Fredrik Wium er 23 år gammel og læser til lærer på Frederiksberg. Men han er også årets vinder af den årligt tilbagevendende freestyle-dyst MC's Fight Night. Weekendens finale i DR's koncerthus var hans første forsøg i disciplinen, men den unge mand virkede forbløffende afslappet til trods for den manglende rutine. Vi har talt med ham om, hvordan man skaber en Fight Night-triumf.

Hvordan har du forberedt dig til MC’s Fight Night?

”Jeg meldte mig til i juni, og i de sidste par måneder har jeg øvet mig rigtig meget. Jeg har blandt andet øvet mit flow ved at lytte til en dansk rapper, der hedder Mund de Carlo. Jeg har rappet en af hans tekster hver eneste morgen. Til sidst kunne jeg den bare. Der begyndte jeg at flowe bedre som freestyler. Men jeg ser mig mere som en tekstrapper end en freestylerapper, faktisk. Jeg har rappet i otte år, blandt andet med et band, der hedder Det Fri, men uden at udgive noget officielt. Nu ville jeg prøve at se, hvor langt jeg kunne nå med freestylerap.”

Hvor langt forestillede du dig, du kunne nå?

”Jeg forestillede mig, at jeg godt kunne vinde. Jeg vidste, at jeg var god nok som rapper, spørgsmålet var, om jeg også havde den mentale styrke. Det gælder om at kunne lukke alt ude og undgå at lade sig påvirke af publikum, dommerne og dine egne forventninger. Man skal være fuldstændig fokuseret. Man skal hvile i sig selv. Det er ikke noget, jeg har arbejdet med tidligere, men de seneste to måneder har jeg tænkt meget på det, tænkt over alle de scenarier, der kunne opstå. Og jeg tror, det er derfor, det gik så godt. Jeg tror, jeg knækkede den kode.”

Hvorfra vidste du, at det mentale er så vigtigt?

”Jeg har studeret mange battles, hvor jeg har prøvet at sætte mig ind i, hvad deltagerne tænker. Jeg så også en hjerneforsker på DR, der fortalte om, hvordan hjernen fungerer under en freestyle. Det kunne jeg bruge til rigtig meget.”

Hvordan vil du beskrive dig selv som rapper?

”Jeg er bare mig selv.”

Hvem inspirerer dig?

”Pede B. Han har leveret det bedste freestylerap, jeg nogensinde har set på dansk jord. Og Fantomet. Han er meget teknisk dygtig og har sin helt egen stil.

Hvad gør en freestylerapper god?

”En god freestylerapper tager højde for alt: rim, flow, levering og charme. Man skal overbevise publikum om, at det er fedt. Man skal gøre det teknisk godt. Man skal skræmme sin modstander. Og man skal have dommerne med.”

Og det har du øvet dig på foran spejlet?

”Næh. Bare derhjemme. Sammen med nogle andre rappere, hvor vi så giver hinanden kritik.”

Var der, til trods for forberedelserne, tidspunkter under finalen, hvor du følte, at du var i problemer?

”Nej. Selv om jeg havde et par dårlige runder, hvor jeg kom ud af mit zen-mode og blev for selvbevidst, vidste jeg, at jeg ville komme igen. Jeg var overbevist om, at jeg kunne slå dem alle sammen. Også fordi der ikke var noget pres på mig, fordi jeg var debutant. De andre skal leve op til presset. Jeg sender skud ud til MC Ollie (modstanderen i finalerunden og dobbelt vinder af MC’s Fight Night, red.), fordi han gik efter sin tredje sejr. Han er fucking dygtig. Men jeg tror, han blev for presset i finalen, og det ødelagde hans freestyle. Det er ærgerligt.”

Der var en runde i finalen, hvor det virkede som om, du var meget ovenpå. Temaet, I skulle rappe over var ’Sidst du spiste løg’. Du formåede både at få nævnt din modstander, MC Ollies, løg-ånde, refere til hans nosser som perleløg, sammenligne dig selv med et løg med mange lag og forsikre publikum om, at du ikke løj. Hvordan kommer alle de her associationer så hurtigt til dig?

”Jeg øver mig i at se det tvetydige i ord. Jeg bruger også jokes med ordspil hele tiden. Man skal være fascineret af sproget. Så kommer det naturligt. For eksempel læste jeg for nylig noget om en, der ”var oppe at flyve, men lettet, da de landede.” Det var sgu da meget sjovt, tænkte jeg. Men man bliver også lidt syg i hovedet af den tankegang, hvis den er konstant, og lige nu prøver jeg at vende mig lidt af med det. Nu vil jeg gerne ned på jorden igen. Jeg tror ikke, det er usundt, men man skal også lave nogle andre ting. En fodboldspiller går vel heller ikke og jonglerer, når han er derhjemme.”

Kommentatoren til MC’s Fight Night, Michael "Jøden" Christiansen, fremhævede din charme. Hvornår opdagede du først din lyst til at optræde?

”Lige siden jeg var 14 år har jeg stillet mig op og rappet. Sammen med en af mine venner, Felix, a.k.a Onkel HP, skrev jeg nogle tekster om, at vi ikke kunne lide vores lærer. Senere begyndte vi at lytte til Pede B. og bide mærke i det tekniske, dobbeltrim for eksempel. Så begyndte vi at freestylerappe spontant til nogle fester ude i Hareskoven og Værløse-området, hvor vi kommer fra. Vi vidste hurtigt, at vi var ret gode. Folk syntes, det var sindssygt fedt. Siden hen har jeg altid brugt det. Og da jeg så MC’s Fight Night 2013, tænkte jeg: ”Det kan jeg godt gøre bedre”. Ikke at det har været let, jeg har arbejdet meget. Jeg har været meget beslutsom.”

Hvordan fejrede du sejren, da du vandt i lørdags?

”Først var vi alle sammen på Søpavillonen, men jeg kunne ikke høre, hvad folk sagde, fordi musikken var for høj. Så tog jeg og et par venner videre i byen og festede til klokken syv om morgenen. Jeg har været fuld lige siden.”

Du har ikke nogen forpligtelser på studiet?

”Det har jeg sikkert. Fra i dag har vi to ugers ferie. Så må jeg lige tage stilling til, om jeg skal droppe ud og rappe lidt i stedet. Freestyle, tjene nogle penge. Jeg tror, der er penge nok i det til at kunne leve af det, specielt som Fight Night-champ. Det er et svanemærke, ikke. Jeg får alt for mange tilbud. Men jeg aner ikke, om det er den rigtige løsning. Det er så overvældende, det der er sket.”