For mange europæere er Eurovision Song Contest, altså det internationale melodigrandprix, en tilbagevendende højtid, med alt hvad den slags indebærer: store følelser, barndomsminder og brok.

Alting var jo, som bekendt lidt bedre i gamle dage. Alligevel kører vi det, som så mange andre traditioner, igennem år efter år, uden at tænke nærmere over, hvorfor en tv-begivenhed kreeret på skuldrene af en italiensk slagersang-konkurrence, egentlig har bidt sig så godt fast internationalt.

Nu får vi så et fremmed blik på fænomenet. Det forlyder nemlig, at Will Ferrell har tænkt sig at skildre Eurovisionens konkurrence i en ny film produceret for Netflix med den rammende titel ’Eurovision’.

Den amerikanske komiker, der gennem sin karriere har haft en udtalt præference for smagløs popkultur, fra NASCAR-kørere til selvhøjtidelige studieværter, skulle ifølge Independent have stiftet bekendtskab med grandprixet gennem sin svenske kone Viveca Paulin.

Ferrell, der selv skriver manuskriptet i samarbejde med manuskriptforfatter Andrew Steele, skulle også have været til stede for at researche tidligere på året i Lissabon, hvor årets finale blev afholdt.

Der er endnu ikke sat nogen dato for offentliggørelse på filmen.

LÆS OGSÅ: ’Between Two Ferns’ er vendt tilbage med Jerry Seinfeld og Cardi B

LÆS OGSÅ: 5 serier du kan streame, når du bliver træt af bold

LÆS OGSÅ: HBO’s store satsning ’Succession’ skuffer en smule