Every little word you speak, could add to the conflict,

Be careful how you word your phrasings, little girl,

you don’t wanna seem too eager,

you are gonna upset the whole world.

Sådan lyder de første strofer til sangen ’Amandas Lullaby’ på Lydmors nye album ’Capacity’. Sangen er en vuggevise til alle, der har udtalt sig feministisk, og til de kvinder, der sidder i magtpositioner eller arbejder i klassiske mandebrancher. Et emne, der ligger Jenny Rossander meget på sinde.

Siden Rossander udgav sit debutalbum i 2012 under kunstnernavnet Lydmor er hendes karriere vokset organisk. Hun har aldrig haft et stort hit, men har langsomt og sikkert knoklet sig op i musikbranchen og er nu kendt som elektrokunstner med en stor, international fanbase.

Og selvom hun aldrig har oplevet den bombe af opmærksomhed, som indtræffer, når man udsender et veritabelt hit, så stod Lydmor pludselig ansigt til ansigt med et helt andet sprængstof af den kaliber i foråret 2020.

Det danske band Velvet Volume, der består af søstrene Noa, Naomi og Nataja Lachmi, havde netop udgivet albummet ’Ego’s Need’, og i en ganske kort og kontant anmeldelse gav Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo pladen én stjerne og skrev blandt andet: ’Symptomatisk larmer titelnummeret, som det må have lydt, da pigerne sloges om slikskålen i kravlegården’ og ’Der er stadig forsvindende få kvindelige orkestre herhjemme, og Velvet Volume er ikke et af de bedste. Nærmest tværtimod.’ Tidligere havde Treo også rettet skarp kritik af blandt andet Jada: ’Jadas fremtoning er en blanding af landsby-diva og naboens datter, hvis ens nabos datter går klædt som en Filur, men hendes oprigtige tone og elskværdige udstråling var ikke nok til at give hendes materiale afgørende personlighed’.

Jenny Rossander havde gennem flere år brugt utallige timer på at undersøge, hvorfor der er så få kvinder i den danske musikbranche. Ifølge hendes research er en af de primære årsager til det, at menneskers ubevidste handlemønstre forskelsbehandler kvinder. Men: ”Jeg læste Treos anmeldelser og tænkte: ’Det er ikke underbevidst det der. Det er ikke en skjult struktur. Det er bare en dude, der fucker op’. Jeg begyndte at tale med folk om det, og de fleste sagde, at han jo bare gjorde det for reklamepenge og kliks. Men det gjorde det jo kun endnu værre!” siger Jenny Rossander.

Anmeldelsen af Velvet Volume fik bægeret til at flyde over, og hun gik straks til tasterne. Hun henvendte sig til musikmediet Gaffa, og det viste sig, at de aldrig havde bragt et debatindlæg før, men at de gerne ville publicere hendes kritik. I indlægget, publiceret 29. maj 2020, skrev Jenny Rossander blandt andet: ’Vi bliver nødt til at tage en snak. En snak om Thomas Treo. Og bagefter skal vi snakke lidt om voldtægtskultur, lidt om clickbait, og til sidst skal vi have en stor snak om ansvar.’

Det blev starten på en heftig debat om kvindesynet i den danske musikbranche. ”Da indlægget udkom, var jeg i gang med at optage en musikvideo, og hver gang jeg tjekkede min telefon, var det blevet delt 200-300 gange. Det viste sig, at der var andre end mig, der var trætte af det pis. Da dagen var gået, havde hele musikbranchen, fra Roskilde Festival til spillestedsbookere til musikere – mænd som kvinder – erklæret sig enige. Det gav mig håb.”