”Nu da vi endegyldigt har fået bekræftet, at Djokovic er den største tennisspiller i historien, er det blevet tid til at genbesøge alletiders bedste tennis-selvbiografi”

Andre Agassi

”Nu da vi endegyldigt har fået bekræftet, at Novak Djokovic er den største tennisspiller i historien, er det blevet tid til at genbesøge alletiders bedste tennis-selvbiografi – Andre Agassis ’Open’.

En af de udfordringer, jeg sommetider kan have med selvbiografier, er denne her lidt glatte måde, mange folk fortæller om deres liv på. Her tænker jeg fx på Barack Obama, hvis selvbiografi er den, jeg senest har læst. Man kommer ikke rigtig i dybden med, hvem Obama er.

Men det gør man med Agassi. Han fortæller om sin barndom i Nevadas ørken og om faren, der vil have, at han skal spille tennis, selvom Agassi hader det. Man hører om hans konkurrence med generationens andre talenter, Michael Chang og ikke mindst Pete Sampras, om den lange vej til den første Grand Slam-titel og selvfølgelig om, hvordan han møder sin kone, Steffi Graf.

Fin læsning til en sommer, der for mit vedkommende bliver tilbragt i lejligheden på Nørrebro, med Wimbledon og Tour de France kørende på skærmen, indtil min kæreste på et tidspunkt kommer ind og siger, at det er blevet tid til at køre på Rigshospitalet, fordi vandet er gået.”

Alice Munro

”Alice Munro er med tiden blevet et af mine store forbilleder. Jeg har studeret hende som håndværker. Hvad gør hun i sine noveller? Og hvordan? Hendes teknik og ideer interesserer mig, måske ligesom en fodbolddreng, der sidder og analyserer Cristiano Ronaldos finter i slowmotion for at finde ud af, hvordan han gør.

Munro har altid holdt sig inden for rammerne. De mange korte fortællinger bliver aldrig ekstreme i nogen retning, det er ikke for sensationerne eller de store fortællinger, at man skal læse hende.

Men der findes et mystisk, sugende felt i alle hendes noveller, en intelligens på tværs af aldre; barndommen, ungdommen og alderdommen, alle livets stadier er til stede på en gang i hendes skrift, og i ’Væk’ finder man tre sammenhængende noveller, der er berusende gode, og som instruktøren Pedro Almodóvar lod sig inspirere af til filmen ’Julieta’.”

Michel Houellebecq

”Houellebecqs seneste romaner har været lettere skuffende for mig. Både den lidt uinspirerede ’Serotonin’ fra 2019 og særligt ’Underkastelse’ fra 2015, som kun interesserede sig for sin idé, at Frankrig blev muslimsk, og helt glemte at interessere sig for mennesker af kød og blod.

Nu læser jeg hans nyeste roman, ’Tilintetgøre’. Den er jeg både glad for, men også lidt mellemfornøjet over. Som altid med Houellebecq er bogen gennemstrømmet af tegneserieagtig, dum humor, hvilket tiltaler mig.

Forløbet med hovedpersonens blodpropramte far bliver til gengæld for langt, og jeg ville ønske, at den globale terrorisme, der finder sted, blev udfoldet noget mere. Men det er stadig en ret god roman. Den bedste, han har skrevet, siden ’Kortet og landskabet’.”

Bret Easton Ellis

”Jeg har læst ’American Psycho’ flere gange, og den har altid haft en særlig plads hos mig. Af en eller anden grund har ingen af Ellis’ andre bøger rigtig formået at fange mig. Bøgerne, der kom efter ’American Psycho’, bar tydeligt præg af, at han led under arven fra det ikoniske værk, han havde skrevet.

Hvad så med de bøger, Ellis skrev før ’American Psycho’ – ’Below zero’ og ’Rules of attraction’? Jeg ville ønske, at jeg kunne lide dem, med deres collegeunivers befolket af forkælede californiske unge, der kører i sportsvogne, tager stoffer, fester og dyrker sex til højre og venstre, for det lyder jo vældig kulørt og interessant. Desværre er det bare lidt kedeligt.

Men nu siger rygterne, at der endelig er sket noget. Ellis har skrevet en god roman! Så om et par timer cykler jeg til Indre By. Jeg skal til møde på mit forlag om min nye roman, ’Jordisk’, og på vejen hjem går jeg ind i boghandlen og køber ’Skår’. Så cykler jeg hjem, tager en øl eller en kop kaffe og lægger mig til at læse.”