Det er ikke mange steder i verden, hvor beskeden fra et stærkt forsinket flypersonale lyder: ’Undskyld, vi sad fast i trafikken’. Verdens langsomste by ligger også i Afrika. Euromans netop hjemvendte journalist beretter om afrikanerne og tiden.
Selv om det er en klichefed stereotyp, at afrikanerne tager det stille og roligt, er der en del om snakken. Fænomenet har endda sit eget udtryk: ’African time’ – afrikansk tid. Hakuna matata.
Det er næppe tilfældigt, at en afrikansk by har fået titlen som ’verdens langsomste’. I en undersøgelse af gangtempoet i alverdens storbyer endte Blantyre i Malawi på den absolutte bundplacering med intet mindre end 2,1 kilometer i timen. Jeg har besøgt byen og kan bekræfte, at de gæve beboere i Blantyre ikke ligefrem er sprintere, selv om de 2,1 km/t nok er en underdrivelse. Som en af de lokale sagde ved den lejlighed: ”Vi foretrækker bare at gå afslappet rundt uden at stresse.”
I Afrika inddeles tiden ikke af visernes skalpel. Man orienterer sig i stedet efter oplevelser – følelsesmæssige og personlige pejlemærker: bryllupper, fødsler, dødsfald, krig, en voldsom regntid, en særlig fin høst. Ting skete ikke for halvandet år siden, men lige før høsten. Og når tid er knyttet til handlinger og begivenheder, står den nærmest stille, hvis der ikke sker noget. Så sidder man fx og venter, stopper tiden ganske enkelt med at gå. Den bliver ikke spildt, men står blot stille.
LÆS OGSÅ Euroman i Afrika: Westgate oplagt mål for terror
Den vestlige klokketid er mekanisk og løber lige ud ad landevejen. Her tikker sekunderne jævnt af sted, og hver time er lige lang. Og vi løber rundt. Også selv om livsstilseksperter og fremtidsforskere med mellemrum er ude med bulletiner om, at billedet er vendt, passer det jo ikke. Der er stadig masser af prestige i at have travlt – så er man dynamisk og efterspurgt. Sådan er det ikke i Afrika. Betydningsfulde personer understreger tværtimod deres position med langsomme bevægelser, og signalerer overskud ved at give sig god tid til at konversere, mens de arbejder. Stress og jag er ganske enkelt lavstatus, som fedme og rygning er det i Danmark.
Sidst jeg var i Afrika, havde et ordentligt regnskyl sammen med fredagstravlhed sat trafikken i det centrale Nairobi totalt i stå. Så grundigt var gaderne blokerede af biler, der prøvede at mase forbi hinanden, at jeg faktisk nåede at blive seriøst smånervøs undervejs, også selv om jeg var taget af sted mod lufthavnen mere end en time tidligere, end jeg plejer. Men vi nåede det.
Det samme kan man ikke sige om det samlede KLM-flypersonale, der kom valsende kort inden flyafgang i deres fikse catch-me-if-you-can-lyseblå stewardessedragter. Vel på plads i flykabinen lød det over højtaleranlægget, at flypersonalets minibus havde siddet fast i trafikprop – som forklaring på, at det 660-sæders Boeing 747 måtte flyve klokken halv tolv om aftenen i stedet for halv elleve. Hvornår har man lige hørt den sidst i Kastrup Lufthavn – eller Amsterdam for den sags skyld?
Ved undersøgelsen af gangtempoet blev københavnerne i øvrigt målt som verdens næsthurtigste med 6,1 km/t.
