Michael Strunge

Dokumentarfilmen 'Væbnet med vinger' om Michael Strunge

Ny film om Michael Strunge: "Han vil altid være ungdommens talerør"

I dokumentarfilmen ’Væbnet med vinger og ord’ forsøger Torben Skjødt Jensen at vise mennesket bag myten Michael Strunge, der begik selvmord som 27-årig i 1986.

Hvorfor har du lavet en film om Michael Strunges liv?

”I 2011 var jeg rundt på gymnasier og holde foredrag om min film ’City Slang Redux’, der handler om nogle shows, som Lars HUG lavede på baggrund af Søren Ulrik Thomsens digte. Ude på gymnasierne spurgte mange, om jeg ikke kunne lave noget om Michael Strunge.

Næsten alle kendte ham, men de kendte kun rock’n’roll-myten. Jeg gik med tanken i nogle år, men havde andre projekter. I 2015 købte jeg en biografi om Michael Strunge af Knud Munck, så jeg kunne læse lidt op på hans liv.

Pludselig ringede Knud Munck til mig og stillede al sin research til rådighed. Jeg kunne jeg ikke rigtig forestille mig, hvordan det skulle udformes, før jeg fandt en kasse med 20 kassetter med lydoptagelser af Michael Strunge fra interviews og oplæsninger af digte. Da jeg hørte ham tale om Bowie og læse sine digte op, kunne jeg endelig se det for mig.”

Hvorfor tror du, at Michael Strunges digte stadig tiltaler unge?

”Han var god til at beskrive følelsen af at være bange, at være ensom og at være oppe imod noget. Han var meget bevidst om den arbejderklasse, han selv kom fra. Han var fra ghetto-forstaden i Hvidovre, hvor han gik rundt med et ’No Future’-badge klipset til tøjet.

Det er også meget vigtigt at holde fast ved, at Michael Strunge i modsætning til andre samtidige digtere døde, da han var 27 år gammel. Man kan ikke sidde og læse hans digte, som var han 50 år og havde børn og fast arbejde. Han vil altid være ungdommens talerør, fordi han aldrig bliver ældre.”

Kendte du selv Michael Strunge tilbage i 1980’erne?

”Jeg kendte ham ikke personligt, men jeg kendte ham fra københavnermiljøet, fordi jeg selv var en del af det i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Jeg kom til byen fra Roskilde for at læse filmvidenskab, og om aftenen hang jeg og mine venner ud de samme steder som ham.

Vi var på Café Dan Turèll, Saltlageret, Ungdomshuset, Sommersko og Rockmaskinen på Christiania. Alle de steder, der skete noget, mødte man jo hinanden. Det handlede meget om attitude og vrede dengang.

Engang stod vi på Dan Turèll, efter at Ian Curtis, forsangeren i Joy Division, havde begået selvmord. Folk mente det ene og det andet, men Michael Strunge var den, der skar fuldstændig igennem overfor folks teorier.

Jeg stod bare der i kredsen og tænkte: ’Okay, ham skal man ikke komme op og diskutere med’. Michael Strunge ville enormt gerne høre til punk-bevægelsens inderkreds, men han kom også lidt på kant med dem, fordi de syntes, han gjorde sig til talsmand.”

Har det været anderledes at lave en film om en tid, du selv var en del af?

”Det var ikke noget, jeg tænkte over, da jeg gik ind i projektet, men det er noget, jeg er blevet klar over efterfølgende. Det er nok det tætteste, jeg kommer på at lave et selvportræt, fordi det er så meget min egen tid.

Det er et menneske, der har gået med de samme tanker og livsmønstre, som jeg selv. Michael Strunge og jeg er begge fra 1958, vi kommer fra den samme arbejderklassebaggrund, og vi kommer begge fra forstæderne og flyttede til København og gik de samme steder.

Det er blevet ret personligt, fordi jeg kan spejle mig i de historier, der bliver fortalt om ham i dokumentaren.”

Overvejede du, hvordan du fremstillede Michael Strunge, så du ikke glorificerede en syg mands selvmord?

”Det er faktisk en ting, som altid har irriteret mig lidt. Man har det med at hive kunstnere op på en piedestal, når man siger, at de er med i ’Klub 27’. Bag de her mennesker ligger der en tragedie og en kæmpe smerte.

Der er jo ikke nogen, der frivilligt slipper livet, fordi det er det fedeste. I Michael Strunges tilfælde skal man huske, at han havde været maniodepressiv, siden han var ganske ung, og det forfulgte ham hele livet.

Hele hans liv handlede om at være eller ikke at være medicineret og indlagt. Det er vigtigt for mig at vise. Han havde det store problem, at når han blev medicineret, så kunne han ikke skrive.

Men prisen for at ikke at tage sin medicin var, at han måtte leve med at få anfald, lide af søvnløshed og se syner. Han var totalt uforudsigelig for sig selv og sine omgivelser, når han fik sine maniske episoder, og det var det, der slog ham ihjel til sidst.

Jeg ville gerne lave en film, der fortæller om et menneske, der gerne ville være kunstner, han ville være i live, han ville være noget for sig selv og sine venner og sine kærester, men han betalte også en høj pris for det. Så jeg har bevist nedtonet, at han kastede sig ud ad vinduet på Webersgade og sagde til kæresten: ’Nu kan jeg flyve.’”

Hvad vil du så fortælle med din film?

”At han stadigvæk lever i kraft af sin kunst, der stadig er relevant. Han kunne tale til os i den tid, han var i, og i den tid vi er i, fordi hans stemme er bevaret på bånd, og fordi vi har hans digte. Og så vil jeg gerne slutte med det, jeg har prøvet at gøre til filmens motto. Det er fra et af hans digte: ’Jeg er verdens. Og jeg vil aldrig dø. Og så kan I tro på det eller lade være.’ Det synes jeg, de skulle have skrevet på hans mindeplade henne på Webersgade i stedet for ’Nu kan jeg flyve’.”

LÆS OGSÅ: IMDb: Her er de mest ventede film i 2018

LÆS OGSÅ: 25 ting og begivenheder du skal glæde dig til i 2018

LÆS OGSÅ: Det her var de mest indbringende skuespillere i 2017