om, hvad der driver mennesker til ugerninger, lige som i Radio24syvs podcast om Kundbypigen. Den giver et billede af, hvor nemt tingene kan gå galt for mennesker, der befinder sig et socialt skrøbeligt sted. Her er det portrættet af hovedpersonen, der er det interessante,” tilføjer han.

I forordet til ’Jeg forsvinder i mørket’ kommer også krimiforfatter Gillian Flynn ind på genrens etiske problemer:

”Jeg elsker at læse true crime, men jeg har altid været meget bevidst om, at jeg som læser aktivt lader mig underholde af en andens tragedie. Lige som enhver anden ansvarlig forbruger forsøger jeg at være omhyggelig med de valg, jeg træffer. Så jeg læser kun de bedste: Forfattere, som er vedholdende, indsigtsfulde og medmenneskelige.”

For journalist Bo Norström Weile, der sammen med kollegerne Jesper Vestergaard Larsen og Kasper Risgaard stod bag en af sommerens danske podcastsuccesser, ’Emilie Meng Mysteriet’, var det afgørende at fortælle historien respektfuldt og med tanke på, at der sidder en familie, der har gennemlevet deres værste mareridt. Og så ville de finde nye spor i sagen.

”Vi har talt meget om, hvad målet med serien var. Hvor højt sætter man barren? Vi ville selvfølgelig meget gerne opklare sagen, men det er nok urealistisk, for politiet har allerede kigget på alle spor, må man gå ud fra, og har adgang til mange flere oplysninger end os. Men selvfølgelig kunne det være fedt. Det ér en drivkraft”, siger Bo Norström Weile.

”Emilie Meng-sagen har fyldt rigtig meget for mig. Jeg har blandt andet snakket med tonsvis af kilder i fritiden og siddet og trawlet tre år gamle Facebook-spor igennem klokken 23 om aftenen for at finde en detalje eller en person, som kunne bringe sagen videre.”

’Emilie Meng Mysteriet’ har nået en million streams eller downloads og har – foruden at levere en gennemgang af det mangelfulde politiarbejde i sagen og en fortælling om lokalsamfundets reaktioner på drabet – ført til mange henvendelser fra offentligheden. På baggrund af podcasten har politiet genafhørt et vidne, der muligvis som den eneste har set drabsmanden.

Også for Bo Norström Weile og hans kolleger skal der være en særlig grund til at udfolde en virkelig tragedie i et dramatisk true crime-format.

”Hvis du tager en gammel sag op, som du helt sikkert ikke kan flytte noget sted hen, men bare gør det for at svælge i en sorg eller tragedie eller nogle blodige detaljer, kan jeg ikke se relevansen. Men hvis du har en sag, som dels ikke er opklaret, og du har en tro på, at du kan finde information, som flytter sagen, og der er grund til at stille spørgsmål ved politiets arbejde, så er kriminalhistorier vigtige. Vi tror alle på retssamfundet, men hvad gør det ved os, når politiet laver fejl og retfærdigheden udebliver? Det synes jeg er relevant.”

Podcastens afsnit 11 slutter med en cliffhanger, da journalisterne modtager et brev. Brevet starter sådan her: Først og fremmest ønsker jeg at være anonym, og derfor får I dette brev. Jeg ved noget om Emilie Meng, som jeg gerne vil fortælle …

”Den afslutning har vi fået en del røg for. Og måske med rette. Men oplysningerne i brevet er så detaljerede, at vi ikke bare kunne offentliggøre dem uden at tale med politiet først. Det har vi gjort nu, og så håber vi at få lov til at lave en sæson mere,” siger Bo Norström Weile.

Michelle Macnamara nåede ikke selv at opleve anholdelsen af The Golden State Killer. Gennem flere år var hun besat af at tjekke forbryderfotos, obduktionsrapporter, tale med politifolk, gennemlæse tusindvis af dokumenter, besøge gerningssteder og trawle forskellige webfora igennem. Arbejdet med bogen var hårdt for hendes helbred, og under sin langvarlige research udviklede McNamara angst og søvnproblemer. I 2016 døde hun efter at have taget medicin, som i kombination med en ikke-diagnosticeret hjertesygdom var dræbende. Hendes bog er siden færdiggjort af to kolleger.

Mindre end to måneder efter udgivelsen i USA blev en mand endelig anholdt, mistænkt for at være The Golden State Killer. Joseph James DeAngelo matchede ifølge politiet de mange DNA-spor, som forbryderen har efterladt på sine gerningssteder. Ved anholdelsen var han 72 år gammel og måtte hjælpes ind i retten i kørestol iført orange fangedragt fra fængslet i Sacramento.

Har Michelle McNamaras bog så gjort en forskel, kan man spørge? Den har ikke frembragt afgørende beviser, men ifølge anklagemyndigheden var bogen medvirkende til, at sagen blev holdt i live, og at tips blev ved med at strømme ind.

udkommer 21. november.