Der er riv i grooming- og skønhedsbranchen i disse år. Nye aktører kommer til for at gøre et indhug i et profitabelt marked, hvor mænd lægger flere og flere af deres penge.
Store stjerner som Harry Styles, Pharrell Williams og Tyler, the Creator lægger navne (og ansigter) til produktlanceringer i ét væk. Det er ikke længere nok med en Sanex til håret og en roll-on fra supermarkedet til under armene.
Men på trods af den hastige udvikling er det alligevel sjældent, at der for alvor sker noget rigtig nyt – i hvert fald ikke, når det gælder parfumehjørnet af branchen, der stadigvæk dufter af gamle dage og Johnny Depp med elguitar. Den traditionelle glasflaske med forstøver hersker endnu.
Men hos svenske Unifrom har man forsøgt at tænke det hele lidt anderledes. Med inspiration fra en opvækst i Sverige og rødder i Østafrika har stifter Haisam Mohammed nemlig skabt et parfumebrand, der baserer sig på veganske parfumeolier i stedet for de alkoholbaserede parfumeblandinger, vi alle kender.
Derfor kan du også glemme alt om at sprøjte duften på. Forstøveren er nemlig udskiftet med en slags pen, man ruller på huden, hvilket ifølge Unifrom gør, at huden ikke tørrer ud på samme måde som med traditionelle parfumer. Størrelsen på beholderen er skabt til at tage med på farten, så du altid kan dufte bedre end dine medrejsende.
Unifrom blev stiftet i 2020, og på trods af den unge alder har det ikke skortet på opmærksomhed fra udlandet. Store, internationale medier som Forbes, GQ, Wallpaper og Vogue har duftet til Unifrom og jublet over resultatet, og kundelisten tæller allerede forhandlere fra over 20 forskellige lande.