For nylig var jeg inviteret ud på en folkeskole i Gladsaxe for at holde oplæg om portrætjournalistik. Eleverne i 8. klasse havde emneuge, og en gruppe havde valgt at arbejde med portrætter, og når chancen byder sig for at tale om Euroman for den næste generation af børn med varierende ild i øjnene, skal man gribe muligheden.
En kvik pige spurgte efter mit oplæg, hvornår man ved, at en person er interessant at interviewe. Og med det spørgsmål ramte hun ret meget plet på stort set samtlige redaktionsmøder, vi holder på Euroman. For vi spørger konstant hinanden, hvem der er den næste forside og hvilke mænd og kvinder, vi skal tale med, så vi leverer et veloplagt og nysgerrigt magasin, der er garant for gode læseoplevelser.
På redaktionen arbejder vi altid med en stor bruttoliste af navne. Mænd og kvinder som rører på sig, udgiver noget, ændrer noget, skaber sig et publikum og en levevej, og som gør tilstrækkeligt med indtryk, til at vi før eller siden gerne vil skrive om dem. Nogle kommer på forsiden, andre anvender vi i et af de mange andre formater, vi har i magasinet. Nogle er oplagte og venter bare på at få foldet deres historie ud. Andre kræver lidt tid, før de er plukkemodne. Vi har god tålmodighed.
Og svaret på pigens spørgsmål?
Jeg synes, de bedste historier, vi kan fortælle, er om mennesker, hvis liv tager en omvej. Dem, der har noget på spil, og som både kender sejrens sødme og nederlagets smertende virkelighed. Den lige vej op og frem siger mig ikke så meget.
Jeg vil gerne høre om de ofre, man gør for at vinde Tour de France eller blive verdensmester i cykling. Jeg vil gerne høre Danmarks største, musikalske kunstnere fortælle om deres fortid, hvor det langtfra lå i kortene, at de skulle indtage hitlisterne. Og jeg vil hellere høre om erhvervsfolk, der har ramt stressmuren med 180 kilometer i timen, end jeg vil høre om den glatte, direkte vej til toppen af samfundet.
I dette nummer af Euroman har vi været i Cannes for at følge Zlatko Burić på tætteste hold, da han sammen med resten af holdet bag Ruben Östlunds film ’Triangle of Sadness’ vandt Den Gyldne Palme, en af filmbranchen fineste udmærkelser.
Når jeg i de seneste uger har fortalt venner og familie om Zlatko-forsiden af Euroman, har stort set alle citeret hans karakter fra ’Pusher’-filmene i det ene sekund, mens de i det næste har spurgt: ’Hvad har han egentlig lavet siden dengang i 90’erne?’
Det skal jeg sige jer: Zlatkos liv og karriere har langtfra udviklet sig ad den lige vej. Ikke fordi han er blevet slået ud af kurs, men snarere fordi man fornemmer, at den efterhånden 69-årige kroatiske skuespiller har ladet sig føre og forføre af livet og af sin lyst til at lave teater det ene øjeblik, spille musik det næste, og af at finde sig selv i sin identitet som både kroat og dansker.
Zlatko er et vildt liv og en bemærkelsesværdig person, der har turdet lade tilværelsen slå kolbøtter. Og som har ladet sig drive med, når han har været efterspurgt. Det har i denne omgang ført ham ind på det helt store, internationale biograflærred. Og selvfølgelig på forsiden af Euroman.
Hans historie er nemlig en af dem, vi rigtig gerne vil fortælle. Og han er en af dem, der er interessant at interviewe, fordi han ikke er, som folk er flest.
Mød Zlatko Burić på side 60. Og husk, at et liv uden omveje, vildveje og blinde veje ikke er værd at berette om.
Tak for at læse med.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
