Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?
”Undervandsrugby. Det er en fantastisk sport, hvor det både kan være en fordel at være lille og væver eller stor og rund.
Spillet forgår i den dybe ende af svømmehallen. På bunden cirka tre meter nede står der to metalkurve og det gælder om at få en lille bold der er fyldt med sand og vand i modstandernes kurv. Man har dykkermaske, snorkel og finner på, og så er reglerne ellers, at der (næsten) ingen regler er.
Når du har bolden, kan folk rive og flå i dig og du bliver angrebet fra alle vinkler, torpederet nedefra, hevet i benene eller overrasket ovenfra. Hvert hold har seks spillere i vandet og seks udskiftere og en kamp varer 2x15 minutter, da man hurtigt får pulsen i max.
Jeg dyrkede det i mine teenageår, og der gik ikke mange uger, før jeg startede inde i kampene. Min korte karriere stoppede dog, da jeg begyndte at bo steder som London, Teheran og Kabul.
For et par år siden fik jeg nyt job som direktør for Arktisk Økonomisk Råd i Tromsø og her langt nord for Polarcirklen opsøgte jeg den lokale undervandsrugbyklub. Sporten er ikke så kendt her, så det er en lille men dedikeret gruppe, der træner her et par gange om ugen.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
”En udgave af Den Lille Prins på grønlandsk. Det er verdens mest oversatte bog og findes også på en række uddøde sprog. Jeg har i mange år samlet på udgaver fra de lande, jeg har rejst og boet i, så har jeg den f.eks. på tre spanske dialekter og på dari.
Den grønlandske version ved jeg, at ikke så mange andre mennesker i verden har, for jeg havde selv sat mig for at få den oversat og trykt. Jeg havde forsøgt at finde den på grønlandsk uden held, og så måtte jeg jo selv få det gjort. Jeg fandt en rigmand i Schweiz, der også samler på Den Lille Prins på alverdens sprog, og han lovede at betale, hvis jeg fandt oversætter og trykkeri.
En grønlandsk veninde oversatte den i sin fritid og et grønlandsk forlag trykte den. Borgmesteren i Nuuk valgte at give den til alle skolebørn, da den udkom, men jeg tror stadig, den grønlandske udgave står i de færreste danske hjem.”
Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?
”Jeg er et par uger i Sydkorea og Japan i øjeblikket med arbejdet, og har lagt lidt ekstra dage ind til at se mere af landene og spise på nogle fantastiske restauranter. Det har kostet mig en del mere end 1.000 kroner.
Jeg bruger nok alt for mange penge på mad, men at spise på Alchemist i København eller en fortovsrestaurant i Sydkorea er for mig en større oplevelse end at gå til koncert eller se en sportskamp.
Udover det så købte jeg for nyligt en mønt fra år 116 før Kristus. Mønten er fra Kappadokien i Tyrkiet, hvor jeg også var for nogle år siden. At en relativ ukendt statsmand, Ariarthes VII, for 2.100 år siden har krævet at få sit navn og ansigt trykt på en mønt og folk har handlet med den, og at jeg i dag kan holde den i hånden, synes jeg er ret fascinerende. Jeg bliver aldrig en dedikeret numismatiker, men jeg har heller ikke købt min sidste gamle mønt.”
Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?
”På grund af mit arbejde rejser jeg flere dage om året, end jeg er på kontoret i Tromsø. Derfor vender jeg altid tilbage til Arktis som for mange er et goldt og isoleret område. Men for mig er de otte lande et sted, hvor der bor og lever mennesker over det hele. Her er en masse driftige virksomheder, som gør en forskel indenfor den grønne omstilling. Og da vi kun er fire millioner mennesker i Arktis, bliver vi nødt til at eksportere vores løsninger.
Jeg tror, mange associerer det smukke Arktis med snedækkede fjelde, nordlys og isbjerge, men det, der interesserer mig mest, er den økonomiske værdiskabelse og menneskene bag.”
Hvornår vidste du, at du var god?
”I 2003 blev jeg udvalgt til at repræsentere Danmark via United World College med fuldt stipendium. Organisationen UWC fortjener meget mere opmærksomhed, end den får i dag. Det er en international gymnasieuddannelse, hvor jeg boede sammen med 200 andre unge fra 85 forskellige lande i Norge.
Min verden udgik indtil det øjeblik fra Haslev. Jeg havde ikke specielt gode karakterer og havde kort tid inden fået konstateret, at jeg var ordblind, så mine forhåbninger var små. I løbet af en udvælgelsesdag og samtaler og endelig da jeg blev ringet op bagefter, fandt jeg ud af, at jeg måske havde noget at byde på alligevel.
Min hverdag som svømmeinstruktør, spejderleder, politisk aktiv, undervandsrugbyspiller, amatørskuespiller og opvasker var åbenbart ikke som alle andre 16-åriges. Nu var jeg blevet målt og vejet op imod andre, og jeg var god nok til at komme afsted. Efter min udvælgelse flyttede jeg to år til Norge, hvor jeg hurtigt indså, at jeg slet ikke var så god, som før jeg rejste. Jeg havde målt mig op imod min nærmeste omgangskreds og pludselig var verden meget større og med unge der kom fra flygtningelejre, borgerkrig og fattigdom, men som havde opnået meget mere end mig.
Nu indså jeg, at jeg kun er så god som dem jeg sammenligner mig med. I de blindes land bliver den enøjede konge. Når man er så privilegeret at være født i Danmark, så har man et ekstra ansvar for at gøre sig umage.”
