For tiden flyder det på streamingtjenesterne med film, der vil sige noget om den tid, de er blevet til i. Det interessante er imidlertid, at filmene på forunderlig vis også kommenterer på den verden, vi render rundt i dag.

For uanset om man vil det eller ej, så er vores nutid på mange måder en kopi af noget, som verdenshistorien har kunnet berette om tidligere. Tag nu bare disse fem filmperler, der alle virker som noget, der er skrevet om begivenheder fra de seneste år.
Network.

Man tror næsten ikke sine egne øjne, når man ser filmen fra 1976. Den forudsiger simpelthen så mange nutidige selvfølgeligheder i fortællingen om en nyhedsvært, der går amok under en udsendelse og forklarer seerne sit eget uforbeholdne syn på verden.

Kritik af samfundets fokus på fordummende mennesker og mediernes forsimplede gengivelse af verden er spot on, når nogle af de mest sete programmer i dag har mærkatet ”reality-tv”, mens politiske kommentatorer kun går op i spillet om magten i nutidens politik. ’Network’ virker åndsfrisk, selvom den er 40 år gammel.

Kan streames på Netflix

Mandage i solen

Når man ser, hvad der sker i særligt det sydlige Europa med arbejdsløshedstallene i disse år, så er filmen fra 2003 nærmest profetisk. Javier Bardem spiller hovedrollen som manden blandt mange mænd, der er blevet fyret som led i globaliseringens udflytning af arbejdspladser.

I en spansk by samles de arbejdsløse på den lokale bar og taler desillusioneret (men alligevel med en smule håb) om fremtiden. 13 år efter filmens premiere er den mindst lige så aktuel, som den var dengang. Et følsomt drama om mænd, der kæmper sammen og hver for sig.

Kan streames på Viaplay



On The Waterfront

Ud over at være én af Marlon Brandos allerstærkeste præstationer i karrieren, så er filmen fra 1954 også ekstremt nærværende i dag. Den handler om livet blandt havnearbejdere, der er stærkt infiltreret i mafiaen som informanter. Stille og roligt udvikler historien sig til at være en fortælling om at være ”whistleblower”.

Altså en mand, der stiller sig op imod overmagten i en større sags tjeneste. Det kunne lyde som noget, vi har set nogle gange i det nye årtusinde. Både med en vis Hr. Snowden, men også hertil lands i det danske militær. Det brillante ved ’On The Waterfront’ er imidlertid, at det er svært at udpege en egentlig helt. Det har gjort filmen tidløs.

Kan streames på Netflix

De andres liv

Den vandt Oscar-statuetten for bedste udenlandske film i 2006 og er dybt rørende, men først de senere år er det politiske aspekt for alvor trådt frem i lyset. Den tyske perle af en film følger en Stasi-agent i DDR, der aflytter et kunstnerpar, fordi der er mistanke om samfundsunderdragende virksomhed.

Med de seneste års fokus på overvågning i samfundet – endda mellem venner som USA og Tyskland – er det umuligt ikke at se filmen i et nyt lys. Nok handler ’De andres liv’ om verdenshistorien, men den kom også forud for netop verdenshistorien med en elegant fortælling om, at alle aflytter alle.

Kan streames på HBO Nordic

His Girl Friday

Nogle gange må man også godt more sig, når man på ser virkeligheden omkring sig – også som den så ud i 1940. ’Sensationen’, som filmen kom til at hedde i Danmark, er en perfekt parodi på mediebranchen.

Her sætter de sensationshungrende journalister en ”god” historie foran alt andet, og for at den bliver bedre og passer mere præcist ind i deres virkelighed, strammer de ikke bare vinklerne. Nej, de skaber sådan set selv historierne helt fra bunden. Ind imellem intriger om kærlighed, forsider, fis og ballade aner man tegningerne til det medielandskab, vi ser i dag. Hvem sagde The Sun eller Se & Hør?

Kan streames på Viaplay

LÆS OGSÅ: 5 vigtige serier du bør unde dig selv

LÆS OGSÅ: 2015's bedste serier du kan streame nu