Det er ikke mange gange i mit liv, at jeg har skænket sofapuder en tanke. Jo, altså hvis jeg er stødt på et eksemplar i velour, er det da løbet koldt ned ad ryggen på mig, og jeg har tænkt, at jeg aldrig skal eje sådan en.
Heldigvis for os sofapudehjemløse flyttede den belgiske designer/kunstner Laurence Leenart for snart en del år siden fra Gent i Belgien til Marrakesh i Marokko, hvor hun siden har startet mærket LRNCE.
Annonse
Du kender det måske fra de håndlavede marokkanske tæpper eller keramikken, men Leenart har også kastet sin lidt legesyge stil over puderne. Jeg kan med ro i sindet sige, at det nok er de flotteste sofapuder, jeg endnu har set. MFS
Satte du en pistol for panden af mig og afkrævede mig svar på, hvilke sko jeg ville vælge, hvis jeg kun måtte eje ét par, ville svaret lyde ’Katharina’ fra ROA. Det italienske brand, der blev startet af folk fra den Milano-baserede multibrand-butik Slam Jam og skodesigneren Maurizio Quaglia, har snart otte år på bagen, og de har brugt tiden effektivt på at skabe en æstetik, der er helt deres egen.
’Katharina’-modellen er den perfekte kombination mellem spejderagtig funktionalitet – Vibram-såler, ja, tak – og godt design med sin lidt chunky silhuet.
Om den er tidløs, er jeg endnu ikke sikker på, men på stående fod kan jeg ikke komme i tanke om noget bedre at iklæde mine fødder. Så du kan godt putte pistolen tilbage i hylstret igen. MFS
At drikke kaffe har for mig været en indiskutabel indikator på, at man er blevet rigtig voksen. Jeg har dog længe skullet tvinge mig igennem de mest mælkede mælkekaffer. Men nu er mine smagsløg kommet sig over det værste chok, og jeg har fået investeret i en espressomaskine og dertil et bundløst portafilter. Hvabehar?!
Som jeg engang lod mig fortælle – hen over en La Marzocco på den lokale kaffebar på Nørrebro – så får man med et sådant filter en ’ren og helt uforstyrret kaffesmag.’
Annonse
Jeg har nu primært investeret for, at jeg – som en anden Peter Falktoft – kan vise mine, dog væsentligt mere beskedne antal følgere, at jeg altså er en vaskeægte hjemmebarista. MFM
Min drøm er at pensionere mig selv i en landejendom lidt uden for Barcelona. I min allerede ihærdige søgen efter potentielle residenser er jeg faldet over et – mildt sagt – helt vanvittigt sted.
Den nu desværre afdøde arkitekt Ricardo Bofills såkaldte La Fábrica er en tidligere cementfabrik, der ligger i udkanten af den catalanske hovedstad. Stedet tjente som hans hjem og atelier fra 1973, hvor han ved en tilfældighed opdagede bygningen.
I mine øjne et absurd imponerende, fascinerende og totalt uforligneligt stykke arkitektur. Apartamento har foreviget stedet i bogformat på sædvanlig fænomenal vis. MFM
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
