scroll-down

Planlægger du din næste skiferie? Her finder du de bedste offpister

37-årige Bjørn Elmsted, der ejer butikken ’Surfline København’, har siden seksårsalderen stået på ski i lande som Østrig, Sverige, Norge, Schweiz og Frankrig. Vi har spurgt ham, hvor man finder de bedste offpister i Europa, og hvad han foretrækker at spise på pisterne.

Af Simon Kirkegård
Foto: Kenneth Pihl Nissen
Livsstil Euroman

Hvad kan du godt lide ved at stå på ski?

”Det er helt klart naturoplevelsen og at være aktiv udenfor uanset vejret. Det sociale ved at stå ski sammen med familien eller gode venner er også virkelig skønt. Og den træthed, man har efter en aktiv dag i sneen, kan virkelig noget. Det foretrækker jeg langt mere end eksempelvis at tage sydpå og sole mig ved stranden. Belønningen ved at komme ned efter en hel dag på pisten og få en kold øl, kan noget helt specielt.”

Hvilket land er bedst til skiferier?

”Det er svært at pege på et enkelt sted, for det afhænger jo først og fremmest af, hvilken type skiløb, man kører. Når det så er sagt, har jeg en stor kærlighed for både Østrig og Frankrig.

Jeg har et lille sted i Østrig, der hedder Maria Alm, som vi ofte besøger. Det er et lille familiested, som er rigtig hyggeligt. Skibakkerne ligger på de nordvendte sider, så her er sneen ret god. Min familie og jeg vil gerne køre offpist, og det er der ikke særlig mange, der gør her, så vi har det nærmest for os selv. Og så er det også til at betale sig ud af. Her bor vi hos Familien Stegerbauer på deres et lille pensionat ved navn ’Biobauernhof Stegerbauer’. Det er faktisk en dansk kvinde, der driver det med sin østrigske mand. Det er virkelig hyggeligt, og så er det godt, hvis man har børn.

I Frankrig har jeg flere steder, som jeg godt kan lide at komme. Jeg har haft en sæson i Les Deux Alpes og en sæson i Alpe d'Huez, hvor jeg har haft mange gode oplevelser, og ellers er Tignes også et rigtig lækkert sted.

På alle disse steder er der gode muligheder for at køre offpist, og her vil jeg lige nævne, at når man kører offpist, er det vigtigt, at man kender et område, inden man tager ud. Gør man ikke det, skal man tale med en guide eller lignende, så man ikke kommer galt afsted.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Ski, Ferie og Mad