Jeg kan godt forstå, at lukningen af Irma er ligegyldig for nogen.

For hvis man ikke går op i mad og kvalitet, hvis man ikke handler dagligt, hvis man er ligeglad med den lille hverdagsoplevelse, det er at tale lidt med medarbejdere, som er dedikerede og har gode arbejdsforhold, hvis man ikke er den, der har ansvaret for, at der er mad i køleskabet, og at det er værd at spise, fordi en krop selvfølgelig skal bestå af ordentlig mad, så kan jeg godt forstå, at lukningen af Irma kan affejes som pjat.

Men for os, der går op i økologi, små producenter, gode råvarer, dyrevelfærd, æstetik, biodiversitet og madspild, så er lukningen af Irma en katastrofe for den danske madkultur.

Irma har indtil nu overlevet på trods af en absolut stedmoderlig behandling i organisationen, hvor chefer med milliongager (i en forening ejet af 1,9 mio. medlemmer) ikke har forstået hvilken juvel af et varemærke, de havde mellem hænderne og var betroet at passe på for medlemmerne.

Det har været alt for dyrt for Irma at være en del af Coop. Det er ikke discount, der tager livet af Irma. Det er Coops ledelse.

Noget må gøres. Og noget er tidligere blevet gjort. For det er ikke første gang, Irma har været lukningstruet.

Da Irma stod over for en lukning i 1993, arrangerede kunderne fakkeltog, og jeg skrev dagligt om lukningen i Politiken. Til sidst indvilligede Bjarne Møgelhøj, dengang formand for FDB (nu Coop), i at mødes med mig i Irma på Nørrebrogade. Han var lydhør. Vi talte længe. Blev fotograferet. Og han sagde til slut med et grin: “Ok! Ok!” Mange Irma’er nåede at blive reddet. Nu hepper jeg på, at det kan ske igen.

Jeg har været med i Irma, siden jeg var helt lille. Jeg har stadig de trækasser, der var te i dengang. Jeg har Irma-dåser. Jeg har haft Irma-dukker. Jeg gik i maosko som barn, da de havde dem i pigemodel. Vi er stadig afhængige af Irmas te og kaffe. Vi køber produkter med Irma-logo, ikke fordi de har logo, men fordi det er god kvalitet, god mad.

Det seneste døgn har jeg set flere mænd, der tilsyneladende ikke køber ind, og som nu i medierne morer sig sexistisk over, at Irma-kunder “går op og lægger sig.”

Hør her: Hverdagen er vigtig, Mad er vigtigt. Sundhed er vigtigt. Venlighed og service er vigtigt. Valg i forhold til forbrug er vigtigt.

Og forresten: Irma er ikke et københavnerfænomen Jeg er vokset op med Irma i Roskilde, Haslev, Køge og Næstved. Irma er ikke for de rige, min mor var enlig lærer, min mormor fra Aalborg elskede Irma fra dag ét på Sjælland, jeg har været enlig mor og freelance og har handlet der dagligt. Det handler om at prioritere. Der er ikke rod, muzak eller tingeltangeltilbud. Det er 137 års historie, man vil hælde ud med badevandet.

Selv ønsker jeg mig, at der er steder med kvalitet, økologi og ordentlighed, også i en tid med økonomisk krise. Og jeg har støttet. Og jeg vil håbe, at beslutningen om at lukke Irma - vores Irma, medlemmernes Irma - genovervejes af den nuværende ledelse af COOP. Ligesom den blev genovervejet af FDB's Bjarne Møgelhøj dengang i 1993.

Signe Wenneberg er forfatter, journalist, gin-producent, hverdagsaktivist og allround garden goddess.