Telefonen skal ud af soveværelset, hvis du skal have en ordentlig nats søvn. Den forstyrrer, skærmlys er dårligt for dig inden sengetid, og så får du også tid til at læse den bog, der ligger nok så nydeligt på dit sengebord, men som du aldrig rigtig får åbnet. Den eneste hindring for at forvise telefonen er måske, at du bruger den som alarm, men du kan altså her få et ganske glimrende vækkeur, der hverken modtager beskeder, opkald eller andre notifikationer. Helt som i gamle dage.
Nogle møbler i hjemmet er både uundværlige og undervurderede på samme tid, fordi de kan bruges til lidt af det hele, men samtidig ikke gør det store væsen af sig: Det gælder eksempelvis skamlen. Den ene dag agerer den som natbord, den næste dag kan den være den famøse aflæsningsstation til alt det tøj, der hverken hører til i skabet eller i vasketøjskurven.
Den kan også bruges til at slå benene op, hvis du ikke kan nå noget på toppen af skabet, eller hvis du får gæster og mangler en siddeplads i en snæver vending. Denne fra Dinesen er både funktionel og flot og i udsøgt kvalitet.
Det er ved at være nogle år siden, man skulle udvælge sine bedste kassettebånd, når man skulle på farten og lytte til dem på sin Walkman. Nu har Sony kreeret en maskine, der i vores optik måske nok mest af alt minder om den hedengangne iPod, men som også fremkalder nostalgiske minder om de dage, hvor en kluntet Walkman i lommen føltes som et teknologisk vidunder. Prisen er hamper, men alligevel en overvejelse værd. For gammelt venskabs skyld.
Gode idéer kommer sjældent, når man alt for hårdt forsøger at få dem. De kommer i stedet dumpende, når du står i metroen, laver en omgang god bolognese eller er lige ved at lægge hovedet på puden og gå i brædderne. I momentet tænker du måske, at du sagtens kan huske den fantastiske idé, når du får brug for den senere, men vi ved af bitter erfaring, at idéer generelt forsvinder lige så hurtigt, som man får dem.
Så skriv dem nu bare ned, du bliver glad for det senere. Du kan fx gøre det i denne lækre notesbog fra Smythson, der er indbundet i lammeskind og kommer i flere forskellige farver.
Udlængsel. Vi får det alle en gang imellem, når vi sidder i vores lidt for trange lejlighed med et badeværelse, hvor man føler sig privilegeret over, at man næsten ikke skal gå i bad oveni toilettet, og med en gård, hvor en uspecificeret person altid beslutter sig for at bruge en skærebrænder, når det er godt vejr for første gang i fire måneder. Så kommer drømmen om åbne vidder, uspoleret natur og fuglekvidder om morgenen.
Men før du sætter hele molevitten til salg og stikker af, kan du kaste et blik på denne uhørt smukke coffee-table-bog, der stiller de værste abstinenser med bjerge, natur og et udvalg af vanvittigt flotte huse.
’Living in the Mountains’ til 300 kr. hos phaidon.com
6. Ro på
Det har ikke været nemt at holde formen ved lige det seneste år. Det har fremkaldt et væld af kreative løsninger, der ikke alle har været lige effektive: Håndvægte af flasker og sand, personlige trænere på YouTube, ture op og ned i trappeopgangen. Hvis du er blevet glad for at træne derhjemme, men gerne vil droppe sandflaskerne, kan du invitere dette bæst af en romaskine ind i din stue. Bonus: Den har en indbygget skærm, der giver dig den fulde oplevelse af at være ude på vandet.
De fleste har nok oplevet at komme til at hive den billigste bordsalt til to kroner med hjem fra det nærmeste supermarked. Salt er vel bare salt, konkluderer vi, når vi står og kigger på udvalget og ikke helt føler for at smide en formue efter et krydderi. Den går altså ikke. Investér i noget ordenligt salt, der tilføjer lidt ekstra til dit blødkogte æg en søndag morgen eller til den simreret, du har gået og kræset om hele dagen. Dette japanske havsalt med tang smager fantastisk. En lille hverdagsluksus, man bliver glad for gang på gang.
Det er sundt at spise fisk, og den smager allerbedst, hvis du selv har fanget fisken. Du skal bare afsted. Træk en gammel sweater på, lad skægget stå, alt det der. Men først skal du have fingrene i en fiskestang, og denne fra Shimano er et rigtig godt bud på en fætter, der kan hive store mængder fra havet hjem til middagsbordet. Den er let, og så har den en slidstærk stang, der kan tåle, at du får den vildeste fangst på krogen.
Din telefon er en bakteriebombe. Og det er garanteret ikke hver dag, at du får rengjort den efter at have været på farten. Og hvis du skal være helt ærlig, så er det nok heller ikke en gang om ugen, vel? Fortvivl ej, for her er en genial gadget, der både lader din telefon op og rengør den med UV-lys samtidig: Som en miniatureudgave af en vaskehal til din mobil. Smid telefonen ned i den hvide lader, få tanket batteriet op og hiv den helt ren op af opladeren, når du skal bruge den igen. Ret smart.
Et godt slag bordtennis er aldrig at kimse ad. Om det så er en hyggelig gang rundt-om-bordet til en fredagsbar eller en dødsensalvorlig dyst med dine venner, hvor både æren og venskabet egentlig er på spil. Hvad enten du er til det ene eller det andet, så er der altså bare noget over ikke at gå ned på udstyr. Erhverver du dig disse bat, kan du både pifte din forhånd op og bagefter udstille dem derhjemme til minde om din seneste overbevisende sejr.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.