Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Jeg har altid været fascineret af late bloomers. Vi bliver tudet ørerne fulde med unge talenter, Forbes’ ’30 Under 30’, og folk der tjener deres første million som 17-årig. Men hvorfor snakker vi så sjældent om dem, der bruger årevis på at forske, træne og dygtiggøre sig for så at bryde igennem relativt sent i deres liv? Kjartan Arngrim er forsanger i Folkeklubben, og første gang nogensinde han stod på en scene, var han 31 år. Det er sejt, synes jeg. Folkeklubben laver folkemusik til folket, og det kan jeg godt lide. De er netop aktuelle igen – og det er en fornøjelse at byde velkommen til Kjartan herunder. 

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?  

”At betale for sit shit selv. At sige nej til sponsorater – hvornår bliver det en hype? Alle snakker om værdien af brands, men sjældent om det forhold, at når andre køber ind på dit brand, så indebærer det også, at du sælger ud. Jeg kan ikke forestille mig en bedre brand-pleje end at sige nej. Fodboldklubben FC Barcelona var indtil for 12 år siden den eneste storklub i verden med en spillertrøje med brystet renset for sponsorater. Helt i overensstemmelse med klubbens motto: ’Mes que un club’ – mere end en klub. Så stod der pludselig Qatar Airways. Jeg har den gamle trøje, men følger ikke klubben mere.”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har? 

”En avisholder. Til papiravisen. Du ved, en algoritme-fri time eller to. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden. Og jeg fatter ikke, hvad andre gør for at orientere sig. For mig handler det dels om inspiration; jeg er sangskriver og har ikke tal på, hvor mange sange der er kommet ved avislæsning. Også for at forstå, hvad der sker i verden og hvorfor. Jeg holder en papiravis hver morgen alle ugens dage og føler mig efter endt læsning som det mest moderne menneske på kloden.”

Hvad har du senest brugt 1.000 kroner på? 

”En rød sportsjakke, som jeg går på scenen i. Jeg har tilbragt det meste af børne- og ungdomslivet som elitesportsudøver i fodbold, badminton og tennis på at frygte nederlaget og håbe på sejren – uden rigtig at slå igennem. Jeg købte som 24-årig en guitar, lærte at spille og skrive sange og satte mig det mål, at musikken, koste hvad det ville, skulle blive vejen i livet. Syv år senere stod jeg for første gang nogensinde på en scene i Folkets Park på Nørrebro. 31 år gammel, forsanger i Folkeklubben. Jakken minder mig om, at jeg er musiker, men stadig sportsmand.”

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til? 

”Jeg hader at rejse. Og det siger jeg bestemt ikke for at greenwashe mig selv; det sidste, verden har brug for, er hellige rockmusikere. Det har ikke noget med CO2-regnskabet at gøre, selv om det burde det. Verden er med globaliseringen bare blevet meget lille. Tager du til New York, er det Tove Ditlevsen, AaaRhus og Ale16, den kører på. Og jeg kommer bare altid trættere hjem, end da jeg tog afsted. Jeg elsker min gade, min familie og min hverdag, og tager jeg ud, er det for at spille ... en rolle, for at optræde, ikke for at slappe af. At rejse er at spille, er spillemandsfilosofien i Folkeklubben.”

Hvornår vidste du, at du var god? 

”Jeg vil hellere være heldig end god. For jeg er ikke særlig god. Ikke til musik i hvert fald. Men det er min fordel som musiker, at jeg ved, at jeg er bagud og altid vil være det. Det tvinger mig til at stå tidligt op, forberede mig, være disciplineret og øve mig som dengang i 1986, da jeg, koste hvad det ville, satte mig for, som Diego, at lære at jonglere med en fodbold på skulderen.”

Se Kjartan jonglere som Maradona og lyt til titelsangen på Folkeklubbens nye album 'Mere end en klub', der er ude i dag.