Euroman

Jørgen Leth: "Unge kvinder er tiltrukket af, at jeg ved noget om kærlighed"

Jeg var meget forelsket i en pige på Marselisborg Gymnasium. Hun var den smukkeste af dem alle. Hun havde et yndigt smil og var fræk og mere voksen end de andre. Jeg gjorde alt, hvad man gør i ungdomsroma-ner. Jeg fulgte hende på cykel, når hun kørte hjem fra skole, og kunne ikke forestille mig nogen anden. Men hun havde en kæreste, der lå over niveau, uretfærdigt over niveau. Han var medicinstuderende, og jeg kunne ikke vippe ham af, det havde jeg ikke erfaring nok til. Jeg var godt nok elevrådsrepræsentant og skrev om jazz og arrangerede poesikoncer- ter og var ret afholdt. Men jeg var også en forfjamsket, klodset gymnasiast. Hun vidste, jeg var varm på hende, og hun spillede med og var ikke helt afvisende. Den forelskelse holdt mig fra andre eksperimenter i gymnasiet. Da hun sagde til mig, at det ikke lod sig gøre, kunne jeg ikke tro det. Jeg troede, jeg ville vinde på min stædighed.

LÆS OGSÅ: Da jeg vidste jeg var god: Peter Falktoft

Jeg tror på, man ikke skal gå på kompromis. Jeg er forhekset af det perfekte. Jeg ville ikke bytte hende ud med nogen, der var mindre good looking. Nogle vil sige, at det var en fiasko, fordi jeg ikke fik noget ud af det. Sådan ser jeg ikke på det. Forelskelsen gav mig en intens følelse og energi. En varme, som varede hele gymnasietiden. Det ville jeg ikke være foruden.

I 'Det erotiske menneske' undersøger jeg erotikkens væsen rundt om i verden. I Senegal, hvor kvinderne regnes for at være de smukkeste og mest forførende på kontinentet, læ-rer mødrene deres døtre, hvordan de kan forføre en mand og holde fast i ham. Det er helt formaliseret, der er skrevet bøger om det. Kvinderne er klædt i farvestrålende dragter og har perlekæder omkring hofterne, så man kan høre, når de går. Måske hænger det sammen med, at en senegalesisk mand har ret til flere koner, så det er vigtigt at være den, han er gladest for.

Jo mere de andre på et filmhold går i shorts, jo mere går jeg i lange bukser. Jo mere de går i T-shirt og sweater, jo mere går jeg i jakke. Jeg sender et signal med min påklædning. Signalet er, at det er mig, der bestemmer.

Jeg vil gerne føle mig værdsat, når jeg går ind i en tøjbutik. En god tøjekspedient skal kunne se på kunden, hvad der er godt for ham. Han skal ikke stå og fyre den af med 20 jakker. Han skal komme med to, ellers havner jeg i min egen ubeslutsomhed. Hvis jeg går ind hos Armani, betaler jeg for, at medarbejderne er vant til at tage stilling på kundens vegne. Det gør mig tryg. Jeg caster mine tøjekspedienter på samme måde, som jeg caster skuespillere. Jeg ser på, om de er troværdige. Jeg kan høre med det samme, om de lyver.

Jeg kendte en korsikansk journalist, der levede det meste af sit liv i Haiti. Han havde været soldat i den værste krig, franskmændene har udkæmpet, nemlig den i Algier. Han sagde til mig: En mand skal tre ting. Han skal plante et træ, han skal få et barn, og han skal bygge sig et hus. Jeg har ikke plantet et træ, og jeg har ikke bygget et hus, men jeg har fået fire børn. Jeg kunne sagtens have fået flere.

Sommetider tænker jeg, at det er en fejl, at jeg ikke har fået et barn i Haiti. Jeg har boet der så mange år og været så tæt på, og der er ikke noget, de hellere vil, de haitianske kvinder: at få et barn med en hvid mand. Jeg har haft nogle gode kærlighedsforhold, som sagtens kunne have ført til det. Men det har jeg ikke gjort. Måske fordi jeg var bange for at komplicere mit liv. På en måde synes jeg, det er en fejl.

Jeg tænker ikke så meget over min alder. Det er ikke gået op for mig endnu. Jeg kan kun konstatere, at tallene skifter som i en benzinautomat. 

Jeg oplever, at forbavsende mange unge kvinder føler sig tiltrukket af, at jeg ved noget om kærlighed. Det er det, feministerne ikke kan holde ud. De kan ikke holde ud, at en ældre mand har en yngre kæreste. Det er en aldersfascisme, de gør sig til talsmænd for. Det må være misundelse, eller hvad ved jeg. Det har ikke noget med mit liv at gøre. Hvis en dejlig kvinde henvender sig til mig, så ta-ger jeg selvfølgelig imod tilbuddet. Jeg har ikke tænkt mig at nægte mig selv noget.

Lykken er der, hvor man beslutter sig for, at den skal være.

Jeg bliver meget bevæget, når jeg er med til at begrave døde venner. Så oplever jeg, at døden er definitiv. Jeg tænker ikke, at jeg kommer til at se vedkommende igen. Den tanke er mig dybt fjern. Livet slutter, når det slutter.

Sidste år havde vi 50-års jubilæum for min gymnasieklasse. Det var første gang, jeg så hende igen. Hun var stadig meget smuk. Hold da op. Hun var læge og havde to ægteskaber bag sig. Hun var med til at arrangere jubilæet og samle folk. Hun skrev til Gyldendal og spurgte, om de kunne skaffe min adresse. I sit brev til forlaget skrev hun: ”Jeg er den pige, Jørgen omtaler på side 9 i sin bog som hende, han var forelsket i gennem hele gymnasietiden.” Der kommer den så igen, ikke. Det syntes jeg var sejt. Hun er altså stolt af at få den plads i bogen. Det er den perfekte slutning for mig.

LÆS OGSÅ: Kidd: ”Jeg har fast kæreste. Jeg har ro i mig selv i alt, hvad jeg foretager mig. Jeg har aldrig haft så optur over mit liv”

LÆS OGSÅ: ”Første gang jeg rammer klipperne kæmper jeg vildt imod – anden gang er jeg livløs”

LÆS OGSÅ: Det har jeg lært: Martin Krasnik